Hvorfor skal du leje en autocamper i Europa

10 gode grunde til at leje en autocamper på din næste kør-selv-ferie i Europa

Ferie i autocamper er populært som aldrig før - og det er der mange gode grunde til. VI har samlet 10 af de bedste herunder, så du kan vurdere om en kør-selv-ferie i autocamper i Europa er noget for dig og din familie.

10 gode grunde til at tage på kør-selv-ferie i autocamper i Europa

1. Fleksibel ferieform - frihed til selv at bestemme

Først og fremmest handler kør-selv-ferie i autocamper om det frie og fleksible liv. Kombinationen af køretøj, seng, toilet og køkken, gør autocamperen til et rullende hotel - du har ganske enkelt ALT med på farten. Selvom i måske har planlagt en rute og ved hvor i vil hen, så er fordelen ved en autocamper, at I kan ændre planer undervejs. Ofte kan man komme ud for at vejret driller - så er det rart at kunne tjekke vejrudsigten og køre derhen hvor klimaet er behageligt. Derudover er der fordelene ved frit at vælge i hvilke omgivelser I vil nyde jeres måltider. Tænk bare, fri for overfyldte turistrestauranter eller den klassiske charterbuffet dag efter dag. Og vil I gerne opleve attraktioner uden store menneskemængder, så kan man i autocamper bo tættere på seværdighederne og komme tidligt.

2. Perfekt til jer der er outdoor mennesker og elsker naturen

Elsker du og din familie naturen, så er autocamperen det oplagte valg. Ferieformen indbyder i høj grad til udeliv, da konceptet praktisk talt er kør-selv-ferie kombineret med camping - naturligvis pakket ind i en god portion luksus og praktiske detaljer, der gør ferien til en leg. De fleste autocampere har eget toilet/bad og kombineret med køkkenfaciliter, vand og strøm, er man selvforsynende og kan klare sig tættere på naturen. Det giver mere tid til at at udforske jeres yndlingssteder og tage vandre- eller cykelture i de omkringliggende landskaber. Er I ude efter fred og ro, så er der i Europa masser er muligheder for alternative overnatningsmuligheder, når man kører i autocamper.

3. Børn elsker autocampere og campingliv

Når I tager hele familien med på autocamper-ferie, så kan I roligt regne med at børnene vil elske det. Det er lidt som at være på ferie i en hule. Det hele er kompakt og overskueligt og der er plads til legetøj, løbehjul og cykler. Samtidig har I hele tiden en tryg base, hvilket er vigtigt for både børn og voksne. Som familie er noget af det bedste I kan gøre, at leje en større autocamper med sovekabine over førerhuset (alkove) - et sikkert hit hos børnene. Vel fremme på campingpladserne er der ofte legepladser - eller endnu bedre - nye legekammerater der taler sjove sprog. Autocamper-ferie med børn er også en rigtig fornuftig opgradering, hvis I er ved at være trætte af teltferie med timevis på at slå telt op, tynde luftmadrasser og fugtige soveposer.

4. Fri for udpakning og hoteller

En kør-selv-ferie i bil betyder som regel ind- og udcheckning af en masse hoteller undervejs. Det slipper I for når i lejer en autocamper. Der skal kun flyttes ind én gang for alle og så er det rullende hotelværelse klar til afgang. Der er masser af skabe og skuffer, og i løbet af de første dage lærer man hurtigt hvor alting befinder sig, og skaber dermed et midlertidigt hjem med masser af hygge og praktiske detaljer. I skal dog ikke forvente at "housekeeping" banker på døren hver morgen - I skal selv rede sengen og holde autocamperen rydelig - hvilket I vil sætte pris på, når først I sætter jer i bevægelse og drejer ud på de snoede veje.

