Ønsker du at rejse på andre dage, få en skræddersyet rute eller har specifikke ønsker til rejsen.
Eller ring til os på 70 11 60 11
Livsnyder‑roadtrip med historiske byer, rolige køredage og 3 inkluderende middage
Dette kulinariske roadtrip gennem Nordtyskland er skabt til jer, der vil rejse i eget tempo og samtidig spise og bo godt undervejs. Ruten begynder i hansestaden Bremen og fører jer videre gennem udvalgte byer i Niedersachsen, hvor bindingsværk, lokale køkkener og historiske bykerner sætter stemningen. Turen fortsætter til charmerende Quedlinburg og afsluttes elegant i Lübeck.
Vi har sammensat rejsen med få, men velvalgte stop og to overnatninger de vigtigste steder, så I får tid til både oplevelser og afslapning. Køredagene er relativt korte og afvekslende, og undervejs er der plads til spontane pauser og små lokale oplevelser. Dag 3, 5 og 6 slutter ekstra godt med inkluderede middage, når I vælger de foreslåede unikke hoteller. De andre aftener giver frihed til selv at vælge restaurant og stemning. Ruten er gennemtænkt - men friheden er jeres.
Rejsens højdepunkter
Inkluderet i din rejse
Hvorfor vælge os?
Ruter udviklet af erfarne rejsespecialister
Drop researchen - vi har gjort forarbejdet for dig
Tilpas tempo, oplevelser og komfort
Ingen skjulte tillæg – det du ser, er det du betaler
Nødtelefon 24/7 og hjælp undervejs
FDM-medlemmer får 10 % rabat på billejen
Galleri
Kort & Dagsprogram
Dagsprogram
-
Overblik: Dag for dag
-
Dag 1: Danmark - Bremen (300 km / 4 timer)
-
Dag 2: Bremen - Hameln - Einbeck - Göttingen (260 km / 4 timer)
-
Dag 3: Göttingen i eget tempo eller dagstur til Duderstadt / Hann. Münden (36-115 km / 3 timer)
-
Dag 4: Göttingen - Harzen - Quedlinburg (130 km / 3 timer)
-
Dag 5: Dagstur til Wernigerode eller Goslar (100-160 km / 2,5-4 timer)
-
Dag 6: Quedlinburg - Lüneburger Heide - Lübeck (330 km / 5 timer)
-
Dag 7: Lübeck - Danmark (90-175 km / 1-2 timer)
-
Tilvalg: Flere spændende oplevelser på turen?
Dag for dag
Danmark - Bremen (300 km / 4 timer)
Jeres kulinariske roadtrip begynder i jeres egen indkørsel hvorfra I sætter kursen i retning af Bremen. Tag jer god tid undervejs og hold pauser, når det passer jer. Drop autobahn og kør ad de almindelige tyske landeveje ned gennem Slesvig-Holsten. Ved ankomst til Bremen mærker I straks byens hansestads-stemning. Brug eftermiddagen på en rolig gåtur i den historiske bykerne, langs Weser-floden eller omkring Marktplatz. Dagen er bevidst holdt let, så I kan lande i ferien uden at skulle nå for meget. Aftenen er fri til at vælge restaurant efter humør, men vi kan anbefale at gå til fiskerikvarteret "Schnoor", hvor restauranter og caféer ligger som perler på en snor. Alternativt området "Das Viertel" (Ostertor og Steintor), som er lidt mere hipt.
Dagens højdepunkter:
- Køreturen fra Danmark til Bremen
- Møde med Bremen og den historiske bykerne
- Blød start på ferien
Overnatning i Bremen:
- ibis budget Bremen City Center - ingen middag
- Parkhotel Bremen - ingen middag (anbefalet hotel)
Bremen - Hameln - Einbeck - Göttingen (260 km / 4 timer)
I forlader Bremen i roligt tempo og sætter kursen mod sydøst ad de tyske landeveje. Første stop er Hameln, hvor den historiske bykerne og de smukke bindingsværkshuse indbyder til en kort gåtur. Her er det oplagt at tage en kaffepause og måske smage en lokal kage, inden turen fortsætter. Videre mod Einbeck, kendt for sin stolte øltradition og charmerende centrum og bilmekkaet PS. Speicher, som I bør bruge et par timer på. Nyd også frokosten her samt et lille glas øl, der passer til byen og historien. Det er et uformelt smagsstop, ikke en tung oplevelse. Sidst på eftermiddagen ankommer I til hotellet nær Göttingen, hvor aftenen kan bruges på afslapning, en kort gåtur og et glas vin eller øl i baren, inden I går til ro.
