New Zealand: To øer, ét stort eventyr

Vulkaner, fjorde og gletsjere

Nordøen og Sydøen, New Zealand
29 dage
Multi-stop
3.545 km
Perfekt til par
Designet af Nicoline

Ønsker du at rejse på andre dage, få en skræddersyet rute eller har specifikke ønsker til rejsen.

Eller ring til os på 70 11 60 11

29 dages kør-selv-ferie i New Zealand fra nord til syd

New Zealand er skabt til en kør-selv-ferie. På 29 dage kører I hele landet igennem – fra de subtropiske bugter i Bay of Islands helt mod nord til Fiordlands fjorde og Mount Cooks sneklædte tinder i syd. Undervejs møder I maorikulturen i Rotorua, vandrer mellem vulkaner i Tongariro National Park og sejler over Cook-strædet fra Nordøen til Sydøen.

På Sydøen bliver naturen vildere. I får tre nætter ved Abel Tasmans gyldne strande, to nætter ved Franz Josef-gletsjeren og tid til både Milford Sound og Queenstowns mange aktiviteter, før rejsen slutter ved Mount Cook og Christchurch. Med 15 overnatningssteder og mange hele opholdsdage er ruten lagt an til at opleve landskaberne i roligt tempo – ikke kun at se dem gennem forruden.

Rejsens højdepunkter

Bay of Islands og Waitangi
Rotorua – gejsere og maorikultur
Vulkanerne i Tongariro National Park
Færgen over Cook-strædet og vinlandet ved Blenheim
Abel Tasmans gyldne strande
Franz Josef-gletsjeren og vestkysten
Milford Sound og Fiordland
Queenstown og Mount Cook

Inkluderet i din rejse

Flybillet inkl. forplejning og bagage
28 overnatninger på 15 overnatningssteder
27 dages lejebil og forsikringer
Færge fra Wellington til Picton inkl. bil
Te Pa Tu Maori kulturel oplevelse og middag
Natursejlads i Abel Tasman Nationalparken
Sejltur på Lake Wakatipu Queenstown med TSS Earnslaw
Fuldt dagsprogram og rejsetips undervejs
Skræddersyet planlægning med egen rejsespecialist
FDM Travels Tryghedspakke

Hvorfor vælge os?

Designet af eksperter
Ruter udviklet af erfarne rejsespecialister
Spar tid
Drop researchen - vi har gjort forarbejdet for dig
Fleksible valg
Tilpas tempo, oplevelser og komfort
Fast pris
Ingen skjulte tillæg – det du ser, er det du betaler
Tryghedspakke inkluderet
Nødtelefon 24/7 og hjælp undervejs
FDM Fordele
FDM-medlemmer får 10 % rabat på billejen

Galleri

Kort & Dagsprogram

Vis på kort

Dagsprogram

Dag for dag

Ankomst til Auckland, byen mellem to have

Velkommen til New Zealand og landest største by. Efter den lange flyrejse tager I til hotellet i centrum af Auckland, og resten af dagen er sat af til at lande i roligt tempo. Auckland ligger mellem to havne store havne og over 50 udslukte vulkaner og kaldes "City of Sails" – her er flere både pr. indbygger end næsten noget andet sted i verden. Gå en tur langs havnefronten ved Viaduct Harbour og Wynyard Quarter, hvor restauranterne ligger side om side ud til vandet. Er I friske, kan I tage elevatoren op i Sky Tower og få hele byen og Hauraki-bugten med i ét blik.

Dagens højdepunkter:

  • Viaduct Harbour og havnefronten
  • Udsigten fra Sky Tower
  • Queen Street og byens centrum


Overnatning i Auckland - vælg mellem:

  • M Social Hotel
  • Park Hyatt Hotel

Auckland: vulkaner, havn og storbyliv

En hel dag i Auckland giver tid til at komme jetlag til livs og opleve byen fra både land og vand. Gå op på en af de gamle vulkantoppe som Mount Eden eller One Tree Hill, hvor udsigten strækker sig over byen og begge havne.

Tag færgen fra Downtown Ferry Terminal til Devonport med de victorianske huse og strandpromenaden – eller videre ud til vinøen Waiheke. De modige kan gå over Auckland Harbour Bridge med sikkerhedsline, og de sejlglade kan prøve kræfter med en rigtig America’s Cup-båd på Hauraki-bugten.

