9 dages kør-selv-forslag til Schwarzwalds vidunderlige verden
Schwarzwald (direkte oversat til den sorte skov) er et 11.100 kvadratkilometer stort bjerg- og skovområde i det sydvestlige Tyskland og er Tysklands største lave bjergkæde. Schwarzwald var tidligere domineret af bøg og ædelgran, som begge giver meget skygge, hvilket gjorde skoven tæt og mørk - heraf navnet Schwarzwald. I dag er den dominerende art i de højereliggende dele af Schwarzwald rødgran, mens de lavere liggende områder stadig domineres af blandingsskov med bøg og ædelgran og den indførte douglasgran, som nu har en betydelig rolle i blandingsskoven.
Schwarzwald byder på vidt forskellige landskaber fra de langstrakte skovbjerge i nord, de brede engdale i det centrale Schwarzwald og det sydlige Schwarzwald med nøgne bjergtoppe, hvor det højeste bjerg, Feldberg, rejser sig 1.493 meter.
Vi har tilpasset turen for jer med elbil, så der er fornuftige dagsetapper og konkrete forslag til, hvor I kan lade bilen undervejs. Der endnu ikke så mange hoteller i Tyskland som tilbyder ladestation, men forslaget vil blive opdateret efterhånden som ladestandere bliver endnu mere tilgængelige.
Fra 6.038 kr.
pr. person i dobbeltværelse i 8 nætter
Rejseperiode:
Hele året
Vi anbefaler april - oktober
Startdag:
Daglig
Varighed:
9 dage/8 nætter
Turens længde:
1.950 km fra Flensburg
1.920 km fra Puttgarden
Klimapåvirkning:
243 kg CO2 samlet for 2 personer - mere om grønnere kørs-selv-ferie
Dagsprogram
-
Oversigt: Dag for dag
-
Dag 1: Danmark - Hildesheim (335 km/320 km)
-
Dag 2: Hildesheim - Heidelberg (405 km)
-
Dag 3: Heidelberg - Baden-Baden - Freudenstadt (150 km)
-
Dag 4: Udforsk det Nordlige Schwarzwald
-
Dag 5: Freudenstadt - Titisee-Neustadt (95 km)
-
Dag 6: Udforsk det Sydlige Schwarzwald
-
Dag 7: Titisee-Neustadt - Glottertal - Freiburg (50 km)
-
Dag 8: Freiburg - Göttingen (495 km)
-
Dag 9: Göttingen - Danmark (420 km/405 km)
Dag for dag
Danmark - Hildesheim (335 km/320 km)
Afstand: 335 km fra Flensburg / 320 km fra Puttgarden.
Fra Danmark er der flere ruter at vælge mellem, når I skal til Hildesheim, men de tyske motorveje er et godt bud på den hurtigste tur. Kører I over Padborg, så er der en god ladestation ved Rødekro, og tager I færgen til Puttgarden, kan I med fordel lade op ved Nørre Alslev. Er bilen godt opladet et af disse steder, kan I nemt komme til hurtigladeren ved Soltau Süd inden I igen skal have ekstra strøm på batterierne.
Fra Puttgarden går turen forbi Lübeck, den gamle charmerende havneby ved Østersøen. Nær Hamburg mødes vejene og herfra går det videre stik syd, og I kører over Lüneburger Heide, der kunne være et oplagt frokoststop på vejen fx med en afstikker til byen Celle. I fortsætter mod syd og passerer Hannover, hvorefter I kommer til Hildesheim.
Hildesheim er en moderne by med en rig historisk baggrund. Gå en tur til byens historiske markedsplads og nyd de fine gamle bindingsværkshuse med masser af charme og historisk atmosfære. Vi foreslår overnatning på Parkhotel Berghoelzche der har ladestander ved hotellet.
Overnatning i Hildesheim
Hildesheim - Heidelberg (405 km)
Fra Hildesheim fortsætter I nu mod syd ad motorvejene forbi Kassel og Frankfurt. Vi foreslår ladestop ved Kirchheim. Hvis I vælger at bo på NH Hirchberg Hotel i Heidelberg er der også ladestander ved hotellet.
Det første I ser, når I ankommer til Heidelberg, er slottet, der troner på en bakketop over den gamle bydel. Sammen med den gamle bro er det nogle af Tysklands mest imponerende seværdigheder.
Overnatning i Heidelberg
Heidelberg - Baden-Baden - Freudenstadt (150 km)
Efter besøget i den romantiske by Heidelberg, fortsætter turen videre sydpå med næste stop i Baden-Baden. Køreturen tager kun ca. 1 time, så I er hurtigt fremme og har tid til at kigge nærmere på den fornemme og elegante by. Har behov for strøm på bilen, så stop eventuelt ved hurtigladeren ved indkøbscenteret Karlsruhe-Oststadt. Der er også ladestander i Freudenstadt, blandt andet i Wildbaderstrasse 1-3.
Efter frokost går turen videre, og I har mulighed for f.eks at besøge den imponerende Baumwipfelpad (skovtårn) i Bad Wildbad, inden turen går sydpå gennem det smukke landskab til Freudenstadt, der ligger midt i Schwarzwald, omgivet af maleriske landsbyer.
