Kystbyerne Agnes Water og Seventeen Seventy

Laidback stemning, gyldne strande og surfing

Er du på kør-selv-ferie langs Queenslands kyststrækning og kommer fra Brisbane, skal du køre ca. 500 km nordpå til de stemningsfyldte små kystbyer, Agnes Water og Seventeen Seventy, også kaldet 1770. De er to af flere kystbyer langs Capricorn Coast. Det var her kaptajn James Cook satte sine ben på australsk jord i… 1770. Når du ankommer til området, bliver du mødt af smukke, afsondrede sandstrande, klippefyldte skråninger, eukalyptus- og regnskov og i horisonten kan du spotte migrerende pukkelhvaler fra juli til oktober.

Kystbyerne er kendt for de gode muligheder for at surfe. Lej et bræt og afprøv din balancekunst på et surfboard eller paddelboard – du kan få timer til at gå med det. Om aftenen kan du skifte surfboardet ud med en kano- eller kajak og nyde solnedgangen og måske et par nysgerrige delfiner, hvis du er heldig

Inspiration

Hvad kan du opleve i- og mkring kystbyerne?

Agnes Beach: 5 km lang, skøn strand der er patruljeret med livreddere. Perfekt til både familier og surfere.

Hvalsafari: Fra juli til oktober kan du komme på hvalsafari og opleve havets giganter og deres kalve på nærmeste hold, når de plasker med halen i vandet. En oplevelse for livet.

Larc Tours: Kom på en spændende tur med et lyserødt amfibiekøretøj (udtjent fra militæret), der bringer dig sikkert frem til svært tilgængelige strande, over sandbanker og til 35 meter høle klitter, du kan surfe ned af.

Eurimbula National Park: Denne park er en skøn blanding af landskaber og perfekt for bushwalkers. Oplev eukalyptusskov og regnskov, gå gennem en eksplosion af farver, når de vilde blomster viser sig fra sin smukkeste side om foråret og hold øje med de charmerende kakaduer. Find også vej til Ganoonga Noonga lookout, hvorfra du har en fantastisk udsigt udover det omkringliggende kystnære lavland – det er en stejl tur.

Baffle Creek: Tag familien på opdagelse i dette pragtfulde naturområde med kano eller på et 4WD eventyr.

Lady Musgrave Island: En dagsudflugt til denne lille koralø i det sydlige Great Barrier Reef, er virkelig en oplevelse. Du kan snorkle og være heldig at svømme med en skildpadde eller oplever det farverige rev i en båd med glasbund. Du kan slentre en tur på øen eller bare dase på en strand. En skøn dag i godt selskab med lokale og rejsende fra hele verden.

Kort

Vis på kort