C19 autocamper - 3 pers.
Cruise America C19 modellen er den mindste model og velegnet til 2 personer og familier med ét ...
Dette er den ultimative rundrejse med autocamper i det vestlige USA! Oplev det sydlige Californiens skønne strande, en række berømte nationalparker, herunder Yosemite, Grand Canyon, Zion og Bryce Canyon, samt de 3 storbyer Los Angeles, San Francisco og Las Vegas.
I kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget i autocamper efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres helt personlige drømmerejse i Det Vestlige USA.
Rejseperiode:
Hele året.
Vi anbefaler april - oktober.
Startdag:
Mandag - lørdag
Varighed:
16 dage/15 nætter
Længde:
3.776 km
7.185 kg CO2 samlet for 2 person - mere om grønnere kør-selv-ferier
Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.
Du vælger selv:
I afhenter jeres autocamper på Cruise Americas udlejningsstation i Carson syd for Los Angeles. Herefter skal I blot finde Route 101 og sætte kursen nordpå. Den første nat anbefaler vi at I tilbringer på Santa Margarita Lake KOA, som ligger lige under fire timers kørsel væk. Hvis I trænger til en pause undervejs, er det oplagt at gøre et stop i nærheden af Santa Barbara, som kaldes "USA's Riviera", og besøge en af områdets mange strande eller restauranter. Andre gode stop på vejen er Chumash Painted Cave State Historic Park, som er kendt for sine meget kunstfærdige og farvestrålende hulemalerier, der er mellem fem hundrede og tusind år gamle. Lidt længere mod nord kommer I til den lille by Solvang, et lille stykke Danmark i det store USA og et absolut anbefaleligt stop på vejen.
Forslag til overnatning: Santa Margarita KOA.
Læs mere og bestil campingplads her: Santa Margarita KOA
Er I klar til at sætte kursen mod San Francisco? Vi anbefaler jer at gøre et stop ved Hearst Castle – et enormt, fantasifuldt bygningsværk, der ligger ved San Simeon, som I når efter ca. 104 km. Herefter fortsætter i mod nord, og giv jer god tid til at nyde det betagende kystlandskab i området ved Big Sur og Pebble Beach, og gør eventuelt et stop i Carmel eller Monterey. Hvis der er tid til det, kan vi anbefale at I tager en ekstra overnatning i dette dejlige område.
Fremme i San Francisco er det nu tid til at krydse den berømte Golden Gate Bridge. Målet er Petaluma KOA, som ligger 55 km nord for broen. Campingpladsen har en mini-zoo med køer, får, æsler, geder og påfugle, som er med til at skabe en hyggelig stemning. I har to overnatninger på Petaluma KOA.
Forslag til overnatning: San Francisco North / Petaluma KOA (2 nætter)
Læs mere og bestil campingplads her: San Francisco North / Petaluma KOA
I kan naturligvis blive på campingpladsen og tage en rigtig slappe-dag, mens I benytter jer af de mange faciliteter, der findes her. Men det vil være oplagt at tage en tur ind til San Francisco. Der er mulighed for at tage på en guidet tur fra campingpladsen til San Francisco med afgang stort set dagligt fra maj til oktober.
San Francisco er juvelen ved Stillehavet, man bare ikke kan få nok af. Klassiske ikoner som Golden Gate, Alcatraz og Chinatown kombineret med byens andre farverige kvarterer giver San Francisco en helt speciel puls og stemning. En tur med de kabeltrukne sporvogne i de stejle gader med flygtige glimt af Golden Gate og San Francisco Bay Bridge er naturligvis et must. Det samme gælder en slentretur gennem Chinatown, men husk at Chinatown er andet end turistkulissen i Grant Avenue.
Forslag til overnatning: San Francisco North / Petaluma KOA
Læs mere og bestil campingplads her: San Francisco North / Petaluma KOA
Vi anbefaler, at I starter tidligt, for i dag går turen tværs over Californien til byen Coarsegold og Yosemite RV Resort, som ligger tæt på indgangen til turens første nationalpark, Yosemite. Husk at nyde den smukke udsigt tværs over San Pablo Bay, når I forlader San Francisco.
I har to overnatninger på Yosemite RV Resort. Campingpladsen ligger i udkanten af parken, og der er lige under en times kørsel til indgangen til selve parken.
Forslag til overnatning: Yosemite RV Resort (2 nætter)
Læs mere og bestil campingplads her: Yosemite RV Resort
I bør sætte hele dagen af til et besøg i Yosemite National Park. Yosemite Valley er centrum i parken, der med sit smukke og frodige græstæppe og sine imponerende vandfald hvert år tiltrækker fire millioner turister. Dalen er omgivet af de fantastiske klippeformationer med navne som Half Dome, North Dome og Inspiration Point. Mest berømt er bjergtoppen El Capitan, som enhver bjergklatrer med respekt for sig selv bestiger mindst én gang i livet.
