Købstaden Eckernförde

Ved Østersøkysten venter strandliv, havnemiljø og lokale smagsoplevelser

Kun 30 kilometer nordvest for Kiel ligger Eckernförde, som er et oplagt stop på din kør-selv-ferie i Nordtyskland. Det første, mange lægger mærke til, er den lange sandstrand, der næsten smelter sammen med det hyggelige centrum. Du kan cykle langs kysten, slappe af på stranden eller smage friskrøget fisk på byens mange spisesteder.

Det gamle havneområde med det karakteristiske Rundsilo-lager og de mange caféer giver byen en afslappet stemning, som adskiller den fra de større badebyer langs Østersøen. Samtidig er Eckernförde stor nok til at du kan underholde hele familien, også når vejret ikke viser sig fra sin bedste side.

Rejser du med børn er Østersø-Informationscentret (Ostsee Info-Center) et af byens højdepunkter. Her kan I komme tæt på livet i Østersøen gennem store akvarier, udstillinger og aktiviteter. Et andet populært stop er egernreservatet Eichhörnchen Schutzstation, hvor sårede og forældreløse egern bliver passet, inden de sættes ud i naturen igen.

Det tidligere rådhus fra 1500-tallet huser i dag Museum Eckernförde, hvor du kan dykke ned i byens historie. Besøg også det traditionsrige bolsjekogeri (Bonbonkocherei), hvor du kan se, hvordan de farverige bolcher bliver fremstillet og naturligvis smage på dem.

Derfor bør du opleve Eckernförde

  • Lang sandstrand tæt på den historiske bymidte
  • Hyggelig havn med flere gode spisesteder
  • Oplevelser og aktiviteter for både børn og voksne

Inspiration

En by med mere end 700 års historie

Eckernfördes historie går flere hundrede år tilbage. Byen voksede op omkring fiskeri og handel ved den beskyttede bugt Eckernförder Bucht og fik købstadsrettigheder allerede i 1302. Gennem århundreder var havnen byens livsnerve, og den maritime ser du stadig bybilledet i dag.

Fakta om Eckernförde

  • Beliggenhed: Cirka 30 kilometer nordvest for Kiel i Slesvig-Holsten
  • Første omtale: 1197 og status som købstad i 1302
  • Indbyggertal: Cirka 21.500
  • Kendt for: Den lange sandstrand, havneområdet, bolsjekogeriet og sin maritime historie

Tips til oplevelser i nærheden af Eckernförde

  • Slesvig: Besøg Gottorp Slot og oplev vikingehistorie ved Hedeby, som er på UNESCOs verdensarvsliste.
  • Kiel: Stor havneby med maritime seværdigheder, shopping og den berømte Kieler Woche.
  • Schlei-fjorden: Smuk fjord med cykelruter, små havne og hyggelige landsbyer langs kysten.
  • Laboe: Kendt for søfartsmindesmærket, ubåden på stranden og udsigten over Kieler Bugt.

Kort

Vis på kort