Dagens højdepunkter:
- Smuk køredag med plads til spontane stop
- Rottefængerbyen Hameln
- Ølbyen Einbeck og bilmekkaet P.S. Speicher
Overnatning syd for Göttingen:
- Hotel Rennschuh - ingen middag
- Romantik Hotel Landhaus Biewald - inkl en 3 retters middag (anbefalet hotel)
Göttingen i eget tempo eller dagstur til Duderstadt / Hann. Münden (36-115 km / 3 timer)
I dag kan I vælge det tempo, der passer jer bedst. Tager I ind til Göttingen, kan dagen bruges på at opleve byens levende universitetsmiljø, små specialbutikker og hyggelige caféer. Gør frokosten til en lokal oplevelse - måske et let måltid kombineret med et glas vin eller en lokal øl, og nyd at have god tid uden så meget transport.
Har I lyst til mere variation, kan I tage på en lidt længere dagsudflugt i bil. Start fx. i Duderstadt, hvor bindingsværk og historisk stemning danner rammen om en rolig formiddagspause. I kan også overveje Hann. Münden, hvor tre floder mødes, og hvor frokosten kan nydes ved vandet. Uanset valg, rundes dagen af tilbage på hotellet syd for Göttingen med en lækker 3-retters middag af kokken Daniel Raub.
Dagens højdepunkter:
- Valgfri dag: byliv i Göttingen eller længere dagsudflugt i bil
- Bindingsværk i Duderstadt og flodstemning i Hann. Münden
- Inkluderet 3-retters middag som kulinarisk afslutning på dagen
Overnatning syd for Göttingen:
- Hotel Rennschuh - ingen middag
- Romantik Hotel Landhaus Biewald - inkl en 3 retters middag (anbefalet hotel)
Göttingen - Harzen - Quedlinburg (130 km / 3 timer)
I forlader nu området omkring Göttingen og kører mod Harzen ad mindre veje, hvor landskabet gradvist ændrer karakter. De åbne marker og bløde bakker afløses af tæt skov, højdedrag og snoede strækninger, som gør køreturen til en oplevelse i sig selv. I stedet for at krydse Harzen hurtigt, er dagens fokus selve ruten, dvs. korte stop ved udsigtspunkter, små landsbyer og pauser, hvor I mærker, at I er på vej ind i et nyt landskab. Nyd frokosten på en kro eller café undervejs - med noget regionalt på tallerkenen. Det er første smag af Harzen - men ikke hele fortællingen. Sidst på eftermiddagen ruller I ned mod Quedlinburg, hvor bindingsværk, brosten og historisk stemning tager over. Brug aftenen på en rolig byvandring og et glas i byen, inden I går til ro.
Dagens højdepunkter:
- Den smukke kørerute gennem Harzen via skov og højdedrag
- Første kulinariske møde med Harzen - enkelt og uformelt
- Ankomst til Quedlinburg og aftenstemning med bindingsværk
Overnatning i Quedlinburg:
- Best Western Hotel Schlossmuehle - ingen middag
- Romantik Hotel am Brühl - inkl. en 3-retters middag (anbefalet hotel)
Dagstur til Wernigerode eller Goslar (100-160 km / 2,5-4 timer)
I dag er sat af til at opleve Harzen i et roligt tempo, hvor naturen og de små bymiljøer får lov at fylde. Start med den nemme køretur langs Harzens nordlige del og vælg én hoveddestination for dagen, fx Wernigerode (kortere dagstur) eller Goslar (lidt længere dagstur). Brug formiddagen på at gå en tur i byen, kigge ind i lokale specialbutikker og tage en kaffepause, når I finder det rigtige sted. Fortsæt derefter ad de mindre bjergveje gennem Harzens skove og højdedrag og læg en frokostpause, hvor det føles naturligt. Eftermiddagen kan bruges på udsigtstop eller en let gåtur, inden I kører tilbage til Quedlinburg. Aftenen afrundes med et kulinariske højdepunkt her: inkluderet 3-retters middag på hotellet.
