Australiens østkyst: Storby, strand og regnskov

Fra Sydneys havn til tropisk regnskov og Great Barrier Reef

New South Wales og Queensland, Australien
28 dage
Multi-stop
3.480 km
Perfekt til par
Designet af Mette Majbritt

Ønsker du at rejse på andre dage, få en skræddersyet rute eller har specifikke ønsker til rejsen.

Eller ring til os på 70 11 60 11

28 dages roadtrip langs Australiens østkyst fra Sydney til Port Douglas

Australiens østkyst er en af verdens store roadtrips. I begynder blandt Sydneys havneikoner og fortsætter gennem Blue Mountains, charmerende kystbyer og grønne nationalparker, hvor regnskoven gror helt ned til stranden. Undervejs bor I i gode baser i Port Stephens, Byron Bay, Noosa og Airlie Beach, mens K’gari og Magnetic Island giver rejsen dage væk fra fastlandet.

Mod nord bliver landskabet mere tropisk. I ser kænguruer på stranden ved Cape Hillsborough, sejler til Whitehaven Beach og snorkler ved Great Barrier Reef. Atherton Tablelands byder på vandfald og højland, før de sidste dage i Port Douglas giver en rolig afslutning, hvor Daintree-regnskoven møder revet. Med 15 overnatningssteder og mange hele opholdsdage er der tid til både strande, vandreture og dyreliv.

Rejsens højdepunkter

Sydney – havneby og strandliv
Blue Mountains og Three Sisters
Byron Bay og Lamingtons regnskov
Noosa og K’gari – verdens største sandø
Kænguruer på stranden ved Cape Hillsborough
Whitsundays og Whitehaven Beach
Magnetic Island og Atherton Tablelands
Great Barrier Reef og Daintree-regnskoven

Inkluderet i din rejse

Flybillet inkl. forplejning og bagage
27 overnatninger på 15 overnatningssteder
24 dages lejebil og forsikringer
Guidet rundvisning i Sydney Operahus
Guidet Eco Safari i Noosa Everglades
Heldags guidet tur til Great Barrier Reef
Fuldt dagsprogram og rejsetips undervejs
FDM Travels Tryghedspakke

Hvorfor vælge os?

Designet af eksperter
Ruter udviklet af erfarne rejsespecialister
Spar tid
Drop researchen - vi har gjort forarbejdet for dig
Fleksible valg
Tilpas tempo, oplevelser og komfort
Fast pris
Ingen skjulte tillæg – det du ser, er det du betaler
Tryghedspakke inkluderet
Nødtelefon 24/7 og hjælp undervejs
FDM Fordele
FDM-medlemmer får 10 % rabat på billejen

Galleri

Kort & Dagsprogram

Vis på kort

Dagsprogram

Dag for dag

Ankomst til Sydney – havnebyen ved Stillehavet

Velkommen til Australien og Sydney. Efter den lange flyrejse er første dag sat af til at lande i roligt tempo. Når I har tjekket ind, kan I slentre ned til Circular Quay, hvor Operahuset og Harbour Bridge rammer havnen ind, og færgerne sejler ud og ind i en lind strøm.

Tag en kort tur gennem de historiske gader i The Rocks, og find et sted ved vandet til aftensmaden. Gem de store oplevelser til i morgen – en blød start er den bedste kur mod jetlag.

Dagens højdepunkter:

  • Circular Quay og havnefronten
  • Operahuset og Harbour Bridge
  • The Rocks

Overnatning i Sydney - vælg mellem: 

  • The Vibe Hotel Sydney
  • The Sebel

Sydney: Operahus, havnefærger og strandliv

En hel dag i Sydney giver tid til at opleve denne spændende by fra både land og vand. Vi har inkluderet en fascinerende guidet rundvisning i et af verden helt store landemærker, Utzon´s Operahus. Tag også en tur gennem Royal Botanic Garden bag operahuset til udsigtspunktet Mrs Macquarie’s Chair. Den klassiske færgetur fra Circular Quay til Manly er en af byens bedste – og billigste – sightseeingture.

Har I mere lyst til strand, kan I tage bussen til Bondi Beach og gå kyststien til Coogee forbi klipper, havbassiner og små bugter. Om aftenen summer havnen af liv, og det er svært at finde en smukkere kulisse til et glas vin.

