Storbyer, vandfald og krydstogt til Bermuda

Kør-selv-ferie på USA's østkyst kombineret med krydstogt til Bermuda

I starter med et par dage i metropolen New York, inden I fortsætter til bl.a. Hudsonfloden og Catskill Mountains, Niagara Falls, Amish-landsbyerne i Pennsylvania samt Capitol Hill og Det Hvide Hus i Washington D.C.

Efter at have kørt rundt på den amerikanske østkyst, går I ombord på et af Royal Caribbeans dejlige krydstogtsskibe, der på 5 dage sejler jer til Bermuda og retur igen. Turen her er en rigtig god kombination af kør-selv-eventyr og ren afslapning og forkælelse på krydstogtsturen. 

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse på USAs fantastiske østkyst.

Fra 22.919 kr.
pr. person i dobbeltværelse inkl. flybillet, 9 dages kør-selv-ferie med hotel og billeje plus 5 nætters krydstogt inkl. helpension, stort aktivitetsprogram, international underholdning og drikkepenge ombord.

Rejseperiode: 
April - oktober

Startdag:
Daglig, men skal tilpasses afgang på krydstogt.

Varighed:
14 dage/13 nætter

Længde:
Ca. 1.900 km

Klimapåvirkning:
Vi har ikke klimatal for krydstogtet, så kan ikke beregne klimapåvirkning for denne tur - læs om grønnere kør-selv-ferie her 

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard
  • krydstogtsrute
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

Dagsprogram

Dag for dag

Dag 1: Afrejse Danmark - New York
Dag 2:  New York
Dag 3:  New York - Albany, New York (260 km)
Dag 4:  Albany - Niagara Falls, Canada (487 km)
Dag 5:  Niagara Falls - Corning, New York (261 km)
Dag 6:  Corning - Lancaster, Pennsylvania (325 km)
Dag 7:  Lancaster - Washington D.C. (195 km)
Dag 8:  Washington D.C.
Dag 9:  Washington D.C. - Cape Liberty (New York), New Jersey (365 km) og afrejse med krydstogtsskib til Bermuda
Dag 10: På havet      
Dag 11 King's Wharf, Bermuda  
Dag 12 King's Wharf, Bermuda  
Dag 13 På havet                        
Dag 14 Skibet anløber Cape Liberty, New Jersey og afrejse - Danmark

Afrejse Danmark - New York

Velkommen til New York, som er et så gigantisk festfyrværkeri af tilbud, at de første to dage bare flyver af sted. I har begge dage til fri disposition, og afhængig af hvilke oplevelser I eventuelt tidligere måtte have haft i New York, lægger I jeres program derefter.

Er I førstegangsbesøgende, er der en række ting, I bare må have med. En tur op i toppen af Empire State Building bør stå højt på jeres prioriteringsliste, og andre oplagte klassikere er en tur gennem Central Park i dagslys, en tur over Times Square ved aftentide og en shoppingtur – eventuelt bare med vinduesshopping på 5th Avenue.

Den første dag på turen kan evt. sluttes af med et show på Broadway. 

Overnatning New York City.

 

New York City

I har hele dagen til at opleve byen, der aldrig sover. Men tiden går hurtigt, når der er så mange muligheder, så planlægning er en god ide. 

I bør have mindst et kunstmuseum på agendaen – et oplagt valg er Museum of Modern Art – MOMA blandt newyorkerne – eller alternativt Guggenheim, der også er en arkitektonisk perle. Er I mere til shopping kan I besøge Staten Island og det nye Empire Outlets. 

I kan også sejle ud til Frihedsgudinden på Liberty Island og videre til Ellis Island, øen hvor tusindvis af immigranter fra især Europa første gang satte foden på amerikansk jord.

Man kan ikke sige New York uden også at sige 11. september, og den nye mindepark midt i finanskvarteret på Lower Manhattan med de to store bassiner, der markerer grundfladen af World Trade Centers to tvillingetårne, er bestemt et besøg værd. Det er her, I kan læse navnene på de 2.983 ofre, der blev dræbt den skæbnesvangre septemberdag i 2001. Husk at bestille tid til besøget hjemmefra.

Overnatning New York City.

  

New York – Albany, New York (260 km)

I henter jeres lejebil og forlader I Manhattan for at bevæge jer nordpå langs den vestlige bred af Hudson-floden. Første stop kunne være det berømte militærakademi West Point, hvor der dog kun er adgang på guidede ture.

En andet spændende stop undervejs kunne være byen Hyde Park (på højre side af floden), hvor den hovedrige amerikanske familie Vanderbilt havde sin sommerresidens, Vanderbilt Mansion, der mest af alt har karakter af et slot. Her er der adgang på guidede ture i hovedbygningen, mens der er fri adgang til den nærliggende park, hvor I har en fantastisk udsigt over Hudson-floden og de fjernere Catskill Mountains. Sidstnævnte får I chancen for at komme i nærkontakt med, hvis I tager en afstikker til Catskill Mountains ad den naturskønne Highway 28 med masser af kuperet terræn og store skovområder. Tag et stop undervejs og nyd stilheden i den fantastiske natur.

Dagens mål er byen Albany, der er hovedstad i staten New York.  

Overnatning i Albany.

Albany – Niagara Falls, Canada (487 km)

I dag går det videre vestpå mod et brag af en seværdighed, Niagara Falls. Men inden de voldsomme vandmasser er der mere ædle dråber på spil i Finger Lakes-regionen. Finges Lakes er en række aflange søer, der samtidig udgør et af New York States bedste vindistrikter, og her er rig mulighed for at smage på de gyldne dråber på de lokale vingårde.

Herfra går turen videre vestpå, hvor I skal opleve et verdens mest spektakulære naturscenerier, Niagara Falls. Og det er ikke nok at stå ved kanten af de brusende vandmasser og se naturkræfterne udfolde sig.

Vi har valgt den canadiske side til jer, for herfra kan I bedst nyde udsigten over Niagara Falls. Gør jer selv en tjeneste, og hop om bord på en af de berømte Hornblower-både, der sejler folk helt tæt på de brølende vandmasser. Af samme grund får samtlige ombord udleveret en regnfrakke, og det er ikke for sjov – ellers er I gennemblødt efter turen. Der er også mulighed for at gå ”bagom” Horseshoe Falls – vandfaldet på den canadiske side – hvor man gennem et hul i klippevæggen kan se direkte ud i vandmasserne fra bagsiden af vandfaldet.

Overnatning Niagara Falls, Canada

Niagara Falls – Corning, New York (261 km)

Da I bor tæt på Niagara Falls, kan I starte dagen med endnu en tur langs de fascinerende vandfald, inden turen fortsætter. Alt efter temperament har I flere valgmuligheder i dag.

Har I lyst til at smage lidt mere på Canada, så tag en afstikker til millionbyen Toronto, der kun ligger en god times kørsel fra Niagara Falls. Toronto har et væld af museer og andre seværdigheder i verdensklasse og masser af shoppingmuligheder i byens spændende kvarterer. På museumsfronten bør Royal Ontarium Museum stå højt på listen, ligesom Canadas nationale ishockeymuseum, Hockey Hall of Fame ligger i Toronto. Mere canadisk bliver det ikke. I kan også suse op i CN Tower, der har den højeste beliggende udsigtsplatform i Nordamerika i svimlende 447 meters højde. Vil I besøge Toronto, så tag en ekstra overnatning. Byen har så meget at byde på, at det sagtens kan forsvares.

Hvis I dropper Toronto, så overvej at bruge lidt tid på vindistrikterne ved Niagara Falls på den canadiske side, hvor man bl.a. producerer de særlige Icewines.

Tilbage i USA sætter I kursen mod øst til byen Corning, tæt på grænsen mellem New York State og Pennsylvania. Corning i New York State er kendt for sit glasmuseum, Corning Museum of Glass, som omfatter en samling af historiske glas fra 35 århundreder.

Er I parat til en mindre afstikker og noget meget smuk natur, så kør via Letchworth State Park, der stort set ligger på vejen mellem Niagara Falls og Corning. 

Overnatning i Corning.  

 

Corning – Lancaster, Pennsylvania (325 km)

Sørg for at komme afsted fra morgenstunden og sæt kursen sydover. I krydser nu grænsen til nabostaten Pennsylvania og ad smukke og naturskønne veje bevæger I jer ned til dagens mål, byen Lancaster. 

Lancaster County er berømt for sit store antal af Amish-folk, der et langt stykke hen ad vejen lever uden moderne bekvemmeligheder og i stedet har sat tiden i stå i slutningen af 1800-tallet. Således kører hovedparten af amish-folket stadig i hestevogn, og I vil sikkert støde på hestevogne, når I kommer til Lancaster. Harrison Ford-filmen „Vidnet“ fra 1985 foregår netop blandt nogle Amish-folket i Pennsylvania.

Overnatning i Lancaster / Bird-in-Hand.

Lancaster – Washington D.C. (195 km)

Nu kalder de amerikanske storbyer igen, og vi foreslår, at I sætter kursen direkte mod Washington D.C., hvor det vrimler med verdensberømte museer og monumenter, og hvor I nemt kan bruge det meste af to dage. Start med at udforske området langs The Mall, den verdensberømte boulevard, hvor nogle af USA’s bedste og største museer ligger som perler på en snor.

I den østlige ende ligger Capitol, det amerikanske parlament, og i den vestlige ende ligger Lincoln Memorial. Washington bugner med monumenter, og en stor del af fornøjelsen ved at besøge Washington D.C. er selv at være i byen og se de mange monumenter og bygninger, der er gengivet i utallige film og tv-serier. Start jeres første dag i byen med at nyde storheden, lær byens geografi lidt at kende, besøg nogle monumenter og vend jer til den pompøse stemning.

