Nelson Lakes National Park

Vildmark uden besvær

Fra byen Nelson skal du kører halvanden times tid mod syd, og landskabet åbner sig pludselig med dybe dale, klare søer og markante bjergkamme. Her ligger Nelson Lakes National Park for enden af Highway 63, hvor søerne Rotoiti og Rotoroa, ligger som rolige spejle mellem bøgeskov og alpine toppe. Det særlige ved Nelson Lakes National Park er kontrasten mellem den lette adgang dertil i bil og oplevelsen af ægte vildmark få minutter fra vejen. Det er et sted, hvor du nemt kan parkere, gå en kort tur langs søen og stadig føle, at du er langt væk fra alting.

Fra gletsjere til nationalpark

Området blev formet af gletsjere under istiderne, hvilket du tydeligt ser i de U formede dale og de dybe søer. Nelson Lakes National Park blev etableret i 1956 for at beskytte naturen omkring søerne og de omkringliggende bjerge. For maorierne har søerne længe haft stor betydning, både spirituelt og som kilde til floderne, der løber videre mod vest og nord. I dag fungerer den lille by St Arnaud som base, med besøgscenter og nem adgang til parkens mange vandrestier og udsigtspunkter.

Vandring, canyoning, mountainbiking og meget mere

Nationalparken er et mekka for friluftsmennesker med alle former for aktiviteter fra vandring, canyoning, mountainbiking til kajakture. Du kan fx tage en kort gåtur langs Lake Rotoiti, køre videre samme dag eller blive og vandre en hel dag i bjergene. Mount Robert Track giver flot udsigt uden teknisk svær vandring, mens mere erfarne kan tage fat på flerdagesture som Travers Sabine Circuit. Kajak, svømning og picnic ved søerne gør det let at kombinere aktiv ferie med rolige pauser undervejs.

Derfor bør du opleve Nelson Lakes National Park

  • Let adgang til ægte alpin natur på Sydøen
  • Klare søer og bjerglandskaber uden de store menneskemængder
  • Masser af udendørsaktiviteter

Inspiration

Fakta om Nelson Lakes National Park

  • Beliggenhed: Cirka halvanden times kørsel syd for Nelson på Sydøen
  • Etableret: Nationalpark siden 1956
  • Størrelse: Cirka 1.019 km²
  • Kendt for: Søerne Rotoiti og Rotoroa, alpine landskaber og udendørsaktiviteter
  • Bedste tidspunkt: November til april for det mest stabilt og varme vejr

Tips til seværdigheder i nærheden af nationalparken

  • St Arnaud: Lille by med caféer og DOC (nationalparkens besøgscenter).
     
  • Abel Tasman National Park: Denne nationalpark er kendt for sine gyldne strande, klare laguner og grønne bakker langs kysten. Her kan du både være aktiv og slappe af. Tag på vandreture eller oplev kysten i kajak, med mulighed for at overnatte i naturen eller i lækre lodges. Det er New Zealands mindste nationalpark og en af de mest besøgte, så der kan være mange mennesker i højsæsonen.
     
  • Nelson: Byen ligger smukt i Tasman Bay og er et oplagt udgangspunkt, når du vil opleve regionen. Her har du kort afstand til både strande, søer og bjerge, og samtidig finder du lokale vingårde, små bryggerier, frugtplantager og kunstgallerier lige i nærheden.

Kort

Vis på kort