Dagens højdepunkter:
- Dagsudflugt til Wernigerode eller Goslar
- Smuk kørsel på Harzens mindre veje gennem skov og højdedrag
- Inkluderet middag som kulinarisk finale på dagen
Overnatning i Quedlinburg:
- Best Western Hotel Schlossmuehle - ingen middag
- Romantik Hotel am Brühl - inkl. en 3-retters middag (anbefalet hotel)
Quedlinburg - Lüneburger Heide - Lübeck (330 km / 5 timer)
Efter morgenmaden forlader I Quedlinburg og kører nordpå ud af Harzen. Landskabet åbner sig gradvist, og ruten byder på flere oplagte stop, som kan tilpasses jeres tempo. Første mulighed er Wolfenbüttel, kendt for sin velbevarede bykerne og hyggelige gader, et fint sted til en kort formiddagspause. Videre mod Braunschweig kan I vælge at strække benene omkring torvet og nyde byens mere urbane stemning. Midt på dagen passerer I Celle, som er et oplagt frokoststop. Her kan I finde en klassisk nordtysk ret i bindingsværksomgivelserne. Sidst på eftermiddagen fortsætter I gennem Lüneburger Heide og ankommer til Lübeck, hvor stemningen skifter til historisk hansestad. Brug tiden på en kort gåtur, inden aftenen afrundes med inkluderet middag - turens kulinariske finale i elegante rammer.
Dagens højdepunkter:
- Fleksible stop i Wolfenbüttel og Braunschweig
- Frokost i Celle med klassisk nordtysk køkken
- Ankomst til Lübeck og inkluderet 3‑retters middag
Overnatning i Lübeck:
Lübeck - Danmark (90-175 km / 1-2 timer)
Turens sidste dag starter roligt. Lübeck egner sig godt til en afsluttende formiddagstur, måske en gåtur i den gamle bydel, et sidste kig i en specialbutik eller en kaffe, inden I sætter jer i bilen. Hjemturen mod Danmark er bevidst holdt uden program, så I kan køre i jeres eget tempo og holde pauser, når det passer jer. Overvej et sidste stop undervejs, fx. ved kysten eller i en mindre by, for at strække benene og samle tankerne. I kan også overveje at handle inden i krydser grænsen eller tager færgen.
Det er dagen, hvor indtrykkene får lov at falde på plads, og hvor turen rundes af uden hastværk.
Dagens højdepunkter:
- Rolig morgen og formiddag i Lübeck
- Fleksibel hjemrejse med plads til pauser og shopping
- Afslutning på en velafbalanceret roadtrip i Tyskland
Flere spændende oplevelser på turen?
Vi har på denne tur valgt at inkludere to oplevelsesture i hhv. Einbeck og Quedlinburg. Der er dog også andre spændende muligheder undervejs på turen rundt i det tyske.
Ture inkluderet i den samlede pris:
✔ Entré til bilmekkaet PS.SPEICHER i Einbeck (1-3 timer)
✔ Vægtertur gennem Quedlinburg om aftenen (1,5 time)
Pris og bestilling
Prisen inkluderer
✔ 6 overnatninger i dobbeltværelse
✔ Morgenmad på hele rejsen
✔ 3 kulinariske middage (ved valg af unikke hoteller)
✔ Entré til PS.SPEICHER i Einbeck
✔ Vægtertur gennem Quedlinburg
✔ Fuldt dagsprogram og rejsetips undervejs
✔ FDM Travels Tryghedspakke med 24/7 nødtelefon og pakkerejsedækning
Prisen inkluderer ikke
✖ Turistskatter på hoteller
✖ Færge, bro- og tunnelafgifter
✖ Parkering (også v. hoteller)
✖ Entré til museer og attraktioner
Ønsker du at rejse på andre dage, få en skræddersyet rute eller har specifikke ønsker til rejsen.