Overnatning i Washington D.C.

Washington D.C.

Washington D.C. har adskillige verdensberømte museer langs The Mall, og det bedste af det hele er, at de er gratis at besøge. Det gælder bl.a. National Air and Space Museum og det fremragende National Gallery med kunst i verdensklasse. Men der er adskillige andre tilbud – hvad med fx et besøg på International Spy Museum, hvor I kan komme bagom nogle af historiens mest berømte begivenheder i afdelingen for ”skæg og blå briller”.

På The Mall finder I også Washington Monumentet, den berømte obelisk, og de berømte mindesmærker for faldne amerikanske soldater i 2. verdenskrig, Koreakrigen og Vietnamkrigen. På Arlington kirkegården brænder den evige flamme ved John F. Kennedy’s grav. Husk i øvrigt, at Washington er en fin cykelby – også for turister, takket være de brede boulevarder. Så overvej at leje en cykel og oplev byen og dens monumenter på to hjul.

Overnatning i Washington D.C.

Washington - New York, New Jersey (365 km) og afrejse med krydstogtsskib til Bermuda

Nu går det retur til udgangspunktet New York hvorfra I med krydstogtsskib sætter kursen mod Bermuda. Bemærk, skibet sejler fra Cape Liberty havn i New Jersey - bare 20 min. fra Newark Intl. Airport.    

Vær opmærksom på, at myldretidstrafikken på Interstate 95 mellem Washington D.C., Baltimore, Philadelphia og New York kan være særdeles tæt i morgen- og eftermiddagstimerne, så her kan det være en mulighed at aflevere udlejningsbilen i Washington D.C. og tage toget retur til New York – en oplevelse i sig selv.

Midt på eftermiddagen er der afgang og I vinker farvel til Frihedsgudinden og New York. Nu venter 5 spændende dage ombord på et af  Royal Caribbean's dejlige skibe.  

På Bermuda venter mange spændende oplevelser. Tag fx den lille færge, der sejler mellem King's Wharf/Heritage Wharf og byen Hamilton, der siden 1815 har været hovedstad. Det tager blot 20 min. og er billigere end en taxatur. Prøv den lokale mad på en af de små hyggelige restauranter og gå en tur på Front Street, hvor de mange spændende butikker lokker med fritsende tilbud. Husk at besøge Royal Naval Dockyard, der er en imponerende militær fæstning bygget i 1815, der i dag rummer bl.a. Bermudas nationalmuseum. I har naturligvis også mulighed for at nyde de dejlige strande, hvorfra I kan bade, snorkle og sejle i det krystalklare vand. 

Destination                                                     Ankomst              Afsejling
Dag 9   Cape Liberty, New Jersey                                                15:00 
Dag 10 På havet                                                 -                             -    
Dag 11 King's Wharf, Bermuda                       09:00                         -  
Dag 12 King's Wharf, Bermuda                          -                         18:00 
Dag 13 På havet                                                 -                             -
Dag 14 Cape Liberty, New Jersey                   07:00 

Bemærk, at dette blot er en af mange mulige krydstogtsruter til Caribien. Kontakt os, så vi sammen kan finde jeres drømmerejse på krydstogt i Caribien. 

New York afrejse - Danmark

Skibet lægger til kaj i Cape Liberty fra morgenstunden. Der er nogle formaliteter, der skal på plads, inde I kan gå fra borde, men med bare 20 minutters kørsel til Newark lufthavn er der god mulighed for at tage den med ro.

Turen har nået sin afslutning og I vender næsen hjemad. I kan naturligvis også tage et par ekstra nætter i New York og se de ting, I ikke nåede i starten af turen.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 22.919 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • Flybillet Kastrup/Billund-New York retur
  • 8 hotelovernatninger (3-4 stjernede hoteller)
  • 8 dages billeje inkl. forsikring (ingen billeje under ophold i New York City)
  • 5 nætters krydstogtsrejse Royal Caribbean i indvendig kahyt inkl. helpension, stort aktivitetsprogram, international underholdning og drikkepenge ombord


Prisen inkluderer ikke

  • Måltider
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

Om rejsen

Denne tur er beregnet på en blanding af gode standard og superior hoteller.
Ønsker I højere eller lavere hotelstandard undervejs, tilpasser vi gerne turen til jeres ønsker.

Krydstogtet er beregnet på ophold i en indvendig kahyt, men der findes en lang række forskellige kahytskategorier at vælge mellem.

Ekstra oplevelser

I kan fx forlænge rejsen med en nat eller to i storbyen New York eller vælge også at besøge Philadelphia på vej tilbage til New York. 

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Gl. Kongevej 19
1610 København V
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011