Californiens kyst og Hawaii

Kør-selv-forslag langs Stillehavet ad ikoniske Highway 1 kombineret med oplevelser på  Hawaii

Turen fra San Francisco til Los Angeles på Highway 1 i Californien er en af verdens smukkeste kyststrækninger, så giv jer god tid, nyd udsigten og husk at lave nogle stop, for her er maser af oplevelser undervejs.

Fra Los Angeles flyver I til ferieparadiset Hawaii for på 9 dage at besøge Oahu, Maui og Island of Hawaii, og I vil opleve den store forskel, der er øerne imellem. I starter i Honolulu, Hawaiis hovedstad og største by, og fortsætter til de to andre øer, hvor I kan udforske deres byer, strande, parker og vulkaner, og ikke mindst opleve de lokales gæstfrihed. 

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse ad imponerende Highway 1 og videre til skønne Hawaii.

Fra 27.659 kr.
pr. person inkl. flybillet, ophold i dobbeltværelse for 6 dages kør-selv-ferie med hotel og billeje samt 9 dages ophold på Hawaii.

Rejseperiode:
Hele året

Startdag:
Daglig

Varighed:
15 dage/14 nætter

Længde:
Ca. 750 km i Californien
Ca. 650 km på Hawaii

Klimapåvirkning:
10.576 kg CO2 samlet for 2 personer - mere om grønnere kør-selv-ferier

Kør-selv-forslaget kan skræddersyes til dine ønsker.
 
Du vælger selv:
•    Fly med lejebil
•    Rejserute
•    Antal dage
•    Hotelstandard
•    Oplevelser undervejs

Få et tilbud

 

 

Dagsprogram

Afrejse Danmark - San Francisco (21 km)

Velkommen til San Francisco, juvelen ved Stillehavet, man bare ikke kan få nok af. Efter ankomst i lufthavnen kan I vælge at hente jeres bil og køre ind til byen eller I kan tage toget, der går direkte ind til byen. I San Francisco er det dyrt at parkere, og I vil ikke have brug for bilen, før I forlader byen og tager mod syd ad Highway 1.

Glæd jer til at opleve de klassiske ikoner som Golden Gate, Alcatraz og Chinatown kombineret med byens andre farverige kvarterer, som giver San Francisco en helt speciel puls og stemning. Besøg det pulserende Fisherman’s Wharf og hils på byens mest charmerende indbyggere, de brølende søløver, der slikker solskin på Pier 39. En tur med de klassiske kabelsporvogne, der stædigt kravler op ad byens stejle gader med flygtige glimt af Golden Gate og San Francisco Bay Bridge er naturligvis et must. Det samme gælder en slentretur gennem Chinatown, men husk at Chinatown er andet end turistkulissen i Grant Avenue. 

Overnatning i San Francisco

Oplevelser i og omkring San Francisco

Dagen er sat af til oplevelser i San Francisco. I bor centralt i San Francisco og har let adgang til de mange seværdigheder.

På Fisherman's Wharf ligger også det hyggelige shopping- og forlystelsesområde Pier 39 med et godt akvarium, Aquarium of the Bay, som er et besøg værd, men måske er det fængselsøen Alcatraz, der står højt på ønskesedlen, og bådene dertil afgår fra Fisherman's Wharf. Husk at bestille billetter i forvejen og afsæt mindst tre timer.

Chinatown kan passende nydes på en aftentur, hvor der er rig mulighed for at spise kinesisk. Men undgå de største turistfælder og restauranter langs bl.a. Grant Avenue. Husk også at shoppe lidt i de mange forretninger omkring Union Square.

Har I lyst til at få rørt benene, så lej en cykel og tag turen over Golden Gate Bridge, hvorfra I kan fortsætte til den lille hyggelige by Sausalito og tage færgen tilbage til San Ffrancisco. 

Men det er naturligvis helt op til jer, hvordan I vil spendere dagene her i San Francisco. Vi kommer blot her med nogle forslag til oplevelser.

Overnatning i San Francisco

 

 

San Francisco – Monterey (195 km)

Nu går turen så af sted sydover fra San Francisco, og I kan roligt spænde sikkerhedsbæltet og gøre klar til at nyde udsigten, for allerede på første dag er der masser af udsigt over Stillehavet. Undervejs bør I tage et stop i Santa Cruz, en hyggelig kystby med en stor, gammel boardwalk ved stranden med tilhørende forlystelsespark. Prøv fx en tur i den gamle trærutsjebane The Big Dipper.

