Buckingham Palace i London

God Save the Queen!

For enden af The Mall, smukt omgivet af St. James’s Park og Green Park, ligger Buckingham Palace. Slottet, der er både hjem og hovedkontor for den kongelige familie, startede egentlig som byhus for The Duke of Buckingham i 1703, men blev i årene efter udbygget af bl.a. John Nash, indtil det i 1837 blev udnævnt til kongeligt palads ved Dronning Victorias overtagelse af tronen. Det kræver en del at blive inviteret til te hos dronningen, men du har mulighed for at bese repræsentationslokalerne i august og september, hvor der er åbent for offentligheden. Til gengæld kan du opleve vagtskiftet – Change of Guards. Hvis du er interesseret i heste, bør du besøge The Royal Mews. Her finder du de kongelige stalde samt vognhuset, hvor du kan se de kongelige kareter og vogne, der kun kommer frem ved officielle lejligheder, fx den fantastiske guldkaret fra 1761.Dronning Elizabeth II er desuden ejer af en af verdens fornemmeste – og mest værdifulde – kunstsamlinger, der byder på mange af kunsthistoriens mestre. Samlingen er udstillet i Queen’s Gallery, der ligger i Buckingham Palace Road, lige ved siden af The Royal Mews. Udover syv udstillingsværelser med den faste samling, er der skiftende særudstillinger af den kongelige families mange kunstskatte.

Kort

Vis på kort