Eller ring til os på 70 11 60 11
Designet af
FAQ
Vores roadtrips er designet af erfarne rejsespecialister, der har kørt ruterne og samtidig har et stort lokalkendskab til stederne undervejs. Du får en gennemtænkt rute med nøje udvalgte stop og mulighed for at tilpasse tempo, komfort og oplevelser, så de passer til dine personlige ønsker.
Efter bestilling tilpasser vi rejsen efter dine valg og bekræfter den inden for tre hverdage. Herefter modtager du dine rejsedokumenter med rutebeskrivelse, overnatninger og praktisk information, så du er godt klar til afgang.
Når du bestiller rejsen online, laver du en forhåndsreservation. Herefter gennemgår og reserverer vi dine valg og bekræfter rejsen endeligt inden for tre hverdage. Enkelte overnatningssteder kan i mellemtiden være blevet udsolgt eller ikke længere være ledige af andre årsager. Hvis det er tilfældet, finder vi et tilsvarende alternativ.
Du kan få tilpasset rejsen både før og efter bestilling.
Som en del af FDM Travels Tryghedspakke tilbyder vi ændringer gebyrfrit frem til 30 dage før afrejse. Du kan justere datoer, hoteller og billeje, uden at det koster dig ekstra. Du skal kun betale prisforskellen, hvis ændringen gør rejsen dyrere. Hvis det er tilfældet, eller hvis den ikke kan ændres, gælder vores almindelige vilkår. Det kan du læse om disse i vores handelsbetingelser.
Forår og sensommer er ideelle tidspunkter, hvor vejret er mildt i Tyskland, og byerne er levende uden at være overfyldte. Sommeren fungerer også fint, især med turens rolige tempo og korte køredage. Efteråret byder på smukke farver og et ekstra kulinarisk fokus i regionerne.
Kørselsforholdene er generelt gode og velegnede til almindelige bilister. Ruten består af en kombination af motorveje i Tyskland og derefter helt almindelige og meget smukke landeveje rundt i Bremen og Niedersachsen, helt uden teknisk krævende kørsel. Vejenes standard er høj, og vi har sammensat ruten, så den er overskuelig og behagelig.
Tyske motorveje er gratis for personbiler mens det kræver et tysk miljømærke at køre ind i mange byer. Ved besøg i byer langs ruten kræves dette miljømærkat i forruden, som er en engangsudgift. Mærkatet kan købes online hos FDM.
De fleste dage i Tyskland ligger kørslen på ca. 2-3 timer. Kun enkelte stræk kan være lidt længere ud over ud- og hjemrejsedagene, men de er bevidst placeret, så der stadig er god tid til pauser og oplevelser undervejs.
De inkluderede middage er nøje udvalgt som kulinariske højdepunkter på turen og giver jer en smagsoplevelse af de regioner I rejser igennem. Middagene serveres på hotellerne og består typisk af en fast menu eller flere retter, hvor lokale råvarer og specialiteter er i fokus.
- Dag 3: Romantik Hotel Landhaus Biewald - "Restaurant Genießer Stube" - 6 retter
- Dag 5: Romantik Hotel am Brühl - "Restaurant Für Liebhaber" - 3 retter
- Dag 6: Romantik Hotel Friederikenhof - "Restaurant 1857" - 3 retter
Drikkevarer er som udgangspunkt ikke inkluderet, så I har mulighed for selv at vælge vin, saft eller øl der passer til menuen. De øvrige aftener er bevidst friholdt, så I kan vælge restauranter og oplevelser efter egen smag undervejs.
Bemærk: Indhold og antal retter kan ændre sig i tilfælde af fx lukkedage, sæsonvariationer eller ændringer hos restauranterne. I sådanne tilfælde tager vi kontakt for at aftale nærmere.
I bor på udvalgte unikke hoteller med fokus på beliggenhed, god stemning og ikke mindst kulinariske højdepunkter.
Turen er primært designet til voksne par. Tempoet, indholdet og køredagene egner sig bedst til jer, der ønsker ro, fordybelse og kulinariske oplevelser. Turen kan gennemføres med store børn, men er ikke målrettet børnefamilier. Tag kontakt hvis I ønsker en skræddersyet roadtrip med fokus på familiens mindste.