Rouen i Jeanne d'Arcs fodspor

Oplev historien om heltinden, der blev dømt som heks

Du er ikke i tvivl om, at du er kommet til Jeanne d'Arcs by, når du besøger Rouen. Historien om den unge pige, der hjalp den franske kronprins og senere konge, Karl VII, med at befri Frankrig fra englændernes greb og måtte brænde på bålet for det, er allestedsnærværende i byens gader. Det var netop i Rouen, at hun både blev dømt og brændt på bålet som heks. Den helt igennem fascinerende fortælling om Jeanne d'Arcs korte, men dramatiske færd fra heltinde til heks og senere martyr og helgen, kan du høre meget mere om, hvis du følger i hendes fodspor igennem Rouen.

I Jean D'Arcs fodspor

1. Den gamle markedsplads hvor Jeanne d'Arc blev brændt

Den gamle markedsplads i Rouen, Normandiet i Frankrig


Den 30. maj 1431 var en stor folkemængde samlet på den gamle markedsplads i Rouen. De var kommet for at se Jeanne d'Arch, Jomfruen fra Orléans, blive brændt på bålet dømt for kætteri. Jeanne d'Arc var blot 19 år gammel, men var allerede en legende. Som 13-årig begyndte Jeanne at høre stemmer, der fortalte hende, at hun skulle befri Frankrig fra Englænderne, der på daværende tidspunkt havde besat meget af det nordlige Frankrig i det, der senere blev kendt som 100 års-krigen. Som 17-årig havde hun også fået overbevist den franske kronprins om sin skæbne, og det lykkedes hende på blot et år at vende den franske hærs udsigt til nederlag mod sejr.

Et spil om politik og magt blev dog Jeanne d'Arcs grumme skæbne, og hun blev forrådt af den franske konge og taget til fange af englænderne, anklaget for kætteri og at gå i mandetøj og brændt på bålet. Først 20 år efter blev hendes navn renset ved en ny retssag, og i 1920 blev hun kanoniseret og udråbt til helgen.

I dag er det oplagt at starte din tur der, hvor Jeanne d'Arcs liv sluttede på brutal vis, selvom hendes historie på ingen måder blev lagt i graven. Markedspladsen er omkranset af smukke gamle bindingsværkshuse, der også stod der på Jeannes tid, og stedet. hvor hun blev brændt er markeret med et kors. Det meste af pladsen er dog optaget af en, må vi nok erkende, rædsel af en kirke i Jeanne d'Arcs navn. Men går du ind i kirken, så er det alligevel svært ikke at blive lidt benovet over de store farvede glasvinduer og -mosaikker.

2. Joan of Arc Historical Exhibition i Ærkebiskoppens palads

Statue af Jeanne d'Arc i Rouen, Normandiet i Frankrig

I dag har du mulighed for at blive kastet tilbage til Jeanne d'Arcs tid og opleve hendes historie på første parket. I Ærkebiskoppens palads bag ved Notre Dame-katedralen ligger i dag Joan of Arc Historical Exhibition. Det var her i selvsamme palads, at begge retssagerne mod Jeanne foregik. Det var her hun først blev dømt for kætteri og det var her, hun igen blev renset for anklagen 20 år efter sin død. I et flot multimedie-show, har du i dag mulighed for at sidde med ved den anden retssag. Her bliver du ført igennem flere af paladsets rum og sale, mens du ser hører vidneudsagnene og får fortalt hele den fascinerende historie om Jeanne d'Arc. Det er en oplevelse, du ikke må snyde dig selv for.

3. Besøg Jeanne d'Arcs kapel i Notre Dame-katedralen

Notre Dame-katedralen i Rouen, Normandiet i Frankrig


Den imponerende gotiske Notre Dame-katedral indtager en naturlig hovedrolle i Rouen. Den tårner over byens tage med sine krummelurer, smukke figurer og spir. Omkring den udfolder de mange krogede gamle gader med bindingsværkshuse sig, så det er nemt at navigere rundt i byen ud fra katedralens 151 meter høje jernspir (det højeste i Frankrig). Også inden i er katedralen et imponerende syn. Farvede glasvinduer, der som religiøse tegneserier fortæller historier om helgene og martyrer, sender et beroligende lys ind i det højhvælvede kirkeskib. Kirken er i sig selv en fryd for øjet at gå rundt i, men du skal også tage dig tid til lige at finde statuen af Jeanne d'Arc og hendes lille kapel, hvor du kan se, at hendes historie stadig spiller en rolle for franskmændene i dag.

kort

Vis på kort