Solvang, Californien

mere end 100 års dansk kultur i USA

Fra Highway 1 har du mulighed for en lille afstikker til ”Danish Capital of America”. 200 kilometer nord for Los Angeles, i den solrige Santa Ynez-dal, finder du et stykke dansk idyl i den lille by Solvang. Vejnavnene i Solvang vidner om de danske emigranter, der i sin tid grundlage byen, fordi de ønskede et lille stykke af Danmark på den amerikanske vestkyst. Gå en tur rundt i de små gader og oplev, hvordan den danske kultur er blevet fortolket af generationerne efter de første danskere. Her møder du bl.a. en kopi af Den lille havfrue på Denmark Square, Rundetårn i en tredjedel størrelse, et H. C. Andersens museum – og en park opkaldt efter ham. I 2011 kunne Solvang fejre 100 års fødselsdag.

inspiration

Wienerbrød, æbleskiver eller gourmetmad

Bliver du sulten i Solvang, er der flere spisesteder at vælge imellem. Tag en pause ved Olsen’s Danish Village Bakery og nyd en kop kaffe med wienerbrød og en Hard Roll - eller som vi kalder det: et rundstykke. Alternativt kan du opleve, hvordan den kulinariske kulturarv er blevet fortolket af de danske efterkommere på Solvang Restaurant, der medvirkede i den Oscarvindende Sideways fra 2004. Her kan du bl.a. få æbleskiver med masser af syltetøj og flormelis. Er du ikke så meget til fortolkninger af det danske køkken, skal du spise på Root 246. Restauranten serverer lækre retter med konceptet fra jord til bord, hvilket har været med til at sætte Solvang på gourmetkortet.

VINSMAGNING og cykeltur i Santa Ynez-dalen

Solvang er mere end æbleskiver og H. C. Andersen. I Santa Ynez-dalen uden for byen finder du nemlig mange af Californiens bedste vingårde. Over 100 vingårde giver dig masser af muligheder for at smage de udsøgte dråber fra pinot noir druen. Det er derfor oplagt at tage en tur ud i landskabet og smage på de mange gode vine. Tag eventuelt rundt på en cykeltur i området, der er ”noget af et cykelmekka”, hvis man spørger avisen Los Angeles Times. Skal du have trænet lårmusklerne, er det bare om at komme op på jernhesten og ud i den smukke natur. Cykler kan lejes flere steder i området.


"25 minutters kørsel fra Solvang ligger Neverland – Michael Jacksons berømte bopæl. Ranchen er lukket af, men tag alligevel helt op til porten, hvor fans har indgraveret rørende hilsner og hjerter for at mindes MJ og hans musik" 

 - Birgitte, USA-rejsespecialist og Produktchef


 

Kort

Vis på kort

oplev Californien