Det østlige Canada til Henning, Kathrine, Bjarne og Astrid

14 dages kør-selv-forslag i Østcanada

St. John’s, Bonavista og Trinity – masser af historie og frisk havluft. Newfoundland er Canadas østligste provins, og her oplever I smuk natur, frisk luft og nybyggerliv i smukke, rustikke omgivelser. Oplev bl.a. Nordamerikas østligste punkt og provinsens hovedstad St. John’s.

Atlanterhavsbrise, levende historie, natur og hvalsafari ... Tag med på hvalsafari i Bay of Fundy, kør på den verdenskendte kystrute Cabot Trail og opdag den naturskønne Prince Edward Island, hvor kimen til det selvstændige Canada blev lagt.

 

Rejseperiode: 
4.-18. juli 2022

 

 

 

Dagsprogram

St. John’s

Efter afhentning af jeres lejebil og check in på hotellet er dagen til fri disposition til at udforske den spændende St. John’s, der er den ældste beboede fiskerihavn i Nordamerika. Byen daterer sig tilbage til ca. år 1500 og er i dag kendetegnet ved sine farverige huse og det levende havneliv, da byen stadig er meget afhængig af fiskeriet.
 

St. John’s sightseeing

Hele dagen er afsat til sightseeing i St. John’s og omegn. I kan fx besøge ”the Rooms”, køre en tur op til Signal Hill, der er den nordligste af de stejle klipper, der rejser op imod 160 m o.h. ved havnemundingen med en helt fantastisk udsigt eller tage en tur til Cape Spear National Park, det østligste punkt i hele Nordamerika. Et andet turforslag er et af provinsens absolut mest fotograferede steder, Quidi Vidi Village, kun 3 km fra St. John’s. Og så er det nærliggende at slutte turen af på Quidi Vidi Brewery med en pint.
 

St. John’s – Bonavista Peninsula og Trinity (345 km)

Turen går i dag til Bonavista Peninsula og Trinity. Når I kommer til Bonavista, kan I besøge Ryan Premises National Historic Site, en tro kopi af en 1900-tals fiskefabrik. I denne lille by finder I også det karakteristiske rød/hvid-stribede fyrtårn og Matthew Legacy, en tro kopi John Cabots skib, der i 1497 krydsede Atlanten for at opdage nyt land.
 

Trinity

I har i dag hele dagen til at gå på opdagelse i den charmerende, lille by Trinity med dens restaurerede hvide og pastelfarvede huse. Byen ligger lige ud til den dramatiske kystlinje, hvor Newfoundlands historie og natur kommer tæt ind på livet. Som et kuriosum kan I fx tilslutte jer Trinity Pageant, et vandrende teater, der går rundt i byen og opfordrer tilskuerne til at leve sig ind i områdets historie.
 

Bonavista Peninsula

I har nu fået en god fornemmelse af området og har I mod på det, kan I tage til Port Rexton og gå en tur ad Skerwink Trail. Stien er nem at gå ad og fører jer langs den forrevne kystlinje med den ene maleriske udsigt efter den anden over områdets små byer med havet som kulisse. Om eftermiddagen kan I fx tage til Bonaventure og se filmsettet til ”Random Passage”, en miniserie, der beskriver områdets historie og genvordigheder for de første bosættere.

Trinity – St. John’s (345 km)

I dag går det tilbage mod St. John’s, hvor I om eftermiddagen kan tage på hvalsafari fra Bay Bulls (33 km). Hvis I er heldige, ser I også atlantiske søpapegøjer og sågar et isbjerg! Hvis tiden tillader det, bør I undervejs også se nærmere på de små, hyggelige byer, der ligger spredt ud over hele kysten. Og har I mere tid tilbage, kan I fortsætte til Cape St. Mary’s Ecological Reserve, hvor tusindvis af havfugle står side om side på de stenede kyster.

Halifax

Rundrejsen på New Foundland er nu slut, og I flyver videre til Halifax og fortsætter rejsen.

Efter at være landet i Halifax har I de første to dage til at udforske den maritime by, der blev grundlagt tilbage i 1749, og som har et langt og spændende afhængighedsforhold til Atlanterhavet. Halifax er hovedstad i Nova Scotia og er den største by i Canadas østlige provinser.

Centrum af Halifax skal naturligvis opleves til fods, og der er rig mulighed for at smage på friskfanget fisk i alle afskygninger på nogle af de mange restauranter i byen. Men Halifax har også et stort butiksliv med fine muligheder for shopping, adskillige gallerier, barer og i sommerhalvåret fortovscafeer. Gå en tur langs havnefronten og nyd det hektiske liv på havnen, der er en af Canadas travleste med skibstrafik fra hele verden.

Halifax’ maritime traditioner gør naturligvis også, at byen har et skibsfartsmuseum, Maritime Museum of the Atlantic, der byder på historiske skibe og udstillinger om Halifax’ udvikling som havneby. Ikke langt derfra ligger Historic Properties, hvor en række smukke, gamle lagerbygninger fra 1800-tallet er ombygget til et butikscenter med specialbutikker og restauranter.

jeg foreslår, at I den ene dag kører sydpå mod Lunenburg, hvor I undervejs bør tage en afstikker til Peggy’s Cove sydvest for Halifax, hvor husene er bygget direkte på granitklipperne. Byens klassiske fyrtårn står smukt placeret på kanten af Atlanterhavet, der giver hele sceneriet en dramatisk skønhed. I Lunenburg kan I opleve smukke, gamle victorianske huse, der er nænsomt restaureret. Byen er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, hvilket understreger, at det er en by, I ikke skal gå glip af. Lunenburg er desuden hjemby for Bluenose II, en kopi af den verdensberømte skonnert, Bluenose fra 1921, som i dag sejler med turister i det smukke farvand omkring Nova Scotia. Bluenose har siden 1937 været afbilledet på den ene side af den canadiske 10-centmønt.