Dagens højdepunkter:

  • Operahuset
  • Royal Botanic Garden
  • Færgetur til Manly
  • Kyststien fra Bondi til Coogee
     

Overnatning i Sydney - vælg mellem: 

  • The Vibe Hotel Sydney
  • The Sebel

Sydney til Blue Mountains – udsigter og eukalyptusskov (105 km / ca. 1,5 timer)

I henter lejebilen og kører vestpå ud af storbyen mod Blue Mountains, der har fået navn efter det blå skær, eukalyptusskoven kaster over dalene. Kort efter Sydneys forstæder stiger vejen op i bjergene, og luften bliver køligere.

Ved Echo Point i Katoomba står I over for Three Sisters og den dybe Jamison Valley. Gå en af de korte stier langs kanten, eller tag med Scenic World ned i regnskoven i bunden af dalen. Afslut dagen i den hyggelige bjergby Leura med caféer og gallerier.

Dagens højdepunkter:

  • Echo Point og Three Sisters
  • Vandreture langs klippekanten
  • Bjergbyerne Katoomba og Leura
     

Overnatning i Katoomba , Blue Mountains - vælg mellem: 

  • Carrington Hotel
  • Liliansfels Blue Mountains

Blue Mountains til Port Stephens via Hunter Valley (300 km / ca. 4 timer)

Fra bjergene går turen nordøst mod kysten. Undervejs kan I gøre holdt i Hunter Valley, et af Australiens ældste vinområder, hvor vingårde og små gårdbutikker inviterer til en pause med smagsprøver – husk, at chaufføren skal holde sig til druesaften.

Om eftermiddagen når I Port Stephens, en halvø med rolige bugter, hvide strande og et skønt maritimt tempo. Nyd aftensolen over Nelson Bay, inden I lander i jeres base for de næste to nætter.

Dagens højdepunkter:

  • Vingårde i Hunter Valley
  • Ankomst til Port Stephens
  • Aftenstemning ved Nelson Bay
     

Overnatning i Port Stephens - vælg mellem: 

  • Oaks Port Stephens Pacific Blue
  • Anchorage Hotel

Port Stephens: delfiner, klitter og bugter

En hel dag uden kørsel mellem hoteller. Port Stephens er kendt for sine flokke af delfiner, og en bådtur i bugten giver gode chancer for at se dem tæt på. Fra Tomaree Head har I en af kystens flotteste udsigter ud over øerne og Stillehavet.

Mod syd ligger Stockton Beach med de største kystklitter på den sydlige halvkugle. Her kan I prøve sandboarding eller en tur i firehjulstrækker – eller blot finde jeres egen strand og nyde roen.

Dagens højdepunkter:

  • Delfinsafari i bugten
  • Udsigten fra Tomaree Head
  • Stockton Beachs klitter
     

Overnatning i Port Stephens - vælg mellem: 

  • Oaks Port Stephens Pacific Blue
  • Anchorage Hotel

Port Stephens til Coffs Harbour langs Pacific Coast (350 km / ca. 4 timer)

I dag følger I kysten nordpå gennem New South Wales. Ruten byder på små kystbyer, flodmundinger og nationalparker, så planlæg et par stop undervejs – fx ved Port Macquarie, hvor I kan strække benene ved havnen eller besøge byens koala-hospital.

Coffs Harbour ligger, hvor de grønne bakker med banan-plantager møder havet. Gå ud til Muttonbird Island ved havnen og se solen gå ned over byen.

Dagens højdepunkter:

  • Kystbyer langs Pacific Coast
  • Stop i Port Macquarie
  • Muttonbird Island ved solnedgang
     

Overnatning i Coffs Harbour - vælg mellem: 

  • Breakfree Aunuka
  • Club Wyndham

Coffs Harbour: regnskov, strande og Dorrigo

Brug dagen i jeres eget tempo. Kør op i bjergene til Dorrigo National Park, hvor gangbroen Skywalk svæver over trætoppene i en UNESCO-beskyttet regnskov, og flere korte stier fører til vandfald.

Eftermiddagen kan bruges ved stranden eller i den afslappede by Bellingen ved Never Never River. Coffs Harbour er også et godt sted at prøve surfing for første gang.

