Lassen Volcanic National Park

Største lava kuppel i verden

I den nordøstlige del af Californien ligger Lassen Volcanic National Park. Nationalparken er opkaldt efter en dansk grovsmed ved navn Peter Lassen, der havde slået sig ned i området i 1830’erne. Lassen Volcanic National Park har en unik geografisk placering på kanten af den nordamerikanske tektoniske plade. Ud for Californiens kyst mødes den nordamerikanske plade med stillehavspladen, og skaber en række vulkaner ned langs den amerikanske vestkyst.

I Lassen Volcanic National Park findes der 4 forskellige slags vulkaner, hvoraf Lassen Peak er den største. Det første dine øjne vil blive draget af ved din ankomst til nationalparken, er Lassen Peak der tårner op over området. Vulkanen Lassen Peak er enestående, da vulkanen har den største lava kuppel i verden. Rundt omkring i nationalparken er der flere muligheder for at se vulkaner tæt på, da ingen af dem er særlig aktive. Du kan se de boblende mudderhuller, glohede kilder eller smukke vulkansten.

Nationalparken har et rigt naturliv og hvis du er heldig, kan det være du spotter et af de fantastiske dyr. Nationalparken dækker over et område en anelse mindre end den danske solskinsø Bornholm, så du har rig mulighed for at bruge flere timer på at udforske dette fantastisk skønne område.

Kort

Vis på kort