Monets Have i Giverny

En tur ind i Monets berømte malerier

Er du kunstinteresseret, så kender du nok til den franske kunstner Monets arbejde og ikke mindst hans berømte åkandemalerier. De er alle blev lavet i hans idylliske have i landsbyen Giverny godt 1 1/2 time nordvest fra Paris. Er du på ferie i Paris eller kør-selv-ferie i det nordlige Frankrig, så er det et must at lægge vejen forbi. Det er faktisk som at gå en tur rundt i Monets berømte malerier. Køen er lang, det kan man ikke komme uden om, men oplevelsen er det hele værd.

Bliv en del af Malerens motiv

Fra første skridt bliver du bombarderet med sanseindtryk. De liflige dufte fra de skønne blomster, vandets bløde melodi ved søen og de små kanaler, biernes summen, når de svæver fra blad til blad. Der er et spændende udvalg af planter uden nogen decideret orden eller logik, men sammen skaber de en overvældende farveeksplosion.

Det er dog langt fra tilfældighedens spil, der gør Monets have til et særsyn. Tværtimod er den nøje formet af hans sans for farver, symmetri, vildskab og perspektiv. Monet skabte nemlig ikke bare sine malerier, han skabte så sandelig også sit motiv.

Monet og hans familie slog sig ned i Giverny i 1883, hvor de boede i 43 år. Her anlagde de først den imponerende have ved huset en sirlige og farverige blomsterhave kaldet Clos Normand med symmetriske bede og romantiske pergolaer. Den anden, men nok mest berømte have, kom til 10 år senere. Det er den rustikke og eksotiske japansk vandhave fuld af idylliske broer, hængepile og åkander, som du nok kender. Men haverne gemmer på så meget mere, end malerierne viser. I sin tid havde Monet selv fem gartnere ansat, og når du bevæger dig rundt i det store farvemekka, forstår du godt hvorfor.

Den bedste tid at besøge have på et nok foråret og forsommeren hvor de mange smukke blomster fylder bedene med farver.

Inspiration

En tur i kunstnerens gemakker

Det er tydeligt, at Monet ikke blot var en farvernes mester på lærred, men også farverig i livet. Det får du hurtigt færten af, når du besøger deres yndige gamle hus, der ligeledes er sprængfyldt med farver. Om det så er den solgule spisestue eller det babyblå køkken er der knald på kuløren.

Monets forkærlighed for japansk kunst og malerier giver desuden indretningen et eksotisk og erotisk udtryk. Huset er restaureret og ser ud, som dengang Monets familie boede der. Du forventer nærmest, at den gamle kunstner hvert øjeblik kan komme ind fra haven efterfulgt af sin kone og børn.

Det er værd at bemærke, at priserne ikke er i den lave ende, men oplevelsen er absolut det værd, hvis bare du har det mindste kendskab til Monet. Men sørg for at sætte god tid af til køen (det er en meget populær attraktion) og til at fare vild i den skønne, rustikke have. Har du mod på endnu mere kunst, så skal du desuden besøge det Impressionistiske Museum, der også ligger i Giverny.


"Landsbyen Giverny emmer også af charme. Her er mange små hyggelige huse, gallerier, botaniske butikker og flere dejlige spisesteder i de små haver, så her kan du nemt få et par timer til at gå. hvad med en god frokost omgivet af ægte fransk landidyl?

- Maria, Rejsespecialist i Odense


 

Kort

Vis på kort