Værd at besøge i Yosemite National Park:
* Tilbring dagen med at udforske det fascinerende landskab med blandt andet et besøg ved Bridalveil Fall og Yosemite Falls. Hvis formen er til det, anbefaler vi også at følge den 4 km lange vandresti til Inspiration Point.
Forslag til overnatning: Yosemite RV Resort
Læs mere og bestil campingplads her: Yosemite RV Resort
Nu går turen til Las Vegas, hvor I skal tilbringe to nætter på campingpladsen ved hotel Circus Circus. I dag er køreglæden i højsæde, for turen tager i nærheden af syv timer, mestendels ad motorvej, men det er bestemt umagen værd, hvis man vil opleve den berømte spilleby Las Vegas! Campingpladsen ved hotellet Circus Circus ligger lige ud til den berømte hovedgade, Las Vegas Strip!
Hvis I rejser i perioden september til juni og har mulighed for at forlænge jeres rejse, er turen gennem Death Valley også umagen værd, men uden forlængelse vil Death Valley give jer en rigtig lang dag. Hvis I beslutter jer for at forlænge rejsen, kan I overnatte på campingpladsen ved Furnace Creek.
Forslag til overnatning: Circus Circus RV Park, Las Vegas (2 nætter)
Læs mere og bestil campingplads her: Circus Circus RV Park
Dagen i dag er sat af til at opleve spillebyen Las Vegas, hvis farverige hoteller skyder op midt i det golde ørkenlandskab. I Las Vegas, mulighedernes by, kan I sejle i gondoler i Venedig, prøve en rutsjebane på toppen af New York eller måske kigge ind i pyramiderne. Her kan alt lade sig gøre. I kan selvfølgelig også prøve lykken på kasinoerne, nyde et magisk Las Vegas-show eller mæske jer i gourmet. Uanset, så bør I opleve det betagende lyshav, der skyller over the Strip, når mørket lægger sig omkring ørkenbyen.
Forslag til overnatning: Circus Circus RV Park, Las Vegas
Læs mere og bestil campingplads her: Circus Circus RV Park
Så går turen videre fra den farverige ørkenby I dag skal I opleve turens tredje nationalpark, som ligger i Utah, blot tre timers kørsel fra Las Vegas. På vej mod Utah kun en times tid fra Las Vegas, kan I lave en lille afstikker og besøge Valley of Fire - en lille State Park - hvor solens stråler gør, at de røde klipper ser ud som om de brænder. Dagens mål Zion National Park er spektakulær, og meget anderledes end Yosemite og Sequoia National Park. Tag evt. den utrolig flotte vandretur op til Angels Landing, eller oplev parken fra hesteryg. Vest for Zion National Park ligger jeres overnatningssted, St. George/Hurricane KOA – lige midt i Utahs naturlige vidundere.
Forslag til overnatning: St. George/Hurricane KOA
Læs mere og bestil campingplads her: St. George/ Hurricane KOA
Dagen køretur går til Cannonville/Bryce Valley KOA, som ligger cirka 20 min. kørsel fra indgangen til Bryce Canyon National Park. Denne nationalpark er helt unik og byder på så mange flotte oplevelser, at I nemt kan tilbringe en hel dag her. Oplev blandt andet gigantiske naturskabte amfiteatre med spidse lyserøde klippeformationer, som nærmest gløder ved solopgang og solnedgang. Her er også hundredvis af små grusveje, vandrestier, cykelruter og ridestier.
Forslag til overnatning: Cannonville/Bryce Valley KOA
Læs mere og bestil campingplads her: Cannonville/Bryce Valley KOA
Vi anbefaler at I forlader campingpladsen omkring kl. 8 om morgenen for at ankomme til Flagstaff KOA i Arizona omkring kl. 18. Undervejs er der tid til en 3- eller 4-timers sejltur på Lake Powell. Lake Powell er en imponerende menneskeskabt sø, der er anlagt ved at opdæmme Coloradofloden. Vi anbefaler, at I lejer en speedbåd og sejler ud til den berømte klippeformation Rainbow Bridge National Monument. Alternativt kan I booke en guidet bådtur på hotellet Lake Powell Resort.
Hvis I har tid til det, kan I forlænge jeres tur med en ekstra overnatning i området, så der også bliver tid til en tur til Antelope Canyon – et paradis for fotografer!
