4 sjove oplevelser for børn i Provence

Når poderne skal underholdes

Skal hele familien på kør-selv-ferie ved Den Franske Riviera og Provence? Selvom stranden og det svalende hav måske lokker, så er der masser af sjove, spændende og hæsblæsende oplevelser i Provence, der vil få børnene til at springe frivilligt ind på bagsædet af bilen, parat til kør-selv-eventyr. Adventureparker, borge eller spændende bådture er god underholdning for hele familien - og så gør det ikke noget, at det gerne bliver serveret til de smukkeste udsigter over Provences vidunderlige landskab.

Her får du fire bud på familieoplevelser, der får børnene lokket med på kør-selv-oplevelser i Provence.

inspiration

Naturskønne sejlture

 

Lad bilen stå og tag en båd fra Saint Tropez eller Sainte-Maxime og besøg øerne Porquerolles, île du Levant eller Port Cros, der kan give jer en hyggelig og aktiv dag med ungerne. Ud over at nyde livet på de skønne bounty-strande med perlehvidt sand og krystalklart vand i eksotiske bugter, kan I vandre i naturreservatet, tage på opdagelse på cykel, padle eller sejle jer til en skøn dag i solen.

Vandland

Børn i vandland

 

Hvis børnene en dag vil have mere fart over feltet på ferien langs den franske Riviera, er en dag i vandland ofte noget hele familien kan blive enige om. Og her er flere muligheder fx vandlandet Aquasplash nær byen Antibes eller Luna Park og Aqualand i Frejus. Så er der dømt hvin og skrig ned ad vandrutsjebaner og sjove vanduniverser.

Middelaldereventyr

Château de Beaucaire, middelalderborg, Provence, Frankrig

 

Små poder vil elske at få lov at udleve fantasier og drømme om riddere og prinsesser. Ved Den franske Riviera er der mulighed for at slippe dem løs på citadeller ved kystlinjen eller middelalderruiner i de provencalske bjergbyer. Et citadel er et lille, stærkt fæstningsværk, der er en del af byens forsvarslinje. Citadellet kan ligge inden for bymuren eller det kan indgå i muren. Uanset er det ikke svært at sætte fantasien i gang og snige lidt historie ind i hovedet på ungerne.

Der ligger citadeller i flere af byerne. Fx kan I besøge citadeller i St. Tropez, Hyères eller Nice i løbet af jeres kør-selv-ferie.

Adventureparker

River Rafting på Verdon floden, Provence

 

Provence er gavmild med adventureparker, der kan lokke, hvis køreturene ind i det provencalske landskab skal gøres lidt mere attraktive for børnene. De fleste parker ligger i forbindelse med de smukke naturparker og bjergområder, så køreturen dertil bliver en fornøjelse og forskellige oplevelser kan kombineres. Oplev fx adventureparker i Grasse, Luberon og i nærheden af Nimes. Udover en meget smuk natur finder I her masser af svævebaner samt sjove oplevelser og udfordringer for både børn og voksne.

I alle egne af Provence er der desuden rig mulighed for, at den aktive familie kan prøve kræfter med mountainbiking, trekking, rafting og andre sjove udfordringer. Ikke mindst i Gorges du Verdon, Frankrigs svar på Grand Canyon.

Kort

Vis på kort