8 dages kør-selv ferie i smukke og dramatiske Wales
Bjergtagende natur og hyggelige byer danner rammen om denne seksdags rejse gennem det smukke Wales. Her vil I besøge nogle af regionens mest charmerende byer, største historiske seværdigheder og imponerende naturparker, der gør området til et af de af de smukkeste i Storbritannien. Og naturligvis skal I overnatte på unikke hoteller, hvor I kan opleve den walisiske gæstfrihed.
Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse gennem Wales' storslåede landskaber.
Fra 11.661 kr.
pr. person i dobbeltværelse inkl. flybillet med bagage, 7 overnatninger på unikke hoteller, 8 dages billeje leje af mellemstørrelse bil inkl. fri km. og forsikring, dækning af Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden.
Rejseperiode:
Hele året
Vi anbefaler april - oktober
Startdag:
Daglig
Varighed:
8 dage/7 nætter
Længde:
890 km
Klimapåvirkning:
1.051 kg CO2 samlet for 2 person - mere om grønnere kør-selv-ferier
Højdepunkter på turen:
- De walisiske storbyer Swansea og Cardiff
- Brecon Beacons Nationalpark
- Idylliske Tenby
- Den smukke kyst langs Pembrokeshire Coast National Park
- Byen Conwy og Conwy Castle
- Den idylliske by Betws-y-Coed
- Nationalparken Snowdonia
- Pontcysyllte Aqueduct
Vi skræddersyr
Dette kør-selv-forslag kan tilpasses jeres egne ønsker. Vælg selv:
- type lejebil
- rejserute
- antal dage
- hotelstandard
Dagsprogram
-
Oversigt: Dag for dag
-
Dag 1: Bristol Airport - Cardiff
-
Dag 2: Cardiff - Brecon Beacons National Park - Swansea
-
Dag 3: Swansea - Tenby - St Davids
-
Dag 4: St Davids - oplev Pembrokeshire Coast National Park
-
Dag 5: St Davids - Aberaeron
-
Dag 6: Aberaeron - Betws-y-Coed
-
Dag 7: Betws-y-Coed - Snowdonia - Caernarfon - Conwy - Betws-y-Coed
-
Dag 8: Betws-y-Coed - Llangollen - afrejse Manchester lufthavn
-
Tilvalg: Udflugtspakke
Dag for dag
Bristol Airport - Cardiff (75 km)
Ved ankomsten til Bristol Airport afhenter I jeres lejebil, og herefter indledes turen til Wales passende med en tur på Prince of Wales Bridge over udløbet af Severn inden køreturen slutter i den walisiske hovedstad Cardiff.
Brug resten af dagen i Wales' største by Cardiff, hvor I finder et interessant mix af historiske bygninger, museer og innovativ arkitektur. Spændende er Cardiff Castle, der ligger midt i byen omgivet af et smukt parklandskab. Slottet rummer 2.000 års historie fra det romerske fort fra 50 f.Kr. over normannernes borg fra 1091 til 1216 e.Kr. til efter den 4. Marques of Bute's død i 1947, hvor familien forærede slottet og meget af det omliggende land til byen Cardiff.
Er I vilde med loppestemning, så er lørdagsmarkedet på St. Mary Street med lokale specialiteter, antikke møbler og vintagetøj et absolut must. Cardiff har desuden et utal af hyggelige pubber, restauranter og fine butikker, så I kan forkæle jer selv med lidt rigtig storbystemning.
Overnatning på Parkgate Hotel i Cardiff
Cardiff - Brecon Beacons National Park - Swansea (130 km)
Dagen står på Brecon Beacons National Park, og en masse andre muligheder samt historiske steder, som denne del af Wales tilbyder.
Det er nærliggende at indlede dagen med et besøg på det røde Castell Coch og se det smukt restaurerede slot. I nærheden ligger også det storslåede middelalderslot Caerphilly Castle, der er et af de mest unikke slotte i Europa, bygget af Gilbert de Clare i det 13. århundrede, så hvis I er til slotte og borge er her to rigtig gode steder.
Brecon Beacons National Park er 1.347 km2 er fyldt med grotter, vandfald, lyngklædte enge, vidunderlige udsigter og godt 7.000 års historiske sights. Området er gennemskåret af mindre veje, hvor I kan stoppe undervejs og få brug for et par gode vandresko, og hvis I vil have det fulde udbytte af dagen kan vi anbefale at besøge National Parkens Visitor Center, der ligger et par kilometer sydvest for byen Brecon.
På vejen rundt i Brecon Beacons har vi et par forslag til et par vidt forskellige steder, der er et besøg værd. Mod vest ligger Blaenavon Industrial Landscape, der er på UNESCO's Verdensarvsliste. Her fortælles historien om den en gang så vigtige kulmine- og jernmalm industri i det sydlige Wales, og hvor I også kan gå under jorden i det nærliggende Big Pit National Coal Museum. Mod nord ligger den historiske by Brecon, hvor I kan slentre i byens gader og runde Monmouthshire og Brecon Canals. Og mod syd er Penderyn Brecon Beacons Destillery også et besøg værd. Der var her produktionen af whisky i Wales blev genoptaget i 2004 efter 100 års tørke. Og så laver de også god gin.
Turen slutter i Swansea, hvor I skal bo i et fredet hus, der er et tidligere pakhus.
Overnatning på Morgans Hotel i Swansea
Swansea - Tenby - St Davids (145 km)
Start dagen med et hurtigt stræk på M4 og herefter A40, der tager jer godt på vej mod Tenby, og de herfra meget mindre veje mod St Davids.
Byen Tenby ved Carmarthen Bay er kendt for sin imponerende bymur, gyldne strande, pastelfarvede huse og snævre gader. Området her har fået tilnavnet "Wales’ Have" både fordi landskabet er frodigt og farverigt, men også fordi I her finder The National Botanic Garden of Wales. Tenby er en ferieby, ikke mindst på grund af den ca. 4 km lange herlige sandstrand med et ganske betydeligt tidevand på op til 4 meter. Byen har en hyggelig lille havn, hvor bådene ligger på 'bunden' ved ebbe.
Fra Tenby går turen videre mod vest til Pembroke Castle, der er et enormt slot næsten helt omgivet af vand. Slottets historie går til 1093, hvor det blev opført af normannerne først som en bygning af træ, og hundrede år senere, hvor den første fæstning af sten blev opført af William Marshal, da han blev Earl of Pembroke. Herfra led slottet en omvæltende historie frem til 1648, hvor Oliver Cromwell belejrede slottet i syv uger, og slottet gik i forfald til det i 1928 blev købt af Major-General Sir Ivor Phillips of Cosheston Hall, som gennemførte en voldsom restauration.
Den videre tur går gennem Pembrokeshire Coast National Park, hvor I fx kan gøre et stop i den lille havn Solva for at få et indtryk af den rå og smukke natur samt de vilkår som den har givet stedets indbyggere. Dagen ender i en af landets mindste byer St. Davids, der er hjemsted for en katedral med en prominent placering i Wales' historie.
Vel fremme på jeres hotel kan I fx strække benene med en tur rundt i St Davids og måske finde et sted, hvor I kan nyde aftenen.
Overnatning på Penrhiw Hotel i St Davids
St Davids - oplev Pembrokeshire Coast National Park (50 km)
Området omkring St Davids er en del af Pembrokeshire Coastal National Park, som I kan opleve nærmere i dag. Nationalparken dækker hele kysten rundt om Pembrokeshire fra området ved Tenby til kysten ved Cardigan og de aktive kan følge den vejen rundt på Pembrokeshire Coastal Path. Turen viser hvor varieret et kystlandskab kan være med stejle kalkstensklipper og vulkanske forbjerge, snoede flodmundinger og estuarier samt smukke strande med hvidt sand.
Besøg de gamle havneområder ved fx Porthclais og Porthgain og få et indtryk af de barske arbejdsvilkår for områdets fiskere og stenværksarbejdere, og tag en tur langs kyststien, hvor I kan nyde den smukke natur. Frokosten kan I fx nyde på familievæveriet Melin Tregwynt inden I finder vejen retur til St Davids, hvor I kan afslutte dagen med et besøg i området omkring den gamle katedral.
Overnatning på Penrhiw Hotel i St Davids
St Davids - Aberaeron (100 km)
Kør-selv turen går nu mod nord, hvor I kan tage afsked med Pembrokeshire Coast National Park med en afstikker til Strumble Head Lighthouse. Fyrtårnet har siden 1908 sikret sejladsen rundt om halvøen Pencaer, hvor det hvide stentårn knejser med sine 15 meter.
Det er værd at gøre et stop lige øst for Newport ved Pentre Ifan Cromlech. Her finder I et begravelseskammer fra tiden omkring 3-4000 år f.Kr., der er bygget af de samme Pembrokeshire 'bluestones', som på mærkværdigvis også fandt vej til Stonehenge, der ligger hele 322 km herfra.