I Monterey skal I naturligvis opleve den berømte Cannery Row med de gamle sardinfabrikker, kendt fra John Steinbecks romaner. Her finder I også et af USA’s bedste akvarier, Monterey Bay Aquarium, med fisk fra Stillehavet ud for Monterey. Slut evt. dagen af med en tur langs 17 Mile Drive i den sydlige ende af byen, millionærernes paradis, hvor nogle af verdens dyreste golfbaner og villaer ligger. Vejen lukkes ved solnedgang, og der skal betales entre, men turen er alle pengene værd.

Overnatning i Monterey

Monterey – San Simeon (155 km)

Stå tidligt op, for i dag skal I ud på en af verdens smukkeste køreture, så hav god tid til at nyde oplevelserne. Start dagen med et smut rundt om den charmerende by Carmel, lige syd for Monterey. Her var Clint Eastwood borgmester i slutningen af 80’erne, og byen er på mange måder som hentet ud af en film med sin charmerende strand, hvor områdets velhavere lufter hund eller tager et morgenbad i Stillehavet.

Lige syd for Carmel begynder klippekysten at skyde i vejret, og nu kører I langs de stejle klippesider på kanten af Stillehavet med en fantastisk udsigt. Det ene udsigtspunkt afløser det andet, mens vejen følger klippekystens kurver ned til Big Sur. Længere mod syd flader landskabet ud igen, og så dukker Hearst Castle op, avismillionæren William Randolph Hearsts sommerslot bygget i middelhavsstil, som I bør afsætte mindst tre timer til. Fra Hearst Castle kører I igen ud til kysten, hvor I overnatter i San Simeon.

Bemærk, Highway 1 er p.t. lukket for gennemkørsel. Det nordlige skred (Rocky Creek) er nu udbedret og vejen åbnet, så det er muligt at passere i begge retninger. Det betyder, at I kan køre fra fx Monterey ned ad Highway 1 gennem Big Sur og fortsætte endnu ca. 30 km ned til omkring John Little State Natural Reserve, hvor I skal vende om og køre nord på igen.  I alt ca, 75 km fra Monterey. 
Kommer I sydfra er der ingen ændring sket det sidste års tid. I kan fortsat kun køre op til indgangen ved Limekiln State Park og vende rundt der. (Ca. 60 km fra San Simeon). Det var forventet at det store skred (Paul’s slide) var blevet udbedret i slutningen af dette forår, men nu forlyder det, at det nok først bliver en gang sidst på sommeren.  
Ønsker I at køre turen ad Highway 1 fra Monterey til Cambria/San Simeon (eller modsat), vil det betyde at de skal retur til henholdsvis Hwy 68 og Hwy 46 og benytte Hwy 101 derimellem.

Overnatning i San Simeon

San Simeon - Santa Barbara (225 km)

Fra San Simeon går turen videre sydpå forbi hyggelige kystbyer som Cambria og Morro, alt imens I kommer gennem Californiens store frugtplantager med rig mulighed for at købe frisk frugt og grønt fra boderne langs vejen. Tag evt. en afstikker fra kysten og kør forbi Solvang, den danske koloni i Californien, der blev grundlagt i 1911. Byen er helt sin egen med bindingsværkshuse, storke på taget og en model af Rundetårn. Det lyder meget amerikansk, men Solvang er faktisk et stykke danmarkshistorie, der bl.a. fortælles på det danske museum i byen, Elverhøj Museum.

Er I til vin, så besøg nogle af vingårdene i den nærliggende Santa Ynez Valley, hvor fx Sunstone Winery ligger i de smukkeste omgivelser og tilbyder vinsmagning af de lokale produkter. Fra Solvang kører I tilbage til kysten, hvor I ender i Santa Barbara, men I kan lige stoppe undervejs og besøge Chumash Painted Cave State Historic Park, som er kendt for sine meget kunstfærdige og farvestrålende hulemalerier, der er mellem fem hundrede og tusind år gamle.

Santa Barbara er en af Californiens mest mondæne kystbyer med en fantastisk strandpromenade, masser af spændende butikker – og ikke mindst Santa Barbara Mission, en af de smukkeste og mest velbevarede gamle spanske missionsstationer i Californien.