Dagens højdepunkter:

  • Mount Eden og One Tree Hill
  • Færgetur til Devonport eller Waiheke
  • Sejlads på Hauraki-bugten


Overnatning i Auckland - vælg mellem:

  • M Social Hotel
  • Park Hyatt Hotel

Auckland til Bay of Islands via kauriskoven (ca. 320 km / ca. 4,5 timer)

I henter lejebilen og kører nordpå mod Northland. Den direkte vej ad østkysten via Mangawhai og Waipu er ca. 230 km, men vi anbefaler omvejen via vestkysten og Dargaville til Waipoua Forest. Her står de ældgamle kauritræer – den største, Tāne Mahuta, er op mod 2.000 år gammel og over 50 meter høj.

Fra skoven kører I tværs over øen til Paihia i Bay of Islands, der bliver jeres base de næste tre nætter. Bugten med de mange små øer er et af New Zealands mest populære feriesteder – og et sandt paradis for alle, der elsker vand.

Dagens højdepunkter:

  • Tāne Mahuta i Waipoua Forest
  • Kai Iwi Lakes
  • Badebyen Paihia
     

Overnatning i Bay of Islands - Vælg mellem:

  • Scenic Hotel Bay of Islands
  • Te Awa Lodge

Bay of Islands: sejlads mellem 144 øer

Bay of Islands består af 144 øer, og dagen er som skabt til at komme ud på vandet. Tag på bådtur til klippeformationen Hole in the Rock ved Cape Brett, hvor delfinerne ofte følger med båden, og gør stop på en af de små øer med hvide strande og vandrestier.

Om eftermiddagen kan I besøge Waitangi Treaty Grounds lige nord for Paihia. Her blev traktaten mellem briterne og maorierne underskrevet i 1840, og stedet er en god indgang til at forstå New Zealands historie. Slut dagen med en tur med færgen til den lille, historiske by Russell.

Dagens højdepunkter:

  • Hole in the Rock og delfiner
  • Waitangi Treaty Grounds
  • Den historiske by Russell
     

Overnatning i Bay of Islands - Vælg mellem:

  • Scenic Hotel Bay of Islands
  • Te Awa Lodge

Bay of Islands: Cape Reinga eller dage ved vandet

Denne dag  i Bay of Islands giver mulighed for at vælge selv. Vil I helt op til landets nordspids, kan I tage på heldagstur til Cape Reinga, hvor Tasmanhavet og Stillehavet mødes ved fyrtårnet, og køre ved de store klitter ved Ninety Mile Beach. Turen er bedst med guide, da lejebiler ikke må køre på stranden.

Vil I hellere tage den med ro, kan I kajakke, snorkle eller blot nyde strandene omkring Paihia. Kerikeri er kendt for sine frugtplantager, vingårde og små producenter – et godt sted til en eftermiddag med lokale smagsoplevelser.

Dagens højdepunkter:

  • Cape Reinga og Ninety Mile Beach
  • Kajak og snorkling i bugten
  • Smagsoplevelser i Kerikeri


Overnatning i Bay of Islands - Vælg mellem:

  • Scenic Hotel Bay of Islands
  • Te Awa Lodge

Bay of Islands til Coromandel-halvøen (ca. 400 km / ca. 6 timer)

Dagens etape er en af turens længste, så kom tidligt af sted. I kører sydpå forbi Auckland og drejer østpå mod Thames og Coromandel-halvøen. Syd for Auckland kommer I hurtigt ud i det grønne landbrugsland igen.

Coromandel er kendt for sin smukke kystlinje, en perlerække af strande og regnskovsklædte bjerge. Vejen langs vestkysten fra Thames er smal og snoet med udsigt over Hauraki-bugten. Jeres base de næste to nætter er Whitianga på østkysten.

Dagens højdepunkter:

  • Byen Thames og vestkysten
  • Coromandel Forest Park
  • Strandbyen Whitianga


Overnatning i Coromandel - vælg mellem:

  • Anchor Lodge
  • Crows Nest

Coromandel: Cathedral Cove og Hot Water Beach

Dagen står på strande og kyst. Gå den smukke sti ned til Cathedral Cove, hvor en kæmpe klippebue skiller to bugter – eller se den fra havet på en bådtur fra Whitianga med glasbund og mulighed for snorkling.

