Naturområdet Seven Sisters

På kanten af de kridhvide kalkstensklipper

Der er rigtig mange gode grunde til, at du skal tage på kør-selv-ferie i Sydøstengland. Men kystlandskabet i East Sussex med de smukke kridhvide kalkstensklipper, Seven Sisters, som kronjuvelen, er én af de allerbedste. Den godt 22 kilometer lange kyststrækning mellem Eastbourne og Seaford byder på spektakulære panoramaer og nervepirrende skønhed, der kilder i maven. Uanset om du kører langs kysten eller tager på endagstur fra London, så vil du opleve ét af Sydenglands mest dragende landskaber. 

Inspiration

Sydenglands største naturoplevelse

Forestil dig at stå tæt på kanten af en lodret klippekant, mens havet bruser i stærke blågrønne nuancer flere meter under dig, Kilder det i maven over at stå for enden af verden med vinden i håret? Det gør det i hvert fald, hvis du lægger vejen forbi de hvide kalkstensklipper, Seven Sisters, der ikke overraskende er én af Sydenglands mest berømte naturoplevelser. Navnet er dog en smule misvisende, for de berømte søstre udgøres ikke af syv, men derimod otte kalkstens-toppe mellem 14 og 79 meters højde, der kaster sig stejlt ned i Den Engelske Kanal. For at få den fulde oplevelse af Seven Sisters bør du besøge Beachy Head, Berling Gap og Coastguard Cottages i naturområdet Cuckmere Haven, så du oplever landskabet fra flere vinkler.

De hvideste af de hvide klipper

Konstant erosion fra havet og vinden har formet det smukke kystlandskab ved East Sussex i millioner af år og bider stadig godt 40 cm af kysten hvert eneste år. Det er takket være denne erosion, at klippevæggene konstant står polerede og lysende hvide i det grønne landskab. Seven Sisters er måske ikke lige så kendt som de mere poetisk klingende White Cliffs of Dover; men de er mindst lige så smukke og langt "renere". Selvom der ikke er skrevet sange om Seven Sisters, har området været en populær kulisse i film som Harry Potter og Robin Hood; og det er bestemt også en skøn kulisse for din kør-selv-ferie.


"Seven Sisters er en naturoplevelse alle kan være med på, for klipperne er nemt tilgængelige i bil. Du kan snildt køre mellem alle udsigtspunkterne og udforske området på et par timer. Har du lyst til at strække benene, så kan du begive dig afsted langs den bugtende klippekant og nyde landskabet i ro og mag."

- Ditte, Rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort

Oplev England - Skab din egen historie