Overnatning i Santa Barbara

 

Santa Barbara - Los Angeles (155 km)

I kører fra Santa Barbara mod Los Angeles, og omkring halvvejs på turen kan I stoppe ved det imponerende Camarillo Premium Outlets og købet mærkevarer til spotpris. I de mange lækre butikker går tiden stærkt, og der går hurtigt et par timer her. Nu venter Los Angeles og oplevelser i de mange forskellige bydele fx Santa Monica, Venice Beach, Hollywood og Beverly Hills, hvor de rige og berømte bor. Her må I ikke snyde jer selv for en tur forbi Hollywood Boulevard med Chinese Theatre, hvor I kan se de berømte fod- og håndaftryk, og Rodeo Drive, der er noget af de mest fashionable, I kan besøge. 

Byen Los Angeles er enorm og har masser af seværdigheder, så I kan overveje at tage et par ekstra dage her, så I har bedre tid til at nyde filmbyen. Ønsker i at besøge Disneyland eller Universal Studios, så er en ekstra overnatning i området et must. Det hjælper vi naturligvis gerne med at arrangere. 

Overnatning i Los Angeles nær lufthavnen

 

Afrejse Los Angeles - Honolulu, Hawaii

I dag tager I afsked med Los Angeles og det amerikanske kontinent - med mindre I har valgt at tage et par ekstra nætter her. I sætter jer til rette i flyet med kurs mod Hawaii og efter en flyvetur på 5-6 timer lander I i Honolulu på øen Oahu. 

Velkommen til Hawaii - drømmedestinationen - den vulkanske øgruppe midt ude i Stillehavet, der har masser af brede sandstrande og klassisk feriestemning i palmernes skygge. Men Hawaii har også flere og andre vinkler end den tilbagelænede badeferie. Allerede ved ankomst kan I mærke den specielle 'Aloha-stemning',  som Hawaii er så kendt for.

I bor i Honolulu i bydelen ved den verdenskendte Waikiki Beach, hvorfra I er i gåafstand til strand, butikker og restauranter. Honolulu er Hawaiis livlige epicenter og huser bl.a. State Capitol, og naturligt nok også det sted, hvor de fleste mennesker på O'ahu bor. I det pulserende centrum findes alt fra historiske vartegn og monumenter til shopping i verdensklasse, men også en blomstrende kunst- og kulturscene. Og alt det sjove fortsætter, længe efter Waikiki-solnedgangen, med et fantastisk natteliv og levende musik.

Overnatning i Waikiki

Oahu, oplevelser i og omkring Honolulu

Måske I har lyst til at bruge dagen i dag på ren afslapning, og de bedste strande på O'ahu findes uden tvivl i Waikiki. Fra Kahanamoku Beach til Kaimana Beach kan I nyde det bedste havet har at byde på. Uanset om I er til surfing, en dejlig svømmetur eller bare en slappe-dag på stranden, så er I kommet til det rette sted. Er I mere eventyrlystne kan I fx tage ud og snorkle blandt skildpadder. 

Et andet godt forslag kan være en tur til Diamond Head State Monument, et tallerkenformet vulkansk krater, der er Oahu's mest ikoniske vartegn. Tag ud på den historiske, men alligevel lidt udfordrende vandretur, hvor I undervejs kan nyde den spektakulære udsigt over Waikiki og Oahu's kyster. Sørg for at ankomme tidligt, for området er ganske godt besøgt. Vær opmærksom på, at I skal bestille tid i forvejen for at få adgang til parken.  

Eller måske er det i dag I skal besøge Pearl Harbor, der er kendt over hele verden efter d. 7. dec. 1941, da japanerne angreb flådestationen. I dag er stedet en mindepark, der besøges af rejsende fra USA og resten af verden. Omdrejningspunktet er U.S.S. Arizona Memorial. Det er et område med en vigtig historie at fortælle og meget følelsesladet.

Tilbage i Waikiki er det blevet tid til at nyde aftenen. Måske lokker et besøg i det imponerende Ala Moana Center? Her vil mange shopaholics tabe deres hjerte - det er blandt de største udendørs indkøbscenter i USA.