Planlæg dagen efter tidevandet: To timer før og efter lavvande kan I grave jeres egen varme kilde i sandet på Hot Water Beach. Lej en skovl i nærheden, og læg jer i det varme vand med Stillehavet lige foran jer.

Dagens højdepunkter:

  • Cathedral Cove
  • Hot Water Beach
  • Bådtur og snorkling fra Whitianga


Overnatning i Coromandel - vælg mellem:

  • Anchor Lodge
  • Crows Nest

Coromandel til Rotorua via Hobbiton (ca. 230 km / ca. 3,5 timer)

I kører sydpå gennem frodigt landbrugsland, langs søer og skove. Den direkte vej via Tauranga er ganske kort, så der er tid til en omvej mod vest til Matamata og Hobbiton. Filmkulissen fra Ringenes Herre og Hobbitten ligger midt i de bølgende grønne bakker, og den guidede tur slutter med en drik på The Green Dragon.

Om eftermiddagen mærker I den tydelige lugt af svovl i luften – tegnet på, at I nærmer jer Rotorua. Byen ligger omgivet af skove og søer, og undergrunden er levende med geotermisk aktivitet. Området er også et af de bedste steder at møde maorikulturen.

Dagens højdepunkter:

  • Hobbiton-filmsettet
  • Det grønne Waikato
  • Ankomst til geotermiske Rotorua


Overnatning i Rotorua - vælg mellem:

  • Regent of Rotorua
  • Princessa Gate Hotel

 

Rotorua: gejsere, mudderpøle og maorikultur

En hel dag i Rotorua giver tid til at opleve både den boblende undergrund og maorikulturen. I Te Puia ser I Pōhutu-gejseren springe, og I kan følge træskærere og vævere, der viderefører traditioner, som er gået i arv gennem generationer. Mange steder kan I også se kiwien – landets nationalfugl – på tæt hold.
Vi har i dag inkluderet en helt speciel smuk kulturel oplevelse med Maori kulturen helt tæt på, i selskab med Te Pa Tu - en aften med Maori sang, fortællinger og god mad.

Dagens højdepunkter:

  • Te Puia og Pōhutu-gejseren
  • Maori kultur med hāngī-middag
  • Redwood-skoven


Overnatning i Rotorua - vælg mellem:

  • Regent of Rotorua
  • Princessa Gate Hotel

Rotorua til Tongariro National Park via Lake Taupo (ca. 170 km / ca. 2,5 timer)

I fortsætter sydpå forbi de brusende Huka Falls og langs bredden af Lake Taupo – New Zealands største sø, der ligger i krateret af en kæmpe vulkan. Byen Taupo er et godt sted til en frokostpause med udsigt over søen og de sneklædte vulkaner i horisonten.

Dagens mål er Tongariro National Park, New Zealands ældste nationalpark og på UNESCOs verdensarvsliste. De tre vulkaner Ruapehu, Ngauruhoe og Tongariro dominerer landskabet, og om eftermiddagen er der tid til en kortere vandring som Taranaki Falls.

Dagens højdepunkter:

  • Huka Falls
  • Lake Taupo
  • Vulkanlandskabet i Tongariro
     

Overnatning i Tongariro National Park - vælg mellem:

  • Skotel
  • Blue Duck, inkl. morgenmad

Tongariro: Alpine Crossing – vandring mellem vulkaner

Dagen står på vandring og vulkaner i nationalparken: Tongariro Alpine Crossing. Den knap 20 km lange rute går forbi Mount Ngauruhoe, Red Crater og de smaragdgrønne kratersøer Emerald Lakes. Turen tager 6–8 timer, kræver god form og afhænger af vejret, og I skal booke shuttle til og fra startstedet.

Er lysten ikke til den lange tur, eller vil I hellere tage den med ro, er der flere kortere vandringer i nationalparken, fx til Tama Lakes eller gennem regnskoven langs Whakapapa-floden.