Dagens højdepunkter:

  • Dorrigo National Park og Skywalk
  • Bellingen
  • Strandtid i Coffs Harbour
     

Overnatning i Coffs Harbour - vælg mellem: 

  • Breakfree Aunuka
  • Club Wyndham

Coffs Harbour til Byron Bay – surf og fyrtårn (235 km / ca. 3 timer)

Turen fortsætter nordpå mod Byron Bay, en af Australiens mest elskede kystbyer. Undervejs kan I gøre ophold ved Yamba, hvor flodmundingen og de små strande indbyder til en frokostpause.

Byron Bay har en afslappet surferstemning, gode caféer og et væld af små butikker. Gå op til fyrtårnet på Cape Byron ved solnedgang – herfra er der udsigt over Australiens østligste punkt.

Dagens højdepunkter:

  • Kystbyen Yamba
  • Afslappet stemning i Byron Bay
  • Solnedgang ved Cape Byron
     

Overnatning i Byron Bay - vælg mellem: 

  • Aloha Byron Bay
  • Crystalbrooke Byron

Byron Bay: Australiens østligste punkt

Stå tidligt op og gå Cape Byron Walking Track rundt om fyrtårnet. Stien går langs klipperne og gennem regnskov, og om morgenen kan I være heldige at se delfiner i bølgerne – og i vintermånederne hvaler på vej forbi kysten.

Resten af dagen er jeres egen. Tag en surftime, en kajaktur med delfiner, eller kør ind i baglandet til markedsbyerne Bangalow og Mullumbimby med deres caféer og lokale producenter.

Dagens højdepunkter:

  • Cape Byron Walking Track
  • Kajak eller surf i bugten
  • Baglandsbyen Bangalow
     

Overnatning i Byron Bay - vælg mellem: 

  • Aloha Byron Bay
  • Crystalbrooke Byron

Byron Bay til Lamington National Park – ind i regnskoven (155 km / ca. 2,5 timer)

I dag krydser grænsen til Queensland og bytter kyst for bjerge. Vejen snor sig op gennem baglandet bag Gold Coast til Lamington National Park, en del af Gondwana-regnskovene, der er på UNESCOs verdensarvsliste.

Når I når frem, er I omgivet af urgammel regnskov, farverige papegøjer og fuglesang. Tag en kort tur ad trætopsstien, og nyd stilheden, når dagsturisterne er kørt hjem.

Dagens højdepunkter:

  • Gondwana-regnskoven
  • Trætopsstien
  • Fuglelivet i Lamington
     

Overnatning i Lamington National Park - vælg mellem: 

  • O´Reillys Guesthouse
  • Binna Burra Lodge

Lamington National Park: vandfald og trætoppe

En hel dag i regnskoven. Lamington har et stort netværk af stier, fra korte ture til vandfald til heldagsvandringer langs bjergkammen med udsigt mod kysten. Tag tidligt afsted, mens luften er kølig og dyrene er aktive.

Hold øje med pademelons – små kænguruer, der lever i skovbunden – og de farvestrålende kongepapegøjer. Om aftenen kan I tage med på en guidet natvandring og se skoven fra en helt anden side.

Dagens højdepunkter:

  • Vandrestier til vandfald
  • Pademelons og kongepapegøjer
  • Natvandring i regnskoven
     

Overnatning i Lamington National Park - vælg mellem: 

  • O´Reillys Guesthouse
  • Binna Burra Lodge

Lamington til Noosa via Glass House Mountains til Noosa (270 km / ca. 4 timer)

I kører nordpå forbi Brisbane mod Sunshine Coast. Gør holdt i Glass House Mountains, hvor vulkanske tinder rejser sig dramatisk over landskabet – udsigtspunktet ved Wild Horse Mountain giver et godt overblik.

Om eftermiddagen når I Noosa, en af Queenslands mest charmerende badebyer. Slentr ad Hastings Street og ned til Main Beach, hvor nationalparken begynder lige for enden af stranden.

Dagens højdepunkter:

  • Glass House Mountains
  • Hastings Street i Noosa
  • Main Beach
     

Overnatning i Noosa - vælg mellem: 

  • Noosa River Retreat
  • The Sebel Noosa

Noosa: kyststi, koalaer og Everglades

Gå kyststien gennem Noosa National Park fra Main Beach til Hell’s Gate. Stien går forbi små bugter som Tea Tree Bay, og koalaer gemmer sig ofte i eukalyptustræerne langs ruten.

Idag har vi inkluderet en halvdags tur ind i Noosa Everglades med kajaksejlads og badning. Området er ét af kun to everglades-systemer i verden, hvor det mørke vand spejler himlen .