Overnatning i Waikiki

Oahu, rundtur på øen (150 km)

I dag venter en dejlig køretur rundt på Oauh, så I også kommer ud og oplever det, der ligger uden for Honolulu. Om morgenen henter I jeres lejebil i Waikiki og sætter straks kurs mod Hwy 61 og Nuuanu Pali, der er blandt Oahu's flotteste udsigtspunkter.

Herfra går turen mod nord og efter ca. en halv times kørsel kommer I til Kualoa Ranch. Gør et stop her og besøg stedet, hvor mange store film er indspillet. Det varierede landskab og den flotte natur har været kulisse for en god del scener i film som bl.a. Pearl Harbor, Godzilla, Kong: Skull Island, Jumanji og Jurassic Park.

I fortsætter mod nord og kommer op til Polynesisk Kultur Center, hvor I kan opleve masser af aktiviteter, underholdning med sang, dans, lokale specialiteter og mulighed for at lære en masse om den polynesiske kultur. I nærmer jer nu det nordligste punkt på øen, hvor I kan tage en forfriskende dukkert fra Hanaka‘Ilio Beach, inden I fortsætter langs kysten, hvor strandene ligger på stribe.  

Når I kommer til byen Haleiwa drejer I fra kysten og kører igen ind i landet. I kommer nu til Dole Plantation, hvor der dyrkes ananas i stor stil. Besøg plantagen, lær om hvordan man dyrker ananas og tag en tur i det lille tog, der kører rundt mellem de store ananas-marker.  

Tilbage I Waikiki er det blevet tid til at aflevere bilen. Forventer I først an være tilbage i Waikiki i løbet af aftenen, vil udlejningskontoret være lukket og I bør bestille bilen, så den kan afleveres næste formiddag.  

Overnatning i Waikiki

Afrejse Honolulu - Maui, Hawaii

I dag forlader I Oahu og fortsætter til Maui, der er Hawaiis næststørste ø. Maui er kendt for en fantastisk natur og forskelligartede landskaber - et imponerende resultat af en unik kombination af øens geologi, topografi og klima.

"Maui No Ka Oi" er et hawaiiansk udtryk, der betyder "Maui er bare bedst”, og efter et besøg på øen, kan ingen have tvivl om rigtigheden af dette udtryk.   

Glæd jer til en oase med utallige gemmesteder langs kysten, frodige grønne bjerge og maleriske strande. Læg dertil den ægte Maui-kultur, der er dybt forankret hos de lokale.  Nyd de mere end 30 strande og bugter, der indbyder til at snorkle eller surfe.

Overnatning i Kaanapali Beach-området

Maui, rundtur ad 'Vejen til Hana' (265 km)

Vi anbefaler I tager afsted fra morgenstunden for at opleve en af de smukkeste vejstrækninger i verden, 'Vejen til Hana', der ad snoede bjergveje forbi regnskov, vulkanske sandstrande og kraftfulde vandfald, omkranser den østlige del af Maui. En af de mest kendte attraktioner I passerer på ruten er Seven Sacred Pools og vandfaldene ved Ohe’o Gulch.

Der er ikke store afstande på turen, men de mange kurver og udsigtspunkter undervejs tager tid, så sæt gerne hele dagen af til turen. Der er ca. 6 timers kørsel.

Alternativt kan en tur i helikopter over området anbefales. 

Overnatning i Kaanapali Beach-området

Maui, besøg i Haleakala National Park (230 km)

Et besøg på Maui er ikke fuldendt uden en tur til den vidtstrakte Haleakala National Park, der omfatter øens højeste punkt, den mere end 3.000 m høje vulkan Haleakala, med det berømte Haleakalā-krater på toppen. Parken er kendt for sine unikke vulkanske træk, en sjælden flora og fauna, dens lange naturskønne køretur med talrige udsigter og en usædvanligt god udsigt til nattehimlen samt fantastiske solopgange.

På turen tilbage kan I udforske den gamle hvalfangerby Lahaina, der lokker med en hel gade af butikker og restauranter, men også en havn hvorfra der er mulighed for at tage på et solnedgangskrydstogt eller en hvalsafari. Lokalt er byen kendt som Lahainatown.

Er I mere til en guidet snorkletur på det verdensberømte Molokini Reef, der er kendt for sine grønne havskildpadder og undersøiske lavabuer, er det naturligvis også en mulighed.  

