Autocamper: Alkove til 4-6 personer i Europa

Alkove: Den klassiske autocamper til hele familien

Alkove-betegnelsen dækker over den type af autocampere, som har et lille udhæng med fast dobbeltseng over førerkabinen. Alkove-autocampere er skræddersyet til familier eller venner der vil afsted sammen. Der er lagt vægt på gode og komfortable sovepladser til alle passagerer samt masser af plads til opbevaring af grej og bagage.

En alkove-autocamper er bygget på et kraftigt varevogn-chassis, hvor der fra starten kun findes førerkabinen. Selve "kassen" til opholdsrummet er specielfremstillet med glatte sider og fast tag og det samme gør sig gældende med alkove-delen, som monteres oven på førerkabinen. Det relativt firkantede opholdsrum gør, at der er mere plads end i autocampere af varevognstypen. Køretøjet er højere, hvilket giver en god ståhøjde og mulighed for en stor "garage" under bagerste dobbeltseng.

Selvom denne autocamper føles lidt tungere end almindelige biler, så vender du dig hurtigt til fornemmelsen og du vil opleve en roligere kørsel fordi farten helt naturligt ikke bliver så høj.

På motorveje i Europa får du den bedste køreoplevelse ved at holde farten på 110-120 km/t, selvom det i nogle lande er tilladt at køre hurtigere. Autocampere under 3500 kg følger de samme hastighedsgrænser som personbiler.

Hvem er den til

Hvem skal leje en autocamper med alkove?

Autocampere af alkovetypen egner sig til 4-6 personer, men der kan være forskel på indretningen af de forskelige modeller, derfor skal du være opmærksom når du bestiller. Der er altid en dobbeltseng i den bagerste del af køretøjet og toilet og badrummet findes i midten overfor køkkenet med gasblus og vask. Den forreste dobbeltseng er placeret over førerhuset, dvs. i alkoven, og kan tilgås via den medfølgende stige.

  • Bedst egnet til familier på 4-6 personer
  • 2 sovepladser bagerst + 2 soveplader forrest i alkoven samt 1-2 sovepladser ved siddegruppen.
  • 4-6 sikkerhedsseler afhængig af model

Du skal leje en alkove-autocamper hvis du vil have god plads og komfortable senge til hele familien eller hvis i er nogle venner der vil rejse sammen i ét køretøj. Er i f.eks. 4 personer, så kan I undgå at rede op ved siddepladserne. Samtidig er der gode opbevaringsmuligheder både indvendigt i skabe samt i "garagen", som er placeret under bagerste dobbeltseng.

Eksempler på autocamper mærker/modeller til udlejning i Europa: Dethleffs Trend A / Carado A-series / Weinsberg CaraHome / Adria Coral / Sunlight A serien /  Eura Mobil Activa One / Hobby Optima OnTour m.fl.

De fleste autocampere med alkove er bygget på chassiser fra Fiat Ducato / Ford Transit / Renault Master eller Mercedes-Benz Sprinter.

Indretning

Layout, køkken og toilet

En autocamper med alkove er en relativ stor autocamper på det europæiske marked. Selvom størrelsen (og dermed også antallet af sengepladser) kan variere, er layoutet næsten altid identisk på tværs af mærker og modeller, dvs. med 2 dobbeltsenge og stor "garage".

Førerkabine og opholdsrum
Førerkabinen er stort set identisk med en varebil med en del fralægningsplads. De to forsæder kan dreje 180 grader, så de bliver en integreret del af opholdsrummet/spisepladsen. Dobbeltsædet ved siddegruppen (eller bænken) har 2 sikkerhedsseler og passagerer sidder ved et bord, som kan benyttes under kørslen. I nogle modeller er bordet fastlåst i én position og kan kun køre op og ned, mens det i andre modeller er meget fleksibelt og kan flyttes rundt. Siddegruppen kan konverteres til en seng, men det er forskelligt om den egner sig til 1 eller 2 personer. Er man kun 4 personer på tur, så kan man nøjes med at benytte de faste dobbeltsenge og slipper for at rede op hver eneste aften.