Dagens højdepunkter:

  • Noosa National Parks kyststi
  • Koalaer i trætoppene
  • Noosa Everglades
     

Overnatning i Noosa - vælg mellem: 

  • Noosa River Retreat
  • The Sebel Noosa

Noosa til K’gari – verdens største sandø (190 km / ca. 3 timer)

I dag skal I til K’gari (tidligere Fraser Island), verdens største sandø og en del af UNESCOs verdensarv. Kør via Rainbow Beach, hvor de farvede sandklipper lyser i rødt, okker og hvidt, inden I ved Hervey Bay parkerer bilen og  tager færgen over til øen. På K’gari er der ingen asfaltveje, og det er ikke tilladt at medbringe lejebiler – her kører man kun i firehjulstrækker, og derfor anbefaler vi at opleve øen på en guidet tur. Første aften kan I nyde solnedgangen over vandet på øens vestside.

Dagens højdepunkter:

  • De farvede sandklipper ved Rainbow Beach
  • Færgeoverfarten til K’gari
  • Solnedgang på vestkysten
     

Overnatning i Noosa - vælg mellem: 

  • K´gari Beach Resort
  • Kingfisher Bay Resort, inkl. guidet tur

K’gari: klare søer og 75 Mile Beach

En hel dag på øen. Lake McKenzie med krystalklart ferskvand og kridhvidt sand er et af Australiens smukkeste badesteder. Videre går det gennem regnskov, der vokser direkte i sandet, og ud til 75 Mile Beach, der fungerer som både strand og landevej.

Langs stranden ligger skibsvraget Maheno og den klare bæk Eli Creek, hvor I kan lade jer drive med strømmen. Hold øje med dingoerne – og hold afstand, de er vilde dyr.

Dagens højdepunkter:

  • Lake McKenzie
  • 75 Mile Beach og Maheno-vraget
  • Eli Creek
     

Overnatning i Noosa - vælg mellem: 

  • K´gari Beach Resort
  • Kingfisher Bay Resort, inkl. guidet tur

K’gari til Hervey Bay – hvalernes bugt (25 km / ca. 30 minutter)

En kort rejsedag. Efter færgen tilbage til fastlandet venter Hervey Bay, en rolig kystby med en lang strandpromenade og den over en kilometer lange Urangan Pier.

Fra juli til oktober er Hervey Bay et af verdens bedste steder at se pukkelhvaler, der hviler sig i bugten på vej sydpå. Resten af året er eftermiddagen perfekt til en pause efter dagene på øen.

Dagens højdepunkter:

  • Urangan Pier
  • Strandpromenaden
  • Hvalsafari (juli–oktober)


Overnatning i Noosa: 

  • Ramada by Wyndham Hervey Bay

Hervey Bay til Yeppoon – Capricorn Coast (425 mk / ca. 5 timer)

Idag er en af feriens længere køredage, hvor landskabet langsomt bliver mere tropisk. I krydser Stenbukkens vendekreds ved Rockhampton, Australiens oksekødshovedstad, og fortsætter ud til kysten.

Yeppoon er en afslappet kystby på Capricorn Coast med palmer, en hyggelig lagune ved stranden og udsigt mod øerne i det sydlige Great Barrier Reef. Perfekt til en stille aften efter dagens kilometer.

Dagens højdepunkter:

  • Stenbukkens vendekreds
  • Capricorn Coast
  • Lagunen i Yeppoon


Overnatning i Yeppoon: 

  • Salt Apartments Yeppoon

Yeppoon til Cape Hillsborough – vild kystnatur (400 km / ca. 4,5 timer)

Turen fortsætter nordpå gennem sukkerrørsmarker mod Mackay, en tropisk by med art deco-bygninger og en levende havn. Herfra er der kort vej ud til Cape Hillsborough National Park.

Nationalparken er en lille perle med vulkanske klipper, regnskov og en strand, hvor kun bølgerne og fuglene bryder stilheden. Gå den korte sti op til udsigtspunktet, og gå tidligt i seng – i morgen tidlig venter en særlig oplevelse.

