Tweedbyen Ardara og historien om Wool Act fra 1699

En by afhængig af uldproduktion

Adara er en stille og rolig by med godt 700 indbyggere, der tilbage i 2012 af The Irish Times blev udnævnt som den bedste irske by at bo i. Men Adaras historie har ikke altid været så rosenrød.

Adara og områdets historie hænger tæt sammen med uld og bearbejdningen heraf. Området omkring Adara og Donegal har alle forudsætninger for produktion af uld og uldvarer, og indtil slutningen af 1600-tallet havde Donegal en så omfattende ok konkurrencedygtig produktion, at den også blev eksporteret til det europæiske fastland. Det satte den engelske Wool Act fra 1699 en stopper for, da englænderne hermed ønskede at sikre sin egen uldproduktion mod den bedre og billigere irske. Med et slag blev den irske produktion af uldvarer forbudt, og ulden i stedet eksporteret til forarbejdning i England. Irland blev ganske enkelt som led i den merkantile politik anset som en koloni.

Forbuddet havde store økonomiske konsekvenser for Irland, hvor fx størstedelen af uldproduktionen i Adara forsvandt.

Uldproduktion i Adara

Det var efter hungersnøden i Irland i 1845-1850, at der igen kom fokus på produktionen af uld i Donegal, da kunne bidrage til at forbedre befolkningen vilkår og indtjening i de hårdest ramte områder.

Fra 1870'erne opstod en hjemmeindustri, hvor næsten hvert hus producerede hjemmespundne og håndfarvede uld- og tweetvarer. Tiltag for at fremme lokale håndværk og den økonomiske udvikling som Donegal Industries Fund blev i 1880 oprettet med hjælp fra det engelske parlament, og over tid gjorde det Donegal Homespun til et efterspurgt produkt.

I dag er der ikke mange af de små produktionssteder tilbage i Adara, men læg vejen forbi Eddie Doherty’s butik på Front Street, hvor I kan se Eddie væve eller besøg Triona Donegal Tweet Center på Main Street, som er fyldt med lækre tweetprodukter.