unikt ferieparadis med dykning ved koralrev og kolonihistorie
De tidligere danske kolonier er et unikt ferieparadis med herlige sandstrande, subtropisk natur og klima, rige dykker- og snorkelmuligheder ved revene, et spændende køkken - og for danskere et helt specielt stykke danmarkshistorie, hvis lige ikke findes andre steder i verden. Og så er det ikke mindst overskueligt, da de tre øer, St. Croix, St. Thomas og St. John tilsammen har nogenlunde samme areal som Langeland, Ærø og Tåsinge i det sydfynske øhav.
U.S. Virgin Islands ligger midt i Caribien, øst for Puerto Rico, Haiti og Cuba, og er dermed også væsentlig tættere på det sydamerikanske fastland end på USA. Øerne er med andre ord også kulturelt langt mere caribiske end amerikanske. Rejs til De Dansk Vestindiske Øer og oplev et særligt stykke danmarkshistorie i tropiske Caribien.
Rejseformer
Inspiration
Det danske kolonieventyr i Dansk Vestindien
Det danske kolonieventyr i Dansk Vestindien startede i 1665 og varede de næste godt 250 år frem til amerikanernes overtagelse i 1917. De mellemliggende 250 år var nogle af de mest spændende i dansk historie, hvor ikke mindst produktion af det hvide guld, sukker, spillede en helt central hovedrolle i Dansk Vestindien – høstet og forarbejdet af datidens sorte slaver, der blev importeret direkte fra Afrika – mens driftige plantageejere og købmænd grundlagde store formuer, der trækker spor helt frem til nutidens Danmark.
3 øer - 3 forskellige verdener
Langt de fleste turister rejser i dag til St. Thomas og hovedstaden Charlotte Amalie, da øens dybvandshavn er perfekt til de store krydstogtsskibe. Gå fx en tur gennem de kvadratisk anlagte gader i Charlotte Amalie på St. Thomas og se den danske indflydelse i arkitektur og sågar gadeskilte med dansk tekst. Her passer man godt på historien, for det er godt for den lokale turistøkonomi.
Men også St. John og den største af de tre øer, St. Croix længst mod syd, er særdeles spændende bekendtskaber på Dansk Vestindien med hver deres kulturprofil – og placering i den danske kolonihistorie.
St. Thomas - dansk kolonihistorie og bountystrande
St. Thomas er hovedøen i de Dansk Vestindiske Øer, og det er den ø langt hovedparten af alle turister rejser til i Dansk Vestindien. Årsagen er enkel: Den gamle administrationsby Charlotte Amalie er det helt rigtige sted at opleve den tidligere danske koloni med alle sine klassiske, gamle administrationsbygninger, der blev opført, mens Danmark stadig ejede øerne.
Danske gadenavne i Charlotte Amalie
Charlotte Amalie er en klassisk havneby med stolte søfartstraditioner. Det var herfra koloniens dyrebare sukker i sin tid blev udskibet og sendt afsted mod København, og det var hertil, at slaverne ankom, inden de blev sendt ud til sukkerplantagerne på øerne. I dag er det de store krydstogtskibe, der lægger til i Charlotte Amalie. Mange af de gamle danske og historiske bygninger i Charlotte Amalie er de senere år blevet nænsomt restaureret, og de gamle danske gadenavne optræder nu igen i gadebilledet.
Bountystrande med perlesand og palmeskygge
Når du rejser til St. Thomas, der er på størrelse med Ærø, finder du en lang række bountystrande med perlesand og palmeskygge. Er du til udflugter på din rejse, er øens største seværdighed Coral World, en forlystelsespark, hvor du via undersøiske gange har udsigt til det levende koralrev. Desuden er der et stort akvarium med tropefisk.
St. Croix - dyreliv, snorkling og danske gadenavne
St. Croix, der er på størrelse med Møn, er den største af de tre Dansk Vestindiske øer. Øen kom først under dansk flag i 1733, da den blev købt af Frankrig – derfor det franskklingende navn. Stemningen er caribisk og tilbagelænet, og det samme gælder tempoet. Hovedattraktionen på St. Croix er hovedbyen Christiansted, som byder på bygningsværker og gadenavne fra den danske kolonitid. Når du rejser til St. Croix finder du lækre sandstrande, et rigt dyre- og naturliv samt gode muligheder for dykning og snorkling ved koralrevene.
Smukke bygninger fra den danske kolonitid
Hovedattraktionen på øen er hovedbyen Christiansted med masser af bygninger fra den danske kolonitid. Højdepunktet i Christiansted er området ved havnen omkring Fort Christiansværn, som ud over selve fortet også byder på den gamle danske toldbod, vejerhuset og ikke mindst Guvernementshuset, hvor den danske generalguvenør boede. Det var også i disse kulisser at julekalenderen Nissernes Ø blev optaget i 2003. Stort set alle gader har fortsat danske navne som fx Kongens Gade og Bjerge Gade, så det er let at føle sig hensat til en helt anden tidsalder med en meget caribisk og tilbagelænet stemning.
Lækre strande og smukke koralrev
St. Croix er geografisk fladere end St. Thomas og St. John. Men øen har stadig sin andel af lækre sandstrande, og så er faunaen og dyrelivet på St. Croix et af de rigeste i Dansk Vestindien. Det kan bl.a. opleves i Salt River Bay National Park. Desuden er der rige muligheder for dykning og snorkling ved koralrevene ved St. Croix.
St. John - vandreture, strande og snorkling
St. John, der er på størrelse med Fanø, er den mindste af de tre tidligere øer i Dansk Vestindien. Når du rejser til St. John nyder du en frodig natur, da mere end halvdelen af øen er nationalpark. Parken, der i praksis kun kan opleves til fods, byder på et mix af tæt regnskov, plantageruiner fra danskertiden, frodige tropeenge – og sågar helleristninger af ukendt oprindelse.
Tropestrande med palmeskygge
Naturmæssigt er øens mange strande også et sikkert hit, der er lige så lækre og sandet lige så blødt og fløjlsagtigt, som man forventer det af en tropestrand med palmeskygge. St. John byder også på masser af muligheder for at dykke og snorkle i koralrevene omkring øen. Øen er også kendt for at være et sted, hvor en lang række af velhavende og kendte amerikanere har flere luksusvillaer.
Hovedbyen på St. John er Cruz Bay, hvorfra færgen til St. Thomas sejler. Også her findes der nogle få danske bygninger fra kolonitiden, dog ikke lige så mange som på St. Thomas og St. Croix.
Vidste du ... Dannebrog stryges
At Danmark solgte Dansk Vestindien til USA for 25 mio. USD, efter et flertal i Danmark havde stemt for beslutningen ved en folkeafstemning. Den formelle overdragelse skete den 31. marts 1917, hvor Dannebrog blev strøget i Charlotte Amalie. Stedet, hvor overdragelsen fandt sted, er stort set uforandret siden da, og vil du mærke historiens vingesus, så læg vejen forbi. Pladsen ligger ned mod havnen mellem Fort Christian og bygningen, der nu huser Legislature of the US Virgin Islands.