Vejafgifter og miljøzoner i Frankrig
Det er nemt at komme rundt i Frankrig på en kør selv-ferie eller roadtrip, men du skal være opmærksom på, at der er vejafgift (Péage) for at køre på …
Det er nemt at komme rundt i Frankrig på en kør selv-ferie eller roadtrip, men du skal være opmærksom på, at der er vejafgift (Péage) for at køre på motorvejene. Afgiften varierer alt efter, hvor i landet du kører, hvor trafikerede vejstrækningerne er, og hvor tæt det er på de større byer. Langt de fleste steder betaler du stadig vejafgiften i de traditionelle betalingsanlæg (bomstationer), som du kører igennem, og kun for den strækning, du har kørt. Her kan du betale med både kontanter og kreditkort. Vær dog meget opmærksom på, at flere og flere motorvejsstrækninger er gået over til et automatisk "pay by plate"-system, hvor der ingen fysisk betalingsbom er! På disse strækninger registreres din nummerplade, og du skal selv sørge for at betale afgiften online inden for typisk 72 timer. Udover motorveje skal du også betale afgift for at passere de fleste større tunneller og broer – især i Alperne.