Dagens højdepunkter:

  • Tongariro Alpine Crossing
  • Emerald Lakes og Red Crater
  • Kortere vandringer i nationalparken
     

Overnatning i Tongariro National Park - vælg mellem:

  • Skotel
  • Blue Duck, inkl. morgenmad

Tongariro til Wellington – hovedstaden ved havnen (ca. 330 km / ca. 4,5 timer)

Kom tidligt af sted, så I har tid til både turen og Wellington. Vejen går sydpå over det ørkenagtige plateau ved Desert Road og videre gennem landbrugsland og kystbyer som Levin og Otaki til hovedstaden.

Wellington ligger smukt mellem havnen og de grønne bakker og er kendt for sin café- og kunstscene. Besøg nationalmuseet Te Papa med fri entré, tag den røde kabelsporvogn op til Botanisk Have, og find et sted på Cuba Street til aftensmaden.

Dagens højdepunkter:

  • Desert Road
  • Nationalmuseet Te Papa
  • Kabelsporvognen og Cuba Street
     

Overnatning i Wellington - vælg mellem:

  • Museum Hotel
  • QT Hotel

Wellington til Picton med færge over Cook-strædet og videre til Blenheim (ca. 30 km og færge / ca. 4,5 timer)

I dag skifter I ø. I kører bilen om bord på færgen i Wellington, og overfarten over Cook-strædet tager ca. 3,5 time. Den sidste del af sejladsen går gennem de grønne fjorde i Marlborough Sounds – hold øje med delfiner fra dækket.

Fra Picton er der kun en kort køretur til Blenheim, centrum for New Zealands største vinregion. Marlborough er verdenskendt for sin Sauvignon Blanc, og vingårdene ligger tæt omkring byen.

Dagens højdepunkter:

  • Færgen over Cook-strædet
  • Marlborough Sounds
  • Vinbyen Blenheim


Overnatning i Blenheim - vælg mellem:

  • 14th Lane Urban Hotel
  • French Fields Boutique Hotel

Blenheim: vingårde og Marlborough Sounds

Dagen er jeres til at opleve Marlborough. Lej cykler og kør mellem vingårdene på de flade veje omkring Renwick – mange cellar doors serverer frokost blandt vinrankerne.

Er I mere til natur, kan I tage tilbage mod kysten og sejle i Marlborough Sounds, vandre et stykke af Queen Charlotte Track eller padle i kajak på Pelorus-floden, hvor dele af Hobbitten blev filmet.

Dagens højdepunkter:

  • Vinsmagning på cykel
  • Queen Charlotte Track
  • Kajak på Pelorus-floden


Overnatning i Blenheim - vælg mellem:

  • 14th Lane Urban Hotel
  • French Fields Boutique Hotel

Blenheim til Abel Tasman National Park via Nelson (ca. 180 km / ca. 2,5 timer)

I kører vestpå over bakkerne til Nelson, solskinsbyen på Sydøens nordkyst. Byen er kendt for sine kunsthåndværkere, sine mikrobryggerier og et hyggeligt lørdagsmarked – et godt sted at strække benene og spise frokost.

Herfra fortsætter I ad mindre, snoede veje langs Tasman Bay til Marahau ved indgangen til Abel Tasman National Park. Afhængigt af hotellet stiller I bilen og sejler det sidste stykke med vandtaxi. De næste tre nætter bor I midt i et af New Zealands smukkeste kystlandskaber.

Dagens højdepunkter:

  • Solskinsbyen Nelson
  • Bryggerier i Nelson Tasman
  • Vandtaxi ind i Abel Tasman
     

Overnatning i Abel Tasman National Park:

  • Kimi Ora Eco Resort inkl. morgenmad

     

Abel Tasman: Sejlads i nationalparken

Abel Tasman er New Zealands mindste nationalpark, men en af de smukkeste. Gyldne strande, turkisblå bugter og grønne bjerge med bregneskov ligger side om side, og den bedste måde at opleve dem på er fra havet.

Idag har vi inkluderet en smuk og hyggelig sejlads gennem nationalparken, få overblikket over den smukke natur og nyd livet.

