Nationaloperaen i Paris

besøg Opéra National de Paris

Paris' gamle opera i Operá-kvarteret er ganske enkelt et af de steder, du bare skal se i Paris. Også indefra med overdådigt interiør. Byen ryddede resolut adskillige boligblokke for at kunne opføre Opéra National de Paris - en "Katedral for Civilisationen", som den er blevet kaldt i Paris, i årene op til åbningen i 1875. Operaens facade er monumental, men det er for intet at regne mod det indre. Gå indenfor i operaen og oplev den fantastiske marmortrappe, der slynger sig op mod selve teatersalen. Gå heller ikke glip af den lange, forgyldte sal, der løber ud mod pladsen oppe på første sal. Det er en overdådighed af guld og udskæringer, der får selv Versailles-slottet til at virke lidt primitivt.

Fantomet i Opéra National de Paris

Den velkendte Phantom of the Opera udspiller sig i i Opéra National de Paris. Andrew Lloyd Webbers musical baserede sig på en roman af Gaston Leroux og udspiller sig i en periode, hvor der var 2000 ansatte, eller næsten ligeså mange som de 2200, der er plads til i salen. I dag danses der ironisk nok først og fremmest ballet i Opéra National de Paris. De fleste operaer er siden 1985 opført på Paris' nye opera på Place de la Bastille. Opéra-kvarteret byder, ud over kultur i lange baner, blandt andet også på overdådig shopping. 

Kort

Vis på kort