Naturhistorisk museum i Paris
Er du helt vild med at se på knogler og skeletter, så kan du starte din dag i Paris’ katakomber og fortsætte i ’Galeries de Paléontologie et d'A…
Er du helt vild med at se på knogler og skeletter, så kan du starte din dag i Paris’ katakomber og fortsætte i ’Galeries de Paléontologie et d'Anatomie comparée’, som er del af Paris’ naturhistoriske museum. Museet ligger i parken Jardin des Plantes, i modsatte ende af Grande Galerie de l’Évolution. Hvor sidstnævnte er en moderne indrettet bygning, er Galeries de Paléontologie ren og skær vintage. Udstillingsmontrerne er antikke med påklistrede mærkater fra halvfjerdserne, og man får i det hele taget fornemmelsen af at træde ind i et gammelt forskningsbibliotek. På den gode måde, for det er en utrolig flot bygning. Den nederste ende i stueetagen er ikke for sarte sjæle. Her opbevares samlingen af misfostre i glas; en and med to hoveder, et lam med alt for mange ben og så videre. Herefter følger en række glas med menneskefostre i forskellige udviklingsstadier lige fra 2 til 8 måneder. En hel afdeling er dedikeret til indvolde. Det er her, du for eksempel kan se tarme, hjerter og hjerner fra en løve. Eller en kænguru.