
New York: Guidet cykeltur i Central Park
Nyd en cykeltur igennem Central Park med en autoriseret turguide. Se populære steder såsom Bethesda Fountain, Strawberry Fields med mere.
Det ultimative roadtrip fra øst til vest i USA. I starter i New York og ender i San Francisco - to af de mest fascinerende byer. Oplev alt fra imponerende nationalparker, som Yellowstone, Bryce Canyon og Death Valley, det enorme vandfald Niagara Falls, steppelandskaberne på vej til Sioux Falls og den legendariske Buffalo Bills hjemsted. Undervejs bor vi både i små søvnige byer og sprudlende storbyer.
Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse gennem USA's fascinerende landskaber og berømte storbyer.
Fra 23.008 kr.
pr. person inkl. flybillet, ophold i dobbeltværelse for 21 dages kør-selv-ferie med hotel og billeje.
Rejseperiode:
Maj - september
Startdag:
Daglig
Varighed:
21 dage/20 nætter
Længde:
6.640 km
Velkommen til byen der aldrig sover – New York. En gigantisk by med utallige muligheder og et fascinerende kludetæppe af kulturer, over- og underklasse, kunstnere og forretningsfolk, jøder og katolikker, asiater, latinoer og afroamerikanere.
Her er hele verden repræsenteret på et område, der er på størrelse med Bornholm. Tæller man forstæderne med, er New York City på størrelse med Sjælland – med i alt 20 millioner indbyggere. Velkommen til The Big Apple.
Efter at have lagt storbyens hektiske tempo bag jer går det først et stykke mod nord gennem små søvnige byer langs Hudson River og senere mod vest til Corning, der er bedst kendt for sit glasværk. Corning Museum of Glass har en helt enestående samling med 35.000 genstande, der viser glassets historie gennem 35 århundreder.
Niagara Falls med sine vældige vandmasser, der styrter i dybet, behøver vist ingen nærmere præsentation – det er simpelthen et fantastisk naturskuespil. En bådtur med ”Maid of the Mist” vil give jer lejlighed til at komme i nærkontant med vandmasserne.
Turen går videre langs Lake Erie til Detroit, der er kendt som en af verdens største bilproducerende byer, og hvor Henry Ford først anvendte samlebåndsproduktion af biler. Henry Ford Museum & Greenfield Village er den største seværdighed i området.
Chicago er USA’s næstvigtigste handels- og finanscentrum, og ligger meget smukt langs Lake Michigan. Byen er kendt for sin enestående arkitektur med bygninger tegnet bl.a. af den kendte arkitekt Frank Lloyd Wright. I Grant Park finder I flere interessante museer.
Dagen i dag er sat af til at opleve Chicago. Sørg for at komme ind høre lidt musik - det er en oplevelse I vil huske.
Turen i dag går gennem et udstrakt steppelandskab, der er centrum for USA’s landbrug og især korndyrkning.
Gennem staten South Dakota når I Badlands National Park, der er kendt for sine specielle kalkstensformationer. Den specielle rundtur i parken fører til de mest spektakulære udsigtspunkter og også til den store koloni af præriehunde.
Dagens højdepunkt er Mount Rushmore, hvor hovederne af de amerikanske præsidenter Washington, Jefferson, Lincoln og Roosevelt er hugget ind i klipperne. Lad evt. turen gå gennem Custer State Park, hvor I kan se bisonokser og bjergfår.
Dagens etape går gennem Bighorn Mountains, og på vejen er der mulighed for at besøge Devil’s Tower National Monument – en klippe, der ligner en kolossal træstub (ca. 300 m høj) og er et helligt sted for mange indianerstammer. Cody er hjemsted for den legendariske Buffalo Bill, og I kan lære mere om områdets historie i Buffalo Bill Historical Center.