Den videre vej går til National Wool Museum, hvor uldens historie i Wales kan opleves på det tidligere væveri Cambrian Mills. Måske har de et par ting, der er værd at se, mærke og måske tage med hjem til minde om uldens historie og betydning for Wales.
På den videre vej mod Aberaeron kommer I forbi osteriet Teifi Cheese. Er I til gode oste kan I her smage de fremragende walisiske oste, der laves på gården Glynhynod Farm. Specialet er deres Gouda ost, hvilket er ganske naturligt, da ejerne har hollandsk baggrund.
Dagens sidste stop er den smukt farvemæssigt dekorerede by Aberaron, hvor I skal tilbringe natten. Oplev den lille og idylliske by med en tur til fods langs River Aron til byens grønning Sgwar Alban, og slut runden af yderst på havnen ved bugten Bae Caredigion. Ved havnen kan I forfriske jer med en lokal is fra kiosken ved the Hive, og er sulten større har de også en ganske god restaurant med udsigt over havnen.
Overnatning på Arosfa Guesthouse i Aberaeron
Aberaeron - Betws-y-Coed (150 km)
Turen går i dag mod nord langs kysten, hvor første stop er Aberystwyth, der er den store universitetsby midt i Wales. Det er byens lange og flotte viktorianske strandpromenade, der gør byen specielt, så tag en tur her og på ruinerne af byens gamle borg, der også ligger smukt ud til vandet.
Lige inden Machynlleth passerer I et walisiske industriminde Dyfi Furnace fra 1700-tallet, hvor kul og jernindustrien har efterladt en gammel fabriksbygning. Stedet er i al sin beskedenhed et vægtigt minde om den walisiske betydning for den industrielle revolution i England.
Fortsæt ind i landet og smukt placeret blandt grønne bakker ligger de charmerende byer Dolgellau og Machynlleth, der begge byder på masser af historie. Machynlleth med det markante 24 meter høje klokketårn på hovedgaden har lagt hus til en parlamentsbygning, hvor den walisiske oprørsleder Owain Glyndŵr blev kronet til prins af Wales i 1404 og efterfølgende kæmpede mod England. Tag turen torvet rundt, se den gamle parlamentsbygning og nyd butikkerne med de lokale kunsthåndværkere, der fremstiller fx sko og lædervarer.
Efter Dolgellau kan I fortsætte turen direkte mod nord gennem den sydlige del af Snowdonia National park eller tage ruten mod vest til Barmouth og følge kysten herfra mod nord. Her passerer i den tidligere travle havneby Barmouth - nu en badeby med en smuk sandgylden strand - og længere mod nord på en spektakulær klippetop ved Harlech en af de fæstninger, som King Edward anlagde i 1200-tallet for at sikre engelsk herredømme over Wales.
Inden I kører ind i Snowdonia National Park kan I strække benene i et lille stykke Italien midt i Wales. Den lille attraktion Portmeirion snor sig hen ad klippesiden, hvor den tilbyder masser historie, charme og en skønhed, som står i kontrast til det nogle steder barske landskab i Wales.
Vejen til dagens slutpunkt går op gennem det spektakulære Blaenau Ffestiniog, hvor området er præget af de store skifferminer og specielt de ukurante skifferstykker, der er efterladt som bjerge i området og langs vejen.
Overnatning på Gwydyr Hotel i Betws-y-Coed
Betws-y-Coed - Snowdonia - Caernarfon - Conwy - Betws-y-Coed (100 km)
Wales er spækket med fantastiske naturoplevelser, og i dag er ingen undtagelse. Snowdonia National Park, der udfolder sig omkring det 1.085 meter høje bjerg Snowdon, er den næststørste nationalpark i England og Wales. Ud over kuperede bakkelandskaber og dramatiske bjergformationer har området også fantastiske sandstrande, smukke søer, farverige grønne dale og dybe skove, så der er god mulighed for at gå på opdagelse og finde jeres egen oase.
Turen går over passet Pen-y-Pass og ned forbi udgangspunktet for The Snowdon Mountain Railway i Llanberis, hvorfra turene op i højderne med tog udgår fra.
Stop i og besøg byen Caernarfon, hvor der ligger endnu et imponerende middelalderligt forsvarsværk fra 1200-tallet. Dette slot blev også bygget af King Edward I, hvis søn, Edward II blev født på slottet i 1284 og derfor fik titlen Prince of Wales, der er en titel, der stadig tildeles den engelske kronprins.