Dagens højdepunkter:

  • Sukkerrørsmarker ved Mackay
  • Art deco i Mackay
  • Cape Hillsborough National Park


Overnatning ved Mackay/Cape HIllsboroug - vælg mellem: 

  • Oaks Mackay Rivermarque
  • Mantra Mackay

Cape Hillsborough: kænguruer i solopgangen

Stå op før solen. På stranden ved Cape Hillsborough kommer kænguruer og wallabyer ned til vandkanten ved daggry – et af de mest ikoniske syn i Australien og en oplevelse, mange husker som rejsens højdepunkt.

Resten af dagen er rolig. Gå stierne til Hidden Valley og ud til Wedge Island ved lavvande, eller kør op i Eungella National Park, hvor I med lidt held kan se næbdyr i floden.

Dagens højdepunkter:

  • Kænguruer på stranden ved solopgang
  • Wedge Island ved lavvande
  • Næbdyr i Eungella
     

Overnatning ved Mackay/Cape HIllsboroug - vælg mellem: 

  • Oaks Mackay Rivermarque
  • Mantra Mackay

Cape Hillsborough til Airlie Beach – porten til Whitsundays (150 km / ca. 2 timer)

En kort køretur bringer jer til Airlie Beach, porten til de 74 Whitsunday-øer. Byen har en livlig havn, en kunstig lagune ved strandpromenaden og et væld af restauranter.

Brug eftermiddagen på at finde jer til rette, og gå en tur langs Bicentennial Walkway. Book gerne morgendagens sejltur i god tid – det er en af rejsens store oplevelser.

Dagens højdepunkter:

  • Airlie Beach Lagoon
  • Bicentennial Walkway
  • Udsigt over Whitsunday-øerne


Overnatning ved Airlie Beach - vælg mellem: 

  • Toscana Village Resort
  • Cora Sea Marina Resort

Whitsundays: Whitehaven Beach og koralrev

Dagen er sat af til Whitsundays. Sejl ud til Whitehaven Beach, hvor det næsten rene kvartssand er blandt de hvideste i verden, og gå op til udsigtspunktet over Hill Inlet, hvor sand og turkis vand blander sig i hvirvlende mønstre.

Mange ture kombinerer stranden med snorkling ved koralrevene mellem øerne. Vil I se revet fra oven, er en tur med vandflyver over Heart Reef en uforglemmelig oplevelse.

Dagens højdepunkter:

  • Whitehaven Beach
  • Udsigten over Hill Inlet
  • Snorkling i Great Barrier Reef
     

Overnatning ved Airlie Beach - vælg mellem: 

  • Toscana Village Resort
  • Cora Sea Marina Resort

Airlie Beach til Magnetic Island – koalaernes ø (275 km / ca. 3,5 timer)

I fortsætter nu nordpå til Townsville, Queensland andenstørste by. Herfra sejler færgen til Magnetic Island på omkring 20 minutter.  Det er ikke tilladt at tage lejebilen med til øen, så I parkerer på fastlandet og tager færgen over. Over halvdelen af øen er nationalpark, og den har en af Australiens største bestande af vilde koalaer. Gå Forts Walk om eftermiddagen – stien går forbi ruinerne fra 2. verdenskrig, og koalaerne sover ofte i træerne lige ved stien. Afslut med solnedgang ved Horseshoe Bay.

Dagens højdepunkter:

  • Færgeturen fra Townsville
  • Forts Walk og vilde koalaer
  • Solnedgang i Horseshoe Bay
     

Overnatning ved Airlie Beach - vælg mellem: 

  • Tropicals Palms Resort
  • Peppers Blue Resort

Magnetic Island til Atherton Tablelands – vandfald og højland (340 km / ca. 4 timer)

Efter morgenfærgen henter I bilen og kører nordpå langs den tropiske kyst. Mission Beach er et oplagt frokoststop – her møder regnskoven stranden, og I kan være heldige at se den sjældne Kasuar.

Herefter stiger vejen op til Atherton Tablelands, et frodigt højland med mejerier, kaffeplantager og kølig luft. Om aftenen kan I lede efter næbdyr i Peterson Creek ved landsbyen Yungaburra.

Dagens højdepunkter:

  • Mission Beach
  • Vejen op i højlandet
  • Næbdyr ved Yungaburra
     

Overnatning ved Atherton Tablelands - vælg mellem: 

  • RoseGums Treehouses
  • The Canopy

Atherton Tablelands: kratersøer og regnskov

Kør Waterfall Circuit med Millaa Millaa Falls, Zillie Falls og Ellinjaa Falls – det første er et af Australiens mest fotograferede vandfald, og I kan bade i bassinet nedenunder.