Dagens højdepunkter:

  • Sejlads i nationalaparken
  • Sæler ved Tonga Island
  • Abel Tasman Coast Track
     

Overnatning i Abel Tasman National Park:

  • Kimi Ora Eco Resort inkl. morgenmad

Abel Tasman: strandliv og vandring

Dagen i Abel Tasman giver muligheder for afslapning eller aktiviteter, alt efter lysten. Tag en vandtaxi og gå derefter  fra bugt til bugt på kyststien, eller nyd nogle timer med kajaksejlads, eller nyd blot roen og udsigten.

Det er her, ferien får lov at falde til ro, inden I sætter kursen mod Sydøens barske vestkyst i morgen.

Dagens højdepunkter:

  • Anchorage og Bark Bay
  • Vandring på kyststien
  • En dag uden planer
     

Overnatning i Abel Tasman National Park:

  • Kimi Ora Eco Resort inkl. morgenmad

     

Abel Tasman til Hokitika langs vestkysten (ca. 410 km / ca. 6 timer)

Dagens etape går gennem Buller Gorge og Murchison til vestkysten. Fra Westport følger I Great Coast Road sydpå – en af New Zealands smukkeste kystveje med regnskov på den ene side og Tasmanhavet på den anden.

Gør stop i Paparoa National Park ved Punakaiki, hvor de lagdelte kalkstensklipper Pancake Rocks ligner stablede pandekager, og havet presses op gennem blowholes ved højvande. Dagen slutter i Hokitika, den gamle guldgraverby kendt for sin grønne jade, pounamu.

Dagens højdepunkter:

  • Buller Gorge
  • Pancake Rocks i Punakaiki
  • Jadebyen Hokitika
     

Overnatning i Hokitika:

  • Firestation Boutique Hotel

Hokitika til Franz Josef – regnskov og gletsjere (ca. 140 km / ca. 2 timer)

Start dagen med en tur ind til Hokitika Gorge, hvor det turkisblå gletsjervand løber gennem en smal kløft. Derefter fortsætter I sydpå langs kysten med gammel regnskov, vandfald og bjerge på den ene side og havet på den anden.

Dagens mål er Franz Josef, hvor gletsjeren snor sig ned gennem dalen mod regnskoven. Gå Glacier Valley Walk langs Waiho-floden til udsigtspunktet, og slap af i de varme kilder i byen om aftenen. Hvis I har planer om en helikopter- eller flyvetur over området, så bestil til den første dag. I tilfælde af dårligt vejr, kan I når turen i morgen istedet.

Dagens højdepunkter:

  • Hokitika Gorge
  • Flyvetur over gletjeren
  • Glacier Valley Walk
  • Varme kilder i Franz Josef
     

Overnatning i Franz Josef - vælg mellem:

  • Punga Grove 
  • Rainforest Retreat

Franz Josef: gletsjeren fra oven

Den ekstra dag i Franz Josef giver plads til vejret, som skifter hurtigt på vestkysten. Er det klart, er en helikoptertur med landing på gletsjeren dagens store oplevelse – her ser I isfaldene og sneen helt tæt på.

Kør også de 25 km til Fox Glacier og gå rundt om Lake Matheson. På en stille morgen spejler Mount Cook og Mount Tasman sig i søen. Kajakturen på Lake Mapourika er et roligt alternativ, når skyerne hænger lavt.

Dagens højdepunkter:

  • Helikoptertur med gletsjerlanding
  • Lake Matheson og Fox Glacier
  • Kajak på Lake Mapourika
     

Overnatning i Franz Josef - vælg mellem:

  • Punga Grove 
  • Rainforest Retreat

Franz Josef til Wanaka over Haast Pass (ca. 285 km / ca. 4 timer)

I følger nu kysten sydpå til Haast og drejer ind i landet over Haast Pass gennem Mount Aspiring National Park. Gør stop ved Thunder Creek Falls og de klare Blue Pools, hvor gletsjervandet er så rent, at man kan se bunden flere meter nede.

Jo længere ind i landet I kommer, jo mere ændrer landskabet sig fra regnskov til gyldne bakker. Indkørslen langs Lake Hawea og Lake Wanaka er en af turens smukkeste, og dagen slutter i den afslappede by ved Lake Wanaka.