Yellowstone er et af turens højdepunkter med sine høje bjerge, idylliske søer, store skove, men frem for alt de geotermiske områder med varme kilder, gejsere og boblende muddervulkaner. Besøg Old Faithful gejseren, der springer så regelmæssigt, at man kan forudsige det med få minutters afvigelse. Mammoth Hot Springs er varme kilder, der danner det mest fantastiske terrasselandskab.
Overnatning sker i byen West Yellowstone, lige udenfor parken. Ikke langt derfra er der mulighed for at prøve "Under Canvas", en ny overnatningsmulighed, hvor I sover i en luksus telte ude på prærien.
I har hele dagen til at udforske Yellowstone National Park - og der er nok at tage fat på.
En sidste tur gennem fantastiske Yellowstone, og så kører I videre ind i den smukke Grand Teton National Park. Landskabet med den store, dybblå sø i forgrunden og de savtakkede bjergtinder i baggrunden er simpelthen fantastisk. Videre gennem skisportsbyen Jackson Hole, der også er kendt for sin western-atmosfære.
Templet i mormonernes hovedstad er bestemt et besøg værd, inden turen går videre til Bryce Canyon. Landskabet her er fyldt med særprægede klippeformationer i alle mulige nuancer af gult, orange og rødt. Ved solop- eller nedgang er det som at kigge ud over et fortryllet eventyrlandskab.
Dagens etape går gennem Zion National Park. Mens man i Bryce står på toppen og kigger ned, er man i Zion i bunden af dalen, der er dannet af Virgin River, og de imponerende, rustrøde klippeformationer tårner sig op omkring en. Gå en tur til Emerald Pools eller langs med floden og nyd naturen, inden det går videre til spillernes paradis Las Vegas.
Las Vegas' farverige hoteller skyder op midt i det golde ørkenlandskab. I Las Vegas, mulighedernes by, kan I sejle i gondoler i Venedig, prøve en rutsjebane på toppen af New York eller måske kigge ind i pyramiderne. Her kan alt lade sig gøre. I kan selvfølgelig også prøve lykken på kasinoerne, nyde et magisk Las Vegas-show eller mæske jer i gourmet. Uanset, så bør I opleve det betagende lyshav, der skyller over the Strip, når mørket lægger sig omkring ørkenbyen.
Las Vegas er kendt for sine kasinoer, neonlys, natteliv og overdådige shows – der er virkelig alle mulige underholdningstilbud. Kontrasten til det ensomme Death Valley er slående, og den relativt korte tur giver mulighed for at udforske den enestående natur: Badwater – det laveste punkt i den vestlige verden og udsigtspunkterne Dantes View og Zabriskis Point.
Besøg sandklitterne på vejen, når I forlader Death Valley. Turen i dag går gennem store landbrugsområder til Visalia. Hvis tiden tillader det, så tag en afstikker ind gennem Sequoia National Park, der er kendt for sine imponerende træer, bl.a. General Sherman Tree, der er ca. 100 m højt og med en omkreds på mere end 10 m.
Da dagens etape ikke er ret lang og den direkte vej ikke særlig spændende, bør I lægge vejen forbi Yosemite, der er USA’s mest besøgte nationalpark. Landskabet med de høje grå granitklipper, tordnende vandfald, stille søer og blomster-enge er enestående smukt, og udsigten fra Glacier Point over Yosemite Falls og dalen er fantastisk.
Turen fra kyst til kyst ender i San Francisco - en af de smukkeste og mest fascinerende byer i USA. Kør over Golden Gate broen og nyd udsigten over byen, gå en tur i China Town, udforsk Fishermans Wharf og Pier 39 eller tag en bådtur til den berygtede fængselsø Alcatraz.
Efter 2 nætter i San Francisco venter hjemrejsen, med mindre I har forlænget opholdet i San Francisco eller tager turen ned ad Highway 1 til Los Angeles.
Nyd den smukke by, San Francisco, hvor den ikoniske Golden Gate Bridge tager imod jer. Besøg det pulserende Fisherman’s Wharf og hils på byens mest charmerende indbyggere, de brølende søