Cornwall & Devon for livsnydere
10 dage Fra 16.995 kr.
Midt på en bar mark i en rydning i skoven 10 kilometer syd for Frome rejser et 49 meter højt trekantet tårn sig op. Tårnet står tæt på det historiske sted ved Egberts Sten, hvor fortællingen siger, at kongen af Wessex Alfred den Store i 878 samlede en hær, der ved slaget ved Ethandun slog en dansk vikingehær anført af Guthrum den Gamle. Og netop Alfred har lagt navn til tårnet.
Det var her på Kingsettle Hill, at bankmanden Henry Hoare II i 1760’erne planlagde at bygge tårnet til minde om afslutningen på Syvårskrigen mod Frankrig 1756-1763 og Kong George III's tronbestigelse i 1760. Symbolikken er således fuld af engelsk nationalisme og hyldest til den konge, der sad som regent i 60 år og i en periode, hvor United Kingdom blev dannet, da England og Irland blev forenet under Acts of Union i 1800.
Tårnet, der er tegnet af arkitekten Henry Flitcroft, blev påbegyndt i 1770 og stod færdig allerede i 1772. Indvendigt er tårnet hult med en vindeltrappe, der førre helt op til toppen. Alfreds Tower tilhører i dag det engelske National Trust og er fredet i den højeste Grade I.