Cornwall & Devon for livsnydere
10 dage Fra 16.995 kr.
Wells er den mindste by ikke blot i Somerset, men i hele England, og Wells har haft status som by siden middelalderen på grund af Wells Cathedral. Kirken på stedet går tilbage til år 704, og i 909 blev den sæde for det nyoprettede bispedømme Wells samtidig med oprettelsen af den private Wells Cathedral School. Wells status som by blev senest bekræftet af dronning Elizabeth II så sent som den 1. april 1974.
Wells emmer af historie helt tilbage fra romersk tid, men det er middelalderen, der har sat sit præg på byen. Katedralen og ikke mindst biskoppens palads fra 1200-tallet, som er omgivet af beskyttende voldgrave og indenfor i den store have ligger de tre kilder, der har lagt navn til byen.
Wells rummer mange bygninger fra middelalderen, men det mest bemærkelsesværdige er gaden Vicars’ Close, der er residens for de præster, der tilhører katedralen. Et mesterværk, der i sit ydre står stort set som ved opførelsen i 1300-tallet.
Det var helt tilbage i 1100-tallet, at den lokale biskop gav byen ret til at afholde to ugentlige markeder, og hvis I kan komme til byen onsdage eller lørdage, så kan I se, at skikken er vedligeholdt helt op til vore dage.