Monument Valley

Klippeformationer i western-stil i Monument Valley

Monument Valley på grænsen mellem Arizona og Utah er ikke en traditionel dal, men et unikt landskab af rødlige, fritstående klipper spredt rundt i området. Landskabet er formet af erosion gennem flere millioner af år. I forhistorisk tid lå jordoverfladen i samme højde som de højeste af klippetoppene, men siden har vand, vind og vejr fået den bløde overflade til at forsvinde, så kun de hårdeste strukturer står tilbage. Kør igennem Monument Valley og oplev, hvordan de kæmpe klipper vokser sig større og større i horisonten.

Inspiration

MONUMENT VALLEY SOM FILMLOCATION

De rødbrune klipper i Monument Valley har gennem tiden tiltrukket utallige filmfolk fra Hollywood, der her har fundet den perfekte kulisse. John Wayne har således adskillige gange redet rundt i Monument Valley, bl.a. til ære for instruktøren John Ford, der har optaget flere af sine legendariske westerns her. Af samme grund finder man inde i parken punktet John Fords point, hvorfra instruktøren angiveligt skulle have styret slagets gang under optagelserne. Også nyere film som Thelma & Louise har brugt Monument Valley som bagtæppe.

RUNDT I MONUMENT VALLEY

En rundtur i Monument Valley starter ved besøgscentret et par kilometer øst for US 163. Her kan du tage en guidet tur gennem landskabet ad en jordvej. På regnfulde dage kan vejen være meget pløret og kræve en firehjulstrækker. Dem er de lokale indianere i besiddelse af, og de tager gerne turister med på en guidet tur i Monument Valley – mod betaling. Monument Valley hører ikke under det statslige National Park Service, da parken ligger i et indianerreservat for Navajo-indianere. Parken er bestyret og drevet af de lokale indianere, og det betyder bl.a., at det såkaldte National Park Pass ikke giver adgang til Monument Valley. Du betaler entre i besøgscentret. I parken skal du respektere de lokale indianere, der ikke bryder sig om turister, der tager fotos af dem eller deres boliger.


"Monument Valley er som taget ud af en cowboyfilm. man forventer at se John Wayne komme ridende over sletterne."

- Maria, USA-rejsespecialist i Odense


 

Kort

Vis på kort

Oplev det vestlige USA - Skab din egen historie