Dagens højdepunkter:

  • Haast Pass
  • Blue Pools
  • Lake Hawea og Lake Wanaka
     

Overnatning i Wanaka:

  • Edgewater Hotel

Wanaka til Te Anau – porten til Fiordland (ca. 240 km / ca. 4 timer)

Tag morgenen med i Wanaka – gå en tur langs søen til det berømte enlige træ, eller vandr op på Mount Iron for udsigtens skyld. Derefter kører I gennem frugt- og vindistriktet Central Otago til Cromwell og videre sydpå langs Lake Wakatipu via Kingston.

Te Anau ligger ved bredden af Lake Te Anau, New Zealands næststørste sø, og er den perfekte base for Fiordland National Park. Om aftenen kan I sejle over søen til glødeormegrotterne.

Dagens højdepunkter:

  • Det enlige træ i Lake Wanaka
  • Central Otago
  • Glødeormegrotterne ved Te Anau
     

Overnatning i Te Anau:

  • Te Anau Lodge inkl. morgenmad

Te Anau: Milford Sound og Fiordland

Dagen er sat af til Milford Sound. Vejen fra Te Anau er i sig selv en oplevelse: Milford Road går gennem Eglinton Valley, forbi Mirror Lakes og gennem Homer Tunnel, før den slynger sig ned mod fjorden. Regn med ca. 2 timers kørsel hver vej uden stop.

En sejltur på Milford Sound er et must. Her sejler I mellem lodrette klippevægge, forbi vandfald og ud til mundingen ved Tasmanhavet. Fjorden er smuk i alt slags vejr – på regnvejrsdage vælder hundredvis af vandfald ned ad klipperne.

Dagens højdepunkter:

  • Milford Road og Homer Tunnel
  • Bådtur på Milford Sound
  • Mirror Lakes
     

Overnatning i Te Anau:

  • Te Anau Lodge inkl. morgenmad

Te Anau til Queenstown langs Lake Wakatipu (ca. 170 km / ca. 3 timer)

En kort køredag giver tid til en sidste tur i Fiordland om morgenen, inden I kører østpå til Kingston og nordpå langs Lake Wakatipu. Vejen følger søen med The Remarkables i baggrunden hele vejen ind til Queenstown.

Queenstown er New Zealands eventyrhovedstad med en smuk placering ved søen. Om eftermiddagen kan I slentre langs havnefronten, smage en Fergburger og nyde solnedgangen over bjergene.

Dagens højdepunkter:

  • Lake Wakatipu
  • The Remarkables
  • Havnefronten i Queenstown
     

Overnatning i Queenstown - vælg mellem:

  • LQ Queenstown by Wyndham
  • The Dairy Private Luxury Hotel

Queenstown: søsejlads, action, vin og Arrowtown

En hel dag i Queenstown, hvor der er noget for alle. De modige kan prøve bungyjump fra Kawarau Bridge, hvor det hele startede, eller suse gennem kløfterne på en jetbåd på Shotover River. Tag gondolen op til Bob’s Peak for den bedste udsigt over byen og søen.
Vi har inkluderet en dejlig rolig sejltur på Wakatipu med den gamle TSS Earnslaw, nyd udsigten til både byen og bjergene fra dækket.

I kan også tage turen til den gamle guldgraverby Arrowtown kun 20 minutter væk, og i Gibbston Valley ligger vingårdene med Pinot Noir tæt. Elsker I Ringenes Herre, kan I tage på 4WD-tur til filmlokationerne omkring Glenorchy.

Dagens højdepunkter:

  • Sejlads med TSS Earnslaw
  • Gondolen til Bob’s Peak
  • Guldgraverbyen Arrowtown
  • Bungy, jetbåd eller vin i Gibbston Valley
     

Overnatning i Queenstown

Queenstown til Mount Cook over Lindis Pass (ca. 260 km / ca. 3,5 timer)

I kører gennem Kawarau Gorge og Cromwell og videre nordpå over Lindis Pass, hvor de gyldne tussock-bakker breder sig til alle sider. Fra Twizel følger I bredden af den turkisblå Lake Pukaki, og for enden af søen tårner Aoraki/Mount Cook sig op.

Vejen ind til Mount Cook Village er en af de mest fotograferede i landet, så tag jer tid til stop undervejs. I bor de næste to nætter i nationalparken, omgivet af New Zealands højeste bjerge.