Køkken
Køkkenet i autocampere med alkove er næsten altid placeret på langs i højre side af køreretningen. Køkkenet består af 2-3 gasblus og en lille vask. Køleskabet er af en størrelse der passer til en familie på farten, ofte 80-110 liter, hvilket er stort i en autocamper. Der er naturligvis også skabsplads og skuffer til køkkenudstyr. Kun i de  helt store alkove-modeller af luksustypen finder man en gasbageovn (ikke standardudstyr). Vil du selv lave kaffe på farten, så skal du koge vand på gasblusset og benytte en stempelkande/kop. Kaffe- og kapselmaskiner skal du selv medbringe på turen og de kan kun benyttes når der er sat ekstern 230V strøm til autocamperen.

Toilet og badrum
Det indbyggede toilet og badrum kan variere i størrelse, men det er super praktisk at have med ombord - på den måde er man helt fri for at finde offentlige toiletter når man er på farten eller hvis man lige skal på toilettet om natten. Når toilettet skal tømmes, fjernes selve kassetten med indholdet nemt via en udvendig lem. Campingpladsen har faciliteter til toilettømning og spildevand. Nogle steder kan dette også lade sig gøre på de store rastepladser langs motorvejene.

Sovepladser og "garage" under sengen

Alkoven (dvs. udhænget over førerkabinen) er indrettet som en fast dobbeltseng med god liggekomfort. I de fleste familier er det børnene der sover i alkoven, men 2 voksne kan uden problemer sove her. Sengen i alkoven er vendt på tværs af køreretningen så køretøjets fulde bredde udnyttes optimalt. Høje personer (op til ca. 195-200 cm) ligger komfortabelt i de fleste alkover. Der følger altid en stige med, som letter adgangen til alkoven, men er du knap så smidig eller mobil, så bør du benytte dobbeltsengen bagerst i autocamperen (som dog kan have et trin op).

Bagerste dobbeltseng
I den bagerste del af autocamperen findes endnu en komfortabel dobbeltseng med masser af skabsplads rundt langs loftet. Sengen kan være hævet en smule (dvs. du skal et trin op når du skal i seng). I de fleste modeller er sengen tværvendt, men du kan også finde eksempler på langsgående enkeltsenge, så det er nemmere at komme ud af sengen. Aflægningsplads, læselys og USB stik finder man i langt de fleste autocampere af denne type.

"Garagen"
Den forhøjede seng giver ekstra plads i det store opbevaringsrum (også kaldet "garagen") under sengen. Her kan du opbevare store genstande, fx. campingstole og borde, sportsgrej, ekstra sko, tasker osv. Her finder man også teknikrum med batteri og gasflasker.

Husk i øvrigt altid at parkere så plant som muligt, så det ikke går ud over sovekomforten. Det kan anbefales at benytte niveaukiler, så autocamperen står i vatter.

Pladsforhold og mål

Der findes både korte og lidt længere modeller af autocampere med alkove. I praksis er de korte til 4 personer og de lange til 5-6 personer. Bredden er øget ift. en almindelig varevogn, hvilket betyder at man har bedre sovekomfort i begge dobbeltsenge. Autocampere til udlejning er let isolerede, men ikke beregnet til rigtig vinterbrug. En familie på 2 voksne og 2-4 børn vil elske den ekstra plads, som alkoven giver og kombineret med det store opbevaringsrum (garagen) under den bagerste seng, kan man ikke gøre det bedre når ferien skal foregå i et rullende sommerhus. Her er det intet problem at medbringe golfbags, SUP boards og andre store genstande. Vær dog opmærksom på totalvægten hvis du kører med et almindeligt B-kørekort.

  • Motor: Typisk diesel
  • Længde: 6,50 - 8,60 meter (uden cykelstativ)
  • Bredde: 220-230 cm
  • Højde: 300 - 330 cm
  • Vægt: 3300 - 5000 kg (modeller op til 3500 kg må køres med alm B kørekort)

 

Galleri

Fordele og ulemper

Fordele ved en autocamper med alkove

En autocamper med alkove er det ultimative ferie-køretøj til en familie med 2-3 børn. Der er masser af indbygget komfort og opbevaringspladsen er den bedste i klassen. En autocamper er nem at pakke sammen og du kan være på farten på ganske kort tid. Autocampere med alkove er fuld af smarte løsninger og du kan være selvforsynende i op til flere dage af gangen.

