Havnebyen Portree på Isle of Skye

Oplev den farverige kystby

Er du taget på kør-selv-ferie til Isle of Skye i det vestlige Skotland, så er det højst sandsynligt for at opleve den storslåede natur, som øen er så berømt for. Men den lillebitte hovedstad Portree er også et charmerende bekendtskab fuld af lokal stemning, farverige huse og masser af lækker seafood. Med sin placering syd for det mageløse bjergområdet The Trotternish er det et genialt udgangspunkt for jeres vandreture og bjergbestigninger.

Inspiration

En by skabt af havets goder

De skæve, farverige huse flankerer den lillebitte havn, hvor en håndfuld fiskerbåde ligger og skvulper rundt. Der dufter kraftigt af hav og blæsten rusker godt i håret. Bag vinduerne gemmer sig maritimt udsmykkede restauranter, lokale pubber, nogle hoteller og en bådudlejning. 

Den er måske ikke stor, Portrees charmerende havn, men den er alligevel hjertet i denne lille by på Isle of Skyes østside. Som i så mange gamle havnebyer er det nemlig tydeligt, at forholdet til havet fylder meget. I sine blot 200 års levetid har byen overlevet både hungersnød og kriser takket være havet. Først som aktiv fiskerby og senere som mellemstop for immigrantbådene på rejsen til USA. I dag er der stadig godt gang i fiskeriet, men det er nok i højere grad turistbådene - både hvalsafri- og cruisebåde - der holder gang i havnen. 

Smagen af Portree

Ikke mindst er der mange delikate muligheder for at smage på alt det gode, havet har at byde på på Portrees mange små restauranter. Med udsigt til den farverige havnefront ligger fx det lille hotel The Rosedale, der har en fin restaurant på første sal. I 2017 vandt de, med chefkok Daniel Fleming i spidsen, The Highlands and Islands Rising Star Award ved Scottish Food Awards. Deres menu består af lækker skotsk tapas, hvor du får rig mulighed for at opleve de lokale smage. Især kan deres udvalg af fisk og skaldyr anbefales.

På trods af Portrees ganske beskedne størrelse, så er der ganske godt gang i byen i løbet af især højsæsonen. Ikke mindst på byens pubber. Merchent Bar, der ligger tæt på havnen, har fx hylderne pakket med skotsk gin og single malt og hanerne fyldte af øl fra det lokale bryggeri Skye Brewery. Her vil du altid finde bænkene besatte af lokale, der sipper drinks - måske efter en middag på deres restaurant Dulce & Brose. Og er du ude efter lidt ægte skotsk pubkultur, så besøg West Highlands Bar ved torvet, hvor lokale bands optræder hver lørdag. Der er ikke noget som at afslutte en dag i naturen med en lidt skotsk folkemusik. 


"En god dag i Skyes vilde natur skal skylles ned med en velfortjent pint. Derfor er det dejligt at tilbringe aftenen i Portree med lækker mad og ikke mindst den lokale øl. Deres Skye Red var en personlig favorit"

- Ditte, rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort

Oplev Skotland - Skab din egen historie