Dagens højdepunkter:

  • Lindis Pass
  • Lake Pukaki
  • Aoraki/Mount Cook
     

Overnatning i Mount Cook - vælg mellem:

  • The Hermitage Mount Cook
  • Night Sky Cottages Twizel

Mount Cook: Hooker Valley og Tasman-gletsjeren

Start dagen på Hooker Valley Track, den mest populære vandring i nationalparken. Den ca. 10 km lange tur frem og tilbage går over tre hængebroer til en gletsjersø med isflager og udsigt direkte til Mount Cook.

Om eftermiddagen kan I gå op til udsigtspunktet over Tasman Lake eller tage en rundflyvning over gletsjerne. Om aftenen er Mount Cook et af de bedste steder i verden at se stjerner, da området er et officielt mørkereservat.

Dagens højdepunkter:

  • Hooker Valley Track
  • Tasman-gletsjeren
  • Stjernehimlen i mørkereservatet
     

Overnatning i Mount Cook - vælg mellem:

  • The Hermitage Mount Cook
  • Night Sky Cottages Twizel

Mount Cook til Christchurch via Lake Tekapo (ca. 330 km / ca. 5 timer)

I er nu nået til sidste etape på det store New Zealand eventyr. Første stop er Lake Tekapo, hvor den lille stenkirke Church of the Good Shepherd ligger ved den turkisblå sø. Fra november til januar blomstrer lupinerne i alle farver langs bredden.

Herfra kører I over den store, flade Canterbury-slette mod østkysten og Christchurch, New Zealands næststørste by. Efter jordskælvet i 2011 er byen genopbygget med ny arkitektur, street art og et levende centrum omkring floden Avon.

Dagens højdepunkter:

  • Church of the Good Shepherd ved Lake Tekapo
  • Canterbury-sletten
  • Christchurchs nye centrum
  •  

Overnatning i Christchurch - vælg mellem:

  • Breakfree on Cashel
  • Adina Heritage Hotel

Hjemrejse fra Christchurch

Det er rejsens sidste dag. Afhængigt af flytiden kan I nå en gåtur i Hagley Park og Botanisk Have eller en sejltur i punt-båd på floden Avon, før I afleverer lejebilen i lufthavnen og rejser hjem med fire ugers oplevelser i bagagen.

Dagens højdepunkter:

  • Hagley Park og Botanisk Have
  • Punt-sejlads på floden Avon

Flere spændende oplevelser på turen?

Turen er bygget med mange opholdsdage, så I har tid til de oplevelser, der betyder mest for jer. Her er et udvalg af ture, som vi kan anbefale undervejs – fra sejlads i Bay of Islands og vandring mellem vulkaner til helikopterflyvning over Mount Cook.

Pris og bestilling

Prisen inkluderer

✔ Flybillet København–Auckland / Christchurch–København inkl. måltider og bagage
✔ 28 overnatninger i dobbeltværelse på udvalgte hoteller
✔ 27 dages lejebil, inkl. fri km., skatter, kasko- og ansvarsforsikring
✔ Envejsleje på bilen
✔ Færge fra Wellington til Picton inkl. bil
✔ Kulturel Maori oplevelse med middag i Rotorua
✔ Naturskøn sejlads i Abel Tasman nationalparken
✔ Sejllads med TSS Earnslaw på Wakatipu søen, Queenstown
✔ Fuldt dagsprogram og rejsetips undervejs
✔ Skræddersyet planlægning og rådgivning fra egen rejsespecialist
✔ FDM Travels Tryghedspakke med 24/7 nødtelefon og pakkerejsedækning

Prisen inkluderer ikke

✖ Rejse- og afbestillingsforsikring
✖ Selvrisiko på billejen
✖ Måltider
✖ Ikke nævnte udflugter og entréer
✖ NZeTA (online indrejsetilladelse) og turistafgift (IVL)
✖ Benzin, parkering og vejafgifter

Ønsker du at rejse på andre dage, få en skræddersyet rute eller har specifikke ønsker til rejsen.

Eller ring til os på 70 11 60 11

Designet af

Nicoline - Rejsespecialist New Zealand

New Zealand er et af de lande, jeg bliver ved med at vende tilbage til. På den her rute får man det hele: gejsere og maorikultur på Nordøen og gletsjere, regnskov og fjorde på Sydøen. Mit bedste råd er at give sig tid. Gå Tongariro Alpine Crossing, hvis vejret er med jer, og sejl ud på Milford Sound tidligt om morgenen, før dagsturisterne kommer.

