Californien i børnehøjde
14 dage Fra 14.863 kr.
Crater Lake Nationalpark i Oregon folder sig ud omkring den imponerende kratersø, der er berømt for sin imponerende blå farve og måske det reneste vand i verden. Med sine mageløse plads på toppen af Cascade Mountain Range tæt på himlen er det svært ikke at blive forført af den smukke sø. Et absolut must, når I er i Oregon.
Crater Lakes blanke vandoverflade glitrer i solen, mens den stejle kraterkant spejler sin sporadiske vegetation i vandspejlet. Vandet er så dybblåt, at det ligner kunstig farve, og uanset om I besøger søen, når den hvide sne er drysset langs kanterne eller om sommeren, når træernes dybgrønne farve pryder bredderne, er kontrasterne fantastiske.
Søen, der med sine 594 meters dybde er den dybeste sø i USA, ligger i vulkanen Mount Mazamas imponerende caldera, der opstod efter vulkanen kollapsede under et udbrud for omkring 7.700 år siden. Et udbrud, der var så voldsomt, at man i den indfødte Klamath-stammes myter finder beretningen om et voldsomt opgør mellem underverdenens og himlens gud ved Crater Lake.
Crater Lakes imponerende blå vand er ikke den eneste finurlighed. Når I besøger søen, bør I holde øje med The Old Man of the Lake, der er en ni meter lang træstamme, der i godt 120 år har flydt rundt i søen - og imod al logik flyder den på højkant, og ingen ved helt hvordan det lader sig gøre. Godt 1,2 meter af stammen kan ses over vandoverfladen, og sådan har det været siden den blev opdaget i 1896 af geologen Joseph Diller. Den besynderlige træstamme er endda stabil nok til at holde vægten af en voksen mand, på trods af at den bevæger sig rundt i søen på må og få.