5. alternativ overnatning tæt på naturen

Hvis I på jeres tidligere ferier har boet på hotel eller ligget i telt, så vil autocamper-ferie være lidt af en åbenbaring. Friheden og fleksibiliteten har vi allerede berørt, men muligheden for at overnatte andre steder end netop hoteller og campingpladser er i høj grad til stede. I mange europæiske lande er det muligt at spare en del på overnatningen ved at holde på parkerings- og holdepladser dedikeret til netop autocampere. Disse simple overnatningspladser findes ofte ved lystbådehavne, langs floder og søer, for foden af bjerge og i udkanten af byerne. Flere af pladserne har endda faciliteter til påfyldning af vand og tømning af spildevandstank. Nogle pladser er gratis mens andre tager et gebyr på 50 - 150 kr. Det er ikke usædvanligt at se en begrænsning på max. 1 døgns parkering. De alternative overnatningpladser går under forskellige navne fra land til land men du kommer langt ved at søge på "Stellplätze" eller "Wohnmobilstellplätze" samt "Aire de Camping Cars". Der findes en række Apps og hjemmesider, hvor du kan finde mere information om de uendelige muligheder for at overnatte i eller i nærheden af naturen.

6. Overnat i autocamper på vingårde, destillerier og golfbaner

Endnu flere alternative overnatningmulighed byder sig til, når man er på Europa-ferie i autocamper. Holder man af at besøge vingårde eller destillerier og smage på de lokale produkter, så tilbyder mange af disse steder gratis overnating og tilslutning af strøm - mod forventning om at man deltager i vinsmagning, køber nogle flasker fra butikken eller spiser i restauranten. Tilsvarende findes der golfbaner der tilbyder det samme mod forventning om at man spiller en runde golf og betaler greenfee. Derudover kan man støde på mere traditionelle gårde og landbrug som tilbyder en holdeplads for natten, og har du lejet en autocamper på de britiske øer, så tøv ikke med at lede efter pubber med autocamper-overnatning. På den måde kan I tillade jer at snuppe en ekstra pint inden sengetid, uden at skulle tænke på alkoholprocenter og bilkørsel. Og mon ikke værten står klar med et solidt morgenmåltid når solen står op.

7. Tænk på rejseformen - ikke rejsemålet

I forbindelse med planlægning af ferie tænker de fleste på selve rejsemålet inden de går i gang med at undersøge transport og overnatning. Sådan er det ikke nødvendigvis når ferieformen er autocamper. Her har I frihed til at ændre planer undervejs, hvilket flytter fokus på den fleksible rejseform, snarere end faste planer for hvor man skal hen. På en autocamper-ferie har I mulighed for at gå ned i gear - i bogstavelig forstand. Modstå trangen til at se og opleve alt på jeres vej. Husk, at holde ferie i en autocamper er også at sænke farten og nyde livet.

8. Mulighed for at holde afstand

Corona-pandemien har lært os at vi minimerer smitterisikoen, når vi holder afstand. Netop dét er en af grundene til at autocamper-ferie er optimalt, da I en stor del af tiden vil befinde jer udendørs, og derefter kan holde jer på afstand af andre rejsende, inde i selve autocamperen. På den måde behøver i ikke færdes på travle hoteller og overfyldte restauranter - I har altid jeres eget hotelværelse og køkken med på ryggen. Vil I undgå fælles-faciliteterne på campingpladsen, så kan dette også lade sig gøre, da I har bad og toilet i autocamperen.

9. I nogle tilfælde billigere end traditionelle ferieformer

Autocamperferie kan både være dyrere og billigere end en traditionel ferie, hvor I flyver til rejsemålet, lejer en bil, bor på hotel og spiser ude hver eneste dag. Vil man gerne spare penge, kan man starte ferien i egen bil og køre til udlejningsstedet, f.eks. i Tyskland, Sverige eller Norge, hvor man bytter over. Herefter kan man planlægge med nogle af de budgetvenlige og alternative overnatningsmuligheder og begrænse restaurantbesøg. Omvendt kan autocampereferie hurtigt blive en dyr affære, hvis man kun vælger de store og relativt dyre resort-campingpladser med alle tænkelige faciliteter. Det samme gør sig gældende hvis man ikke udnytter autocamperens køkken og spiser hovedparten af sine måltider på restauranter og caféer. Kort fortalt, feriestilen bestemmer budgettet.

10. Undgå menneskemylderet ved populære attraktioner og i naturen 

Hvad enten I skal besøge lokale seværdigheder eller spektakulær natur på jeres kør-selv-ferie i autocamper, så kan I planlægge det, så I overnatter tæt på og på den måde kan ankomme tidligt. Det er bare sjovere at udforske attraktioner, når der er færre mennesker, og så kan man hurtigere komme videre til det næste sted.

Rigtig god tur!

Mere om kør-selv-ferie og autocamper i Europa