FAQ

Hvorfor vælge et roadtrip fra FDM Travel?

Vores roadtrips er designet af erfarne rejsespecialister, der har kørt ruterne og samtidig har et stort lokalkendskab til stederne undervejs. Du får en gennemtænkt rute med nøje udvalgte stop og mulighed for at tilpasse tempo, komfort og oplevelser, så de passer til dine personlige ønsker.

Hvad sker der, når jeg har bestilt?

Efter bestilling tilpasser vi rejsen efter dine valg og bekræfter den inden for tre hverdage. Herefter modtager du dine rejsedokumenter med rutebeskrivelse, overnatninger og praktisk information, så du er godt klar til afgang.

Er alle hoteller garanteret og sikret på forhånd?

Når du bestiller rejsen online, laver du en forhåndsreservation. Herefter gennemgår og reserverer vi dine valg og bekræfter rejsen endeligt inden for tre hverdage. Enkelte overnatningssteder kan i mellemtiden være blevet udsolgt eller ikke længere være ledige af andre årsager. Hvis det er tilfældet, finder vi et tilsvarende alternativ.

Kan jeg ændre i rejsen, hvis mine planer ændrer sig?

Du kan få tilpasset rejsen både før og efter bestilling.

Som en del af FDM Travels Tryghedspakke tilbyder vi ændringer gebyrfrit frem til 30 dage før afrejse. Du kan justere datoer, hoteller og billeje, uden at det koster dig ekstra. Du skal kun betale prisforskellen, hvis ændringen gør rejsen dyrere. Hvis det er tilfældet, eller hvis den ikke kan ændres, gælder vores almindelige vilkår. Det kan du læse om disse i vores handelsbetingelser.

 

Hvilken type hoteller kan jeg forvente?

Du overnatter på nøje udvalgte indkvarteringssteder og hoteller, hvor beliggenhed, komfort og stemning er tænkt ind i rejsen. Ofte bor du tæt på naturen, de lokale oplevelser eller det næste spændende stop på ruten.

Du kan vælge mellem forskellige hotelkategorier, så rejsen passer til dine ønsker til komfort og budget.
 

Hvornår er det bedste tidspunkt at tage på denne tur?

New Zealand ligger på den sydlige halvkugle, så årstiderne er omvendt af vores. Den bedste periode til denne rute er fra oktober til april, hvor dagene er lange og vejret mildest. December til februar er højsæson med det varmeste vejr, mens november og marts ofte giver en god balance mellem vejr, priser og færre turister.

Om vinteren fra juni til august kan sne og is påvirke bjergpassene og Milford Road, og Tongariro Alpine Crossing kræver guide og vinterudstyr. Vejret på vestkysten skifter hurtigt hele året, så pak regntøj uanset sæson.

Hvordan er kørselsforholdene i New Zealand?

I New Zealand kører man i venstre side af vejen. Vejene er generelt i god stand, men mange er smalle og snoede med ensporede broer, så køretiderne bliver ofte længere, end antallet af kilometer antyder. Hastighedsgrænsen er typisk 100 km/t på landevej.

I skal medbringe jeres danske kørekort sammen med et internationalt kørekort eller en godkendt engelsk oversættelse. Planlæg tankning på de længere strækninger på Sydøen, hvor der kan være langt mellem tankstationerne.

Hvordan kommer vi fra Nordøen til Sydøen?

I med færge fra Wellington til Picton over Cook-strædet. Overfarten tager ca. 3,5 time, og den sidste del går gennem de smukke Marlborough Sounds. Færgebilletten er inkluderet i rejsen, og vi sørger for den praktiske planlægning omkring lejebilen, så overgangen fra Nordøen til Sydøen bliver nem.

Hvor lange er køredagene typisk?

De fleste køredage er på 2,5–4,5 timers kørsel uden stop. De to længste etaper er Bay of Islands–Coromandel og Abel Tasman–Hokitika på ca. 400 km og 6 timers kørsel. Til gengæld følges de af opholdsdage, så der er tid til at lade op.

Andre forslag til dig