Højt over byen troner Harlech Castle

En fæstning, der kun kan angribes fra øst

Harlech Castle har en placering, der er helt unik – både spektakulært på en stejl klippeskrænt, hvorfra der er en smuk udsigt over Cardigan Bay men også forsvarsmæssigt, hvor højderne gør at det kun kan angribes fra østsiden. Og her mod øst skulle den imponerende port og dens mange forhindringer som fx tre faldgitre forceres.

Befæstningen i Harlech var en del af den ring af borge, som blev anlagt under King Edward I i slutningen af 1200-tallet for at sikre engelsk herredømme over det rebelske Wales. Det tog kun syv år at bygge Harlech Castle og igen var det den innovative fæstningsarkitekt James of St. George, der stod for byggeriet.

Trods formålet med at underkue waliserne, så lykkedes det den walisiske oprører Owain Glyndwr, at erobre Harlech Castle i 1404 efter en lang belejring. Han anvendte borgen som sit hovedkvarter i fire år indtil det i 1408 blev generobret af englænderne. Og siden har det været på engelske hænder – også selvom de er skiftet undervejs.

Trods sit uindtagelige ydre så er Harlech Castle faldet en gang mere – og her var det englændere mod englændere, der stredes om herredømmet. Under Rose-krigene 1445-1487, hvor to grene af det engelske kongehus sloges om herredømmet over landet, blev borgen efter lang belejring indtaget af jarlen Willian Herbert af Raglan i 1468. Det var den Raglan, der byggede sit eget slot Raglan Castle, som du kan se i Monmouth

Inspiration

Fire borge og to byer med bymure er UNESCO verdensarv

 

Der kan kun herske stor respekt for den engelske konge Edward I og hans fæstningsarkitekt James of St. George's fæstningsbyggerier i Wales  hvor Beaumaris, Caernarfon, Conwy og Harlech er de fremmeste eksempler. De blev alle bygget som en del af den engelske indsats for at underlægge Wales den engelske krone, som kom til udtryk ved Edwards to militære kampagner i 1276-77 og 1282-83, hvor de walisiske styrker blev besejret.

De fire borge er ”de fineste eksempler som eksempler på militærarkitektur fra slutningen af det 13. århundrede” samt byerne Conwy og Caernarfon med deres bymure er alle udnævnt som UNESCO verdensarv. De er alle bygget i en turbulent tidsperiode og på meget kort tid, men de har alle overlevet gennem århundrederne op til i dag, hvor de står som minder om den engelske underlæggelse af Wales.

Kort

Vis på kort