Tattered Cover Book Store i Denver

Alt hvad en læsehests hjerte kan begære 

Er du en rigtig læsehest, så ved du også, at udover at sætte sig til rette med din yndlingsforfatter i hånden, så er der næsten ikke noget bedre end at gå på bogindkøb. At gå på jagt efter den næste læseoplevelse imellem kilometervis af bogreoler, hvor nye spændende forfattere står side om side med de gamle klassikere. Når du er i Denver er der især et sted, som du skal besøge, når dit litterære kick skal fornys. Tattered Cover Book Store for enden af 16th street mall i LoDo-distriktet er en ikonisk boghandler. Der er alt, hvad en læsehests hjerte kan begære.

Find bøgerne til kør-selv-ferien 

Det patinerede trægulv knirker, når du bevæger dig rundt imellem de gamle bogreoler i mørkt træ. Imellem reolerne står bløde sofaer og voluminøse lænestole. Rundt omkring ved særligt udvalgte værker har personalet hængt små noter op med ”Staff Picks” – Deres anbefalinger. Lad dig overraske af nye forfattere eller gamle klassikere. Boghandlen sælger også brugte bøger, så måske er du heldig at finde den udgave af for eksempel Jack Kerouacs "On the Road", som vil gøre kør-selv-ferien langs de amerikanske Highways endnu mere speciel. Butikken arrangerer i øvrigt litterære events dagligt, hvor du blandt andet kan overvære oplæsninger, møde forfattere og nyde en hyggelig aften i litteraturens tegn.

Inspiration

"An experience you can't download"

Besøg Tattered Cover Book Store, når kør-selv-ferien går igennem Denver. Det er en stor butik, som har den der stemning, du normalt kun finder i små uafhængige boghandlere. Som de selv siger i Tattered Cover, så er det "An experience you can't download". Butikken har i øvrigt en lille cafe, hvor du kan forsyne dig med en god kop kaffe, en kage eller andre snacks. Så det i hvert fald ikke er blodsukkeret, der tvinger dig ud af forretningen. Det er et oplagt sted at besøge, hvis du lige har brug for lidt bogterapi til at falde til ro med på kør-selv-ferien. Vælg et par bøger, som du finder interessante, sæt dig til rette i de bløde møbler med lidt proviant, og giv dig tid til at vælge hvilke bøger, der skal med dig hjem.


"En anden af Denvers ikoniske specialforretninger er Rockmount Ranch Wear, som ligger få meter fra Tattered Cover Book Store. Det er nærmest her, at cowboyskjorten blev opfundet, og butikken har igennem over syv årtier betjent præsidenter, rockstjerner og skuespillere."


Kort

Vis på kort