Overnatning i Freudenstadt
Udforsk det Nordlige Schwarzwald
I dag kan I udforske det nordlige Schwarzwald. Nåede I ikke Badische Weinstrasse i går, kan det være et af dagens mål. Et andet kan være den smukke Schwarzwaldhochstrasse med besøg ved Mummelsee og en tur ad Lotharpfad.
Det er også på høje tid at smage lidt på Schwazwald, så lad jer gerne friste af et stykke Schwarzwälder Kirschtorte på en af Schwarzwalds mange, hyggelige caféer
Overnatning i Freudenstadt
Freudenstadt - Titisee-Neustadt (95 km)
Efter et par nætter i Freudenstadt går turen sydpå mod Titisee-Neustadt. Undervejs har I mulighed for at lægge vejen forbi Friluftsmuseet Vogtsbauernhof og de spændende Triberg Wasserfälle (se mere under Todtnauer Wasserfall dag 5).
Det er ladestander i Parkstrasse 4 ved stationen i Titisee.
Overnatning i Titisee-Neustadt
Udforsk det Sydlige Schwarzwald
Så er det tid til at udforske det sydlige Schwarzwald. Tag evt. en tur på Schwarzwald Panoramastrasse, der giver jer et fantastisk indtryk af hele regionen. Besøg også Todtnauer Wasserfall, et af Tyskland højeste vandfald, og det lille hjemstavnsmuseum Hüsli, der fortæller om de gode gamle dage.
I har også mulighed for at slappe af på en køretur med et af områdets historiske damptog, og forhåbentlig bliver der også tid til at kigge lidt på de lokale kukure, der om noget er et af Schwarzwalds kendetegn.
Overnatning i Titisee-Neustadt
Titisee-Neustadt - Glottertal - Freiburg (50 km)
Start evt. dagen med et besøg på det smukke bjerg Belchen og nyd den fabelagtige udsigt hele kompasset rundt. Efterfølgende kan I køre til Glottertal og beundre den smukke dal og evt. smage på den berømte Roter Bur i den lokale vinforretning.
Dagen slutter i Freiburg, hvor det er tid til at gøre status over de mange indtryk fra Schwarzwald. Vi anbefaler at I bor på Best Western Premier Hotel Victoria, hvor der er ladestander ved hotellet.
Overnatning i Freiburg
Freiburg - Göttingen (495 km)
I dag slutter besøget i Schwarzwald. Men måske har I lyst til et par ekstra overnatninger i den skønne by Freiburg, eller I kan vælge at forlænge ferien med nogle Skønne dage ved Rhinen, hvor I bor i Assmannshausen og vil opleve hyggelige byer, knejsende borge og vinstokke så lange øjet rækker.
En anden mulighed er at køre til i det herlige Alsace. Fra Freiburg er der kun ca. 65 km til Kayserberg, der ligger midt i de smukke vinmarker. På vores kør-selv-forslag Fra Riesling til Pinot, der kan køres fra nord til syd - og modsat, vil I kombinere Alsace med Rhinen.
Eller I kan fortsætte rejsen ad Tysklands Alpenstrasse, der starter i Friedrichshafen. Fra Freiburg til Friedrichshafen er der kun ca. 155 km.
Vælger I at køre hjem, sættes kursen mod nord, og hurtigste rute er motorvejen forbi Karslruhe, hvor I igen kan oplade elbilen. Derfra videre til Frankfurt hvorefter I igen kan oplade batterierne ved Kirchheim. Videre nordover til Kassel, hvorefter I drejer fra mod Göttingen, hvor der venter en overnatning. I Göttingen kan I kan tage en tur rundt om springvandet Gänseliesel, der trods sin beskedne størrelse er blevet byens vartegn. Der er en række ladestandere i byen blandt andet i Lutjen Feldsweg 2 tæt på Park Inn hotellet.
Overnatning i Göttingen
Göttingen - Danmark (420 km/405 km)
I dag er den letteste rute mod Danmark ad motorvejen forbi Hildesheim, Hannover og Hamburg, og har I lyst til at opleve en eller flere af byerne, så arrangerer vi gerne et ophold med en nat eller to for jer. Stop eventuelt for at oplade elbilen ved Soltau Süd.
Har I ikke lyst at tage hjem endnu, så kan vi foreslå mange andre spændende oplevelser fx turen til de 9 historiske byer i Niedersachsen, der kan køres både nord - syd og i omvendt rækkefølge.
Kort
Galleri
Priser
Fra 6.038 kr.. person
Prisen inkluderer
- 8 overnatninger i dobbeltværelse på 3-4 stjernede hoteller
Prisen inkluderer ikke
- Færge, parkering og brændstof
- Udflugter og entrebilletter
- Rejse- og afbestillingsforsikring
Om rejsen
- 1 overnatning i Hildesheim
- 1 overnatning i Heidelberg
- 2 overnatninger i Freudenstadt
- 2 overnatninger i Titisee-Neustadt
- 1 overnatning i Freiburg
- 1 overnatning i Göttingen
Ekstra oplevelser
I kan også køre ruten omvendt, forlænge opholdet med nogle ekstra dage i Titisee eller Freiburg eller kombinere med andre af vores kør-selv-forslag.
Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.
Få et tilbud