Besøg kæmpefigentræet Curtain Fig Tree, og tag en svømmetur i kratersøen Lake Eacham. Højlandet er også kendt for sin lokale kaffe, chokolade og ost, så der er gode grunde til at gøre holdt undervejs.

Dagens højdepunkter:

  • Millaa Millaa Falls
  • Curtain Fig Tree
  • Kratersøen Lake Eacham
     

Overnatning ved Atherton Tablelands - vælg mellem: 

  • RoseGums Treehouses
  • The Canopy

Atherton Tablelands til Port Douglas via Kuranda (190 km / ca. 3 timer)

I kører  nu ned fra højlandet via Kuranda, en lille by lidt turistet landsby  i regnskoven med markeder, kunsthåndværk og et sommerfuglereservat. Herfra fortsætter I ad Captain Cook Highway, en af Australiens smukkeste kystveje, hvor regnskoven går helt ned til havet.

Port Douglas er rejsens sidste base. Byen er afslappet og elegant med palmer langs Macrossan Street og den lange Four Mile Beach. Nyd solnedgangen fra udsigtspunktet på Flagstaff Hill.

Dagens højdepunkter:

  • Markedsbyen Kuranda
  • Captain Cook Highway
  • Four Mile Beach
     

Overnatning ved Port Douglas - vælg mellem: 

  • VIlla St. Michelle
  • Coconut Grove

Port Douglas: ud til Great Barrier Reef

Fra Port Douglas er der kort sejlads ud til nogle af de bedste dele af Great Barrier Reef, Idag har vi inkluderet en spændende tur til verdens største koralrevssystem. Snorkling kræver ingen erfaring, og de fleste ture tilbyder også introdyk eller glasbundsbåd. Om aftenen venter Port Douglas’ restauranter med fokus på lokale råvarer og tropisk frugt.

Dagens højdepunkter:

  • Snorkling ved Great Barrier Reef
     

Overnatning ved Port Douglas - vælg mellem: 

  • VIlla St. Michelle
  • Coconut Grove

Port Douglas: Daintree – hvor regnskoven møder revet

Tag bilen på egen hånd eller snup en guidet tur. Daintree nord for Port Douglads skal bare opleves. Her er verdens ældste tropiske regnskov, og ved Cape Tribulation møder den Great Barrier Reef, det eneste sted i verden, hvor to UNESCO-områder ligger side om side. Start ved Mossman Gorge, hvor klart vand løber mellem granitblokke i skoven.

Tag færgen over Daintree River, og hold øje med krokodiller fra en flodbåd. Fortsæt til de øde strande ved Cape Tribulation – med lidt held krydser en Kasuar vejen.

Dagens højdepunkter:

  • Mossman Gorge
  • Krokodiller på Daintree River
  • Cape Tribulation
     

Overnatning ved Port Douglas - vælg mellem: 

  • VIlla St. Michelle
  • Coconut Grove

Hjemrejse fra Cairns (70 km / ca. 1,5 timer)

Det er tid til at sige farvel til Australien. Afhængigt af flyafgangen kan I nå en sidste morgendukkert eller en kop kaffe i Port Douglas, inden I kører den smukke kystvej sydpå til lufthavnen i Cairns og afleverer lejebilen.

Med 28 dage fra Sydneys havn til regnskoven ved revet har I set Australiens østkyst fra sin mest varierede side. God tur hjem.

Dagens højdepunkter:

  • En sidste morgen ved Four Mile Beach
  • Kystvejen til Cairns

Pris og bestilling

Prisen inkluderer

✔ Flybillet inkl. måltider og bagage pr. person
✔ 27 overnatninger i dobbeltværelse på udvalgte hoteller
✔ 24 dages lejebil, inkl. fri km., skatter, kasko- og ansvarsforsikring
✔ Guidet tur i Sydney Opera House
✔ Guidet Eco Safari i Noosa Everglades, Sunshine Coast
✔ Heldags tur til Great Barrier Reef
✔ Fuldt dagsprogram og rejsetips undervejs
✔ FDM Travels Tryghedspakke med 24/7 nødtelefon og pakkerejsedækning

Prisen inkluderer ikke

✖ Evt. Turistskatter på hoteller
✖ Færgeafgifter
✖ Entré til museer og attraktioner

Ønsker du at rejse på andre dage, få en skræddersyet rute eller har specifikke ønsker til rejsen.