Overnatning i Kaanapali Beach-området

Afrejse Maui - Island of Hawaii, Hawaii

Det er nu tid til at rejse videre, og I ankommer til Island of Hawaii, der ofte omtales som Big Island, da den er den største af øerne i øgruppen Hawaii. Faktisk er den større end alle de andre øer tilsammen, og den bliver ved med at vokse, for floder af flydende magma fortsætter med at strømme ud i havet fra vulkanerne Kilauea og Mauna Loa.

Island of Hawaii har et meget varietet landskab. I kan starte dagen i Ka'u-ørkenen, hjemsted for tørrede lava-rester, vulkansk aske, sand og grus og ende dagen i en tropisk regnskov. Det meste af befolkningen bor i Hilo på østkysten eller Kailua-Kona på vestkysten, hvor jeres 'Big Island'-eventyr starter. Området er bl.a. berømt for snorkling, solnedgange og kaffe, som dyrkes på skråningerne af Mount Hualalai. Og fordi bjergene blokerer for den nordøstlige passatvind, får Kona meget lidt regn og kan prale af mere end 300 solskinsdage om året. 

Overnatning i Kalua-Kona

Island of Hawaii oplevelser

Island of Hawaii bugner af oplevelser, og det er bare om at vælge blandt de utallige muligheder. I kan naturligvis vælge at slappe af og nyde dagen i lokal-området, hvor I kan nyde en kop kaffe, brygget med lokalt dyrkede bønner. I kan besøge Hulihe’e Palace, et museum, der engang var et feriehus for kongelige, eller stop ved det nærliggende Ahu'ena Heiau, et tempel, der er dedikeret til den hawaiianske gud, Lono. 

Men kronjuvelen på Big Island er, uden sammenligning, Hawaii Volcanoes National Park, hvor der findes nogle af de mest unikke geologiske, biologiske og mest værdsatte landskaber. Parken er udnævnt til et internationalt biosfærereservat og på UNESCOs verdensarvsliste, og her findes ikke mindre end to af verdens mest aktive vulkaner, Kīlauea og Mauna Loa. Et besøg i Hawaii Volcanoes National Park er en oplevelse af de helt store, og hvis I gerne vil besøge denne park, kan det være en ide at forlænge opholdet på Island of Hawaii med en extra dag. Vi hjælper naturligvis gerne med at arrangere dette. 

Det lakker mod en ende, og som en god afslutning på et indholdsrigt Hawaii-ophold, vil intet være mere oplagt, end at deltage i en 'luau', en traditionel hawaiiansk fest med lokal mad, musik og dans.

Overnatning i Kalua-Kona

Afrejse Hawaii - Danmark

Nyd de sidste øjeblikke på Hawaii og tag afsted til lufthavnen i ro og mag.

Er I endnu ikke helt færdige med at opleve, så hjælper vi jer gerne videre ud på nye eventyr.    

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 27.659 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • Flybillet Kastrup/Billund-San Francisco / Los Angeles-Honolulu-Maui-Island of Hawaii-Kastrup/Billund
  • 5 hotelovernatninger på Californiens kyst (3-3½*) 
  • 1 uges billeje gruppe A (compact) inkl. forsikringer i Californien
  • 3 hotelovernatninger i Waikiki (3½*)
  • 1 dags billeje gruppe B (compact) inkl. forsikringer på Oahu
  • 3 overnatninger på Maui (3*)
  • 3 dages billeje lille SUV inkl. forsikringer på Maui
  • 2 overnatninger på Island of Hawaii (3*)
  • Billet til en 'luau', en traditionel hawaiiansk fest med lokal mad, musik og dans.
     

Prisen inkluderer ikke

  • Måltider
  • Entré til nationalparkerne
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

 

Om rejsen

Denne tur er beregnet på en gode standard hoteller.
Ønsker I Budget eller Superior hoteller undervejs, tilpasser vi gerne turen til jeres ønsker.

 

Ekstra oplevelser

I kan fx forlænge rejsen med en nat eller to i storbyerne San Francisco eller Los Angeles. Det er også muligt at lægge en ekstra overnatning ind undervejs på ruten.

På Hawaii er det muligt at lægge ekstra overnatninger ind på alle tre øer.  

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

 

 

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011