VIDSTE DU...
Halifax i Nova Scotia var i begyndelsen af 1900-tallet en relativt ukendt havneby, men det ændrede sig med et gigantisk brag den 6. december 1917, da et fransk ammunitionsskib og et norsk fragtskib kolliderede ud for Halifax, hvilket udløste den hidtil største menneskeskabte eksplosion - atombomber fraregnet. Eksplosionen var så kraftig, at trykbølgen og en tsunami stort set jævnede Halifax med jorden, dræbte 2.000 mennesker, kvæstede 9.000 og gjorde over 25.000 hjemløse og op til 80 km væk blæste ruderne ind! Et klokketårn i Halifax står i dag som mindesmærke for katastrofen.

Halifax - Truro - Charlottetown (330 km)

Dagens køretur er den længste på jeres rundrejse, så stå tidligt op og sæt kursen mod universitetsbyen Wolfville. Lige uden for byen ligger Grand-Pré National Historic Site, et mindesmærke for den akadiske bosættelse fra 1682-1755 og den efterfølgende deportation af akadierne fra 1755-1763.

Acadierne var franske udvandrere, der bosatte sig i området, men blev deporteret af de efterfølgende engelske bosættere som en udløber af krigen mellem England og Frankrig fra 1744-1763.

Husk at besøge kyststrækningen mellem Maitland og Truro undervejs, hvor kan I se den fantastiske forskel på høj- og lavvande (op til 13 meter!). Ved Fundy Discovery Site og Salmon River løber en lille tidevandsbølge mod flodens strøm ved højvande. 

Herfra går det videre ad motorvejen mod skiftevis nordvest og nordøst, inden I helt forlader fastlandet og kører over den 13 km lange bro Confederation Bridge, der stod færdig i 1997, og som bringer jer over til Prince Edward Island.

The Land of Anne (100 km)

I vågner op i Charlottetown, hovedstaden på Prince Edward Island, der også kaldes Canadas vugge, da Province House i byen var stedet, hvor der blev forhandlet om oprettelsen af Canada som selvstændig nation, hvilket Canada jo endte med at blive udråbt til i 1867.

Lige nord for Charlottetown ligger den smukke Prince Edward Island National Park, der byder på lækre klitter og strande samt Green Gables, det fiktive hjem for Anne, en karakter skabt af den canadiske forfatter Lucy Maud Montgomery, der er elsket af millioner af især engelsktalende romanlæsere. Der er også mulighed for at udforske andre dele af Prince Edward Island eller blot nyde storbyen Charlottetown.

Charlottetown – Cape Breton Island (274 km)

I dag går det først østpå på Prince Edward Island, hvor første stop kunne være Orwell Corner Historic Village, en tidligere landsby med en historisk kirkegård og en række restaurerede huse, som gengiver livet på landet i 1800-tallet.

Herfra kører I videre til havnebyen Wood Island, hvor I tager færgen retur til Nova Scotia, som I nu kortvarigt returnerer til. Efter en kort køretur på fastlandet kører I over til Cape Breton Island, hvor en række fantastiske naturscenerier venter jer. I overnatter i den lille by Baddeck, hvor I har base de næste par dage.

I overnatter i Baddeck

Cabot Trail (300 km)

Stå tidligt op, for der venter jer en fantastisk tur på Cabot Trail rundt langs kysten af Cape Breton Island, der mest af alt minder om det skotske højland – bare med canadisk fortegn. Fra vejen har I en fantastisk udsigt ud over Gulf of St. Lawrence.

Dagens højdepunkt er Cape Breton Highlands National Park med adskillige smukke vandreture. En af de bedste er Skyline Trail – navnet siger næsten det hele. Andre muligheder i løbet af dagen er Celtic Music Interpretive Center, Glenora Distillery eller Acadian Cultural Center and Museum. I returener til Baddeck efter dagens smukke køretur.

Baddeck - Louisbourg (110 km)

I dag kører I til østkysten af Cape Breton Island, hvor I kan opleve Fortress of Louisbourg National Historic Site, der er den største historiske rekonstruktion i Nordamerika. Fortet byder på en imponerende rekonstruktion af en fransk garnisonsby fra 1700-tallet, komplet med udklædte tolke, som formidler hverdagen under den franske koloniperiode.

Den franske indflydelse i området kan også tydeligt aflæses i mange af de historiske bynavne, der stadig bærer franske navne. En anden mulighed er et besøg på Alexander Graham Bell National Historic Site i Baddeck, hvor jeres hotel ligger, et museum dedikeret til Graham Bells liv og opfindelser. Anledningen er, at den berømte opfinder tilbragte flere somre i området langs kysten af den store indlandsbugt, Bras d’Or Lake.

I overnatter i Louisburg

Louisburg– Halifax (432 km)

Nu begynder rundrejsen at nærme sig sin afslutning, men I har lige en køretur retur til Halifax tilbage. Måske er det en fordel at have den sidste overnatning i Halifax for at have god tid og ikke komme for sent til flyet hjem. 

Kort

Vis på kort

Galleri

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011