Eller ring til os på 70 11 60 11

Designet af

Mette Majbritt - Rejsespecialist Australien

Østkysten er for mig den perfekte første rejse til Australien. Man starter med Sydneys havn og slutter der, hvor regnskoven møder revet. Mit bedste råd: Stå tidligt op ved Cape Hillsborough. Når kænguruerne hopper rundt på stranden i solopgangen, glemmer man alt om jetlag. Og brug de lange ophold i Noosa, på K’gari og i Port Douglas til at lade dagene flyde.

FAQ

Hvorfor vælge et roadtrip fra FDM Travel?

Vores roadtrips er designet af erfarne rejsespecialister, der har kørt ruterne og samtidig har et stort lokalkendskab til stederne undervejs. Du får en gennemtænkt rute med nøje udvalgte stop og mulighed for at tilpasse tempo, komfort og oplevelser, så de passer til dine personlige ønsker.

Hvad sker der, når jeg har bestilt?

Efter bestilling tilpasser vi rejsen efter dine valg og bekræfter den inden for tre hverdage. Herefter modtager du dine rejsedokumenter med rutebeskrivelse, overnatninger og praktisk information, så du er godt klar til afgang.

Er alle hoteller garanteret og sikret på forhånd?

Når du bestiller rejsen online, laver du en forhåndsreservation. Herefter gennemgår og reserverer vi dine valg og bekræfter rejsen endeligt inden for tre hverdage. Enkelte overnatningssteder kan i mellemtiden være blevet udsolgt eller ikke længere være ledige af andre årsager. Hvis det er tilfældet, finder vi et tilsvarende alternativ.

Kan jeg ændre i rejsen, hvis mine planer ændrer sig?

Du kan få tilpasset rejsen både før og efter bestilling.

Som en del af FDM Travels Tryghedspakke tilbyder vi ændringer gebyrfrit frem til 30 dage før afrejse. Du kan justere datoer, hoteller og billeje, uden at det koster dig ekstra. Du skal kun betale prisforskellen, hvis ændringen gør rejsen dyrere. Hvis det er tilfældet, eller hvis den ikke kan ændres, gælder vores almindelige vilkår. Det kan du læse om disse i vores handelsbetingelser.

 

Hvilken type hoteller kan jeg forvente?

Du overnatter på nøje udvalgte indkvarteringssteder og hoteller, hvor beliggenhed, komfort og stemning er tænkt ind i rejsen. Ofte bor du tæt på naturen, de lokale oplevelser eller det næste spændende stop på ruten.

Du kan vælge mellem forskellige hotelkategorier, så rejsen passer til dine ønsker til komfort og budget.
 

Hvornår er det bedste tidspunkt at tage på denne tur?

Østkysten strækker sig over flere klimazoner. Sydney har fire årstider, mens det tropiske nord har en tør sæson fra ca. maj til oktober og en varm regntid fra ca. november til april med risiko for cykloner og brændemaneter ved kysten. Vi anbefaler typisk perioden fra august til november, hvor vejret er behageligt på hele ruten, og hvor I i Hervey Bay har gode chancer for at se hvaler.

Hvordan er kørselsforholdene på ruten?

I Australien kører man i venstre side. Hovedvejene langs kysten er generelt i god stand, men afstandene er store, så planlæg pauser undervejs. Undgå at køre ved daggry og i skumringen, hvor kænguruer og andre dyr ofte krydser vejen. På K’gari er der kun sandveje, som kræver firehjulstrækker – derfor anbefaler vi en guidet tur på øen. Til Magnetic Island sejler I med færge fra Townsville.

Hvor lange er køredagene typisk?

Ruten veksler mellem køredage og hele opholdsdage, hvor bilen kan stå. De fleste etaper tager mellem 3 og 5 timer inklusive korte pauser, mens strækningerne i det centrale Queensland, fx fra Hervey Bay til Yeppoon, hører til de længste. Dagsprogrammet angiver forslag til gode stop undervejs.

Er turen egnet til børn eller kun for voksne?

Turen er tilrettelagt til voksne rejsende, der ønsker en omfattende første rejse til Australien med natur, strande og dyreliv. Rejser I med børn, kan vi tilpasse tempo, overnatninger og oplevelser, så turen passer til hele familien.

Andre forslag til dig