  • Perfekt til familier - børn elsker alkoven
  • Fine køreegenskaber - som en stor varevogn
  • Høj siddeposition med godt overblik
  • 2 komfortable dobbeltsenge med plads til høje personer
  • Masser af opbevaringsplads til campinggrej og sportsudstyr m.m.
  • Overskueligt køkken
  • Høj kvalitet
  • Nem at pakke sammen og køre videre
  • Smarte og gennemtænkte detaljer

Ulemper ved en autocamper med alkove

En autocamper med alkove er et stort køretøj og vindmodstanden og dermed brændstofforbruget er en anelse højere end andre typer af autocampere. Derudover kan det være svært at køre rundt i byer og finde egnet parkering og skal du køre i bjergrigt terræn, så kræver det lidt tilvænning både for chauffør og passagerer. Et stort køretøj betyder også øget vægt og har du kun et alm. B-kørekort (op til 3500 kg totalvægt), så skal du være opmærksom på hvilken model du lejer samt hvor meget (tungt) udstyr du medbringer.

  • Kan hurtigt blive udsolgt - populær autocamper type
  • Langt og bredt køretøj - kræver godt overblik i trafikken
  • Lidt langsommere end de mindre autocampere - pga. størrelsen
  • Mere vindmodstand, dvs. øget brændstofforbrug

Udstyr

StandardUdstyr

  • Servostyring og fartpilot
  • ABS-bremser
  • Automatgear
  • Aircondition i førerkabinen
  • 2 sovepladser i alkoven
  • 2 sovepladser bagerst
  • 1-2 sovepladser ved siddegruppen
  • 2-3 kogeplader inkl. gasflaske
  • Vask med stor vandtank
  • Køleskab

Ekstraudstyr og tilvalg

Når du lejer autocamper kan du tilvælge ekstraudstyr og andet nødvendigt campinggrej. Hvis du kører i egen bil frem til afhentningen, kan du selv vælge at tage udstyret med. Skal du derimod flyve, så er det ikke hensigtsmæssigt at medbringe en masse grej. I stedet kan det lejes. Husk, at bestille ekstraudstyret hjemmefra sammen med selve autocamperen. Udvalget kan variere fra sted til sted, men består ofte af:

  • Sengesæt (dyne og hovedpude inkl. lagen og betræk)
  • Håndklæder
  • Stole og bord til udendørs brug
  • Cykelstativ (typisk til 2 cykler)
  • Barnesæde og boostersæde
  • Køkkensæt (service, gryder, pande, skåle, glas, kopper m.m.)
  • Grill
  • GPS/Navigation

Som et alternativ til at leje ekstraudstyr, kan du også køre i et lokalt bygge- eller hypermarked og købe de ting du har brug for for. På den måde kan du beholde udstyret når rejsen i autocamper er overstået og genbruge det til næste gang du skal på camping - hvad enten det foregår i autocamper, campingvogn eller telt.

Information

Vigtig information vedr. kategorier og antal sidde/sovepladser

De viste autocampere på denne side er blot eksempler på køretøjer som findes i denne udlejningskategori. Når du lejer en autocamper kan vi ikke garantere en specifik model og indretning. Det er alene køretøjsdata og evt. modelspecifikation inkl. antal sæder og sovepladser på din booking/bekræftelse, der viser hvilket køretøj/kategori du har reserveret.

Når du bestiller en autocamper kan du få oplysninger om antal sæder og sovepladser i de forskellige modeller. Bestiller du online, kan du se antal sæder og sovepladser på listen over tilgængelige køretøjer. Bemærk at antal sæder og sovepladser kan variere fra model til model, da de fleste autocampere har mulighed for at konvertere siddepladser til sovepladser.

Sikkerhedssele til alle passagerer

Når du vælger autocamper er det vigtigt at alle passagerer har hver sit sæde med sikkerhedssele under kørslen. I enkelte modeller kan det forekomme at der f.eks. er tre eller fire siddepladser, men kun to sovepladser pga. indretningen. Sørg altid for at tjekke at den valgte model matcher dine behov.