Forslag til overnatning: Flagstaff KOA
Læs mere og bestil campingplads her: Flagstaff KOA
Efter en overnatning i 2.133 meters højde er det oplagt at tage en tur med Skyride til et punkt 3.505 meter over havets overflade, hvorfra I kan se ud over Grand Canyon, Coconino National Forest (udtales [kokoa´nino]) og byen Flagstaff. Der udgår flere vandrestier fra campingpladsen, men I kan også vælge at køre sydpå og besøge Walnut Canyon, hvor I finder gamle klippehuler, der er hugget ind i klippesiderne.
Herefter går turen vestpå, blot 72 km, til Williams KOA, som er et godt udgangspunkt for at opleve Grand Canyon. Her har I to overnatninger!
På campingpladsen er der mulighed for at høre live countrymusik, få en køretur på et hølæs, leje sjove cykler, spille minigolf og tage en ridetur.
Forslag til overnatning: Grand Canyon/Williams KOA
Læs mere og bestil campingplads her: Grand Canyon/Williams KOA
Turen til Grand Canyon kan gøres på flere måder. I kan selv køre derhen i jeres motorhome, I kan bestille plads på campingpladsens minibus, som kører jer derhen, eller I kan tage med toget via Grand Canyon Railway. Campingpladsværterne kan hjælpe jer med at bestille billetter og en taxa til togstationen.
Grand Canyon er i sig selv et syn I aldrig vil glemme. Nyd det fantastiske panorama over kløften i solnedgangen og få en oplevelse for livet.
Forslag til overnatning: Grand Canyon/Williams KOA
Læs mere og bestil campingplads her: Grand Canyon/Williams KOA
I dag vender I lige så stille næsen tilbage mod udgangspunktet, men der er ingen grund til at skynde sig. Brug formiddagen på at prøve nogle af de aktiviteter, campingpladsen tilbyder.
Dagens køretur er på 201 km, og en del af tiden foregår på State Road 66 – bedre kendt som den berømte "Route 66", som er udødeliggjort i litteratur, film, tv og musik. Sæt kursen mod Kingman KOA, der ligger højt oppe i ørkenen omgivet af Hualapai Mountains (udtales [´hwalapaj]). Her kan I slappe af i den store swimmingpool. Ikke langt derfra kan I se sporene efter den rute, som de gamle pionervogntog fulgte. Ruten er stadig kendt som Fort Beale Wagon Trail. Et besøg på Route 66 museum i Kingman er også et must.
Forslag til overnatning: Kingman (KOA)
Læs mere og bestil campingplads her: Kingman (KOA)
Den næstsidste dag på turen indeholder tre stop. Sæt kursen mod vest, og gør dagens første stop ved Hoover Dam, den verdensberømte dæmning over Coloradofloden, som ligger på grænsen mellem Arizona og Nevada. Lad jer imponere af dette menneskeskabte vidunder, før I kører videre mod Boulder City og derefter sydpå langs Providence Mountains. Her bør I gøre en afstikker til Mojave National Preserve, et øde ørkenområde i det sydlige Californien, hvor vinden hvisker i klitterne, og hvor I kan se vulkanske askekegler, skove af Joshua Tree-kaktusser og et smukt tæppe af vilde blomster. Parken dækker et areal på 6.475 km2. Besøg et landskab med floddale, bjerge og plateauer, hvor I blandt andet finder gamle forladte miner, farme og militære forposter bag klippemure. Besøg også Calico Ghost Town ikke langt fra jeres campingplads.
Forslag til overnatning: Barstow/Calico KOA
Læs mere og bestil campingplads her: Barstow/Calico KOA
Formiddagen er sat af til de ca. 3½ timers kørsel til Cruise America i Carson syd for Los Angeles. Turen rundt i autocamper slutter her, men I har naturligvis mulighed for at forlænge rejsen med et par dages ophold i det sydlige Californien.
I kan få en ide om pris på autocamper ved at benytte knappen "Tjek priser og bestil autocamper" herunder, men ellers anbefaler vi at I kontakter en af vores rejsespecialister for at få skræddersyet en autocamper-pakke tilpasset lige jeres behov og ønsker.
Vær opmærksom på, at der kræves en overnatning i USA inden I kan få udleveret jeres autocamper.
Denne tur kan også laves med start/slut i San Francisco og Las Vegas.
Autocampere findes i mange størrelser og udgaver. Læs mere om autocamper i USA.
Det vil være oplagt at starte eller slutte turen med et par dages ophold i storbyen Los Angeles. Eller I kan lægge et par ekstra nætter ind undervejs på turen, hvor I ønsker mere tid til oplevelser.
Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.