Havnebyen Aberdeen

Byen med mange ansigter

Den friske luft i havnebyen Aberdeen bringer med sig et kig ind i historien om byens oprindelse som fiskerby, der går helt tilbage til stenalderen. Du kan indleve dig i den imponerende maritime historie på Aberdeen Maritime Museum, som er et af de mange spændende museer Aberdeen kan tilbyde.

Noget man måske ikke forbinder med en fiskerby, er olie, men det er endnu en ting Aberdeen er kendt for, da der blev fundet olie udenfor Aberdeens kyst tilbage i 1970, hvorpå de fik titlen: Verdens oliekapital.

Det gamle Aberdeen og det nye Aberdeen

I den gamle bydel med de charmerende brostensgader, ligger Aberdeen University, som blev grundlagt tilbage i 1405.  Det er et af de universiteter der tiltrækker mange nationale og internationale studerende til byen. Man behøver ikke være studerende for at beundre denne pragtfulde bygning.

Du kan også beundre de blændende grå granitbygninger som f.eks. Aberdeen City Council bygningen. De grå granitbygninger er et flot syn både i høj sol og når det regner, da de skifter farve fra lysegrå til en mørkegrå, når de bliver våde.

I den nyere del af byen finder du unikke farverige fiskerskure, duftende blomsterhaver og havnefronten, hvor der er chance for at se delfiner på en solrig dag.

Nord for Aberdeen centrum ligger Aberdeen (Trinity) Cemetery, kirkegården hvor 270 mænd og kvinder, der mistede livet under 1. og 2. verdenskrig, ligger begravet. Aberdeen spillede en stor rolle under begge verdenskrige, da byen var hjemsted til The Gordon Highlanders Infantry regiment og byens havnefront blev benyttet af the Royal Navy Reserve som base, når de var ude på Nordsøen og lede efter miner.

Inspiration

Floderne Don og Dee

Der er noget for enhver smag i Aberdeen. Så vil du opleve et pulserende byliv, en afslappende historisk gåtur eller hvile i solen på den smukke sandstrand og mærke sandet mellem tæerne, kan byen tilbyde det. Du kan også nyde livet ved en af de to floder: Don og Dee, som løber gennem byen.

Er du ved Dee floden kan du tage forbi Duthie Park, der består af 44 hektar jord, som Lady Elizabeth Duthie af Ruthrieston fik lavet til minde om sin bror og onkel tilbage i 1881.

Er du ved Don floden, skal du ikke snyde dig selv for at seSt Machar’s Cathedral -  Aberdeens ældste bygning, der stadig er i brug. Den ligger i det gamle område af byen og blev åbnet tilbage i 1131. Denne høje granitstenskirke blev brugt som sæde for Biskoppen indtil år 1690 og er klart et besøg værd.

Fra Aberdeen har du mulighed for at komme på kør-selv-ferie og køre længere ind i Aberdeenshire, hvor du bliver beriget med Skotlands flotte natur og mange seværdigheder.

Kort

Vis på kort