Er I til flere slotte ligger det imponerende Conwy Castle ved nordkysten. Slottet blev også bygget af King Edward I under hans erobring af Wales mellem 1283 og 1289 og UNESCO betragter Conwy Castle - ligesom Caernarfon Castle - som "et af de fineste eksempler på sen 1200-tals og tidlig 1300-tals militærarkitektur i Europa" og har optaget Conwy Castle på Verdensarvslisten. Byen Conwy er klart et besøg værd, og I kan starte med at få et overblik fra bymuren inden i begiver jer ud i de smalle gader og tager en runde ved havnen.
På vejen tilbage til Betws-y-Coed kan vi anbefale et besøg i Bodnant Garden, hvor I kan se en arkitekt tegnet have omgivet af den "naturlige" natur i Snowdonia.
Overnatning på Gwydyr Hotel i Betws-y-Coed
Betws-y-Coed - Llangollen - afrejse Manchester lufthavn (140 km)
Turen går ind i sin sidste dag og fortsætter mod lufthavnen i Manchester, men undervejs hertil har I endnu et par højdepunkter til gode alt afhængig af afgangstidspunktet for jeres fly.
Den videre tur går gennem den sydlige del af Clywdian Range & Dee Valley National Landscape, hvor I ud over at nyde den smukke natur kan besøge den gamle Llangar Church og få et indblik i hvor beskedent livet tidligere har været i Wales. Herfra er det videre til Llangollen, en charmerende by i smukke omgivelser ved River Dee. Her kan I se den spektakulære UNESCO verdensarv Pontcysyllte Aqueduct, hvor Llangollen Canal føres over River Dee-dalen. Tag turen over akvædukten til fods eller på en tur i kajak.
Har I tid til endnu et sight, så besøg "Plas Newydd and the two ladies" i Llangollen, der er et gotisk indrettet hus, hvor "the two ladies" i årene omkring 1800 havde deres hjem.
Og så går det rundt om Chester mod Manchester Airport, hvor I afleverer jeres lejebil og fortsætter med fly mod Danmark.
Udflugtspakke
Vi har her udvalgt en række spændende udflugter til jer undervejs på turen, så I sikrer jer at få de gode oplevelser med hjem. Udflugtspakken inkluderer 3 ture, der er udvalgt af vores rejsespecialister. Pakken købes hjemmefra.
- Llangollen: Advædukt kajak eller kanotur. Varighed: 2½ time
- South Wales Valleys: Black Gold Underground Experience. Varighed 1½ time
- Cardiff: Privat byvandring med en lokal. Varighed: 2 timer
Pris for udflugtspakken: Fra 844 kr. pr. person
Kort
Galleri
Priser
Fra 11.661 kr.
Prisen inkluderer
- Flybillet Kastrup - Bristol og Manchester - København
- Håndbagage samt 1 stk. indchecket bagage på flyene pr. person
- 7 overnatninger i dobbeltværelse på unikke hoteller de fleste steder med morgenmad
- 8 dages leje af mellemstørrelse bil inkl. fri km., skatter og forsikring
- Rejsetips og forslag til rejserute
- Skræddersyet planlægning, rådgivning og sparring med egen rejsespecialist
- Dækning af Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden
Prisen inkluderer ikke
- Rejse- og afbestillingsforsikring
- Måltider
- Udflugtspakke - se dagsprogram
- En-vejslejegebyr på lejebil
- Benzin/ladestrøm, parkering, vej- og broafgifter
Om rejsen
1 overnatning i Cardiff
1 overnatning i Swansea
2 overnatninger i St Davids
1 overnatning i Aberaeron
2 overnatninger i Betws-y-Coed
Om prisen
Prisen er en fra-pris og beregnet på den billigste rejseperiode i sæsonen og afhænger af pladssituationen/tilgængelighed på hoteller, fly og lejebil.
Overnatningerne er baseret på unikke standardhoteller og guesthouses anbefalet af vores rejsespecialister. Ønsker I anden hotelstandard undervejs, tilpasser vi gerne efter jeres ønsker.
Udflugtspakke - tilkøb
- Llangollen: Advædukt kajak eller kanotur.
- South Wales Valleys: Black Gold Underground Experience.
- Cardiff: Privat byvandring med en lokal
Skræddersyet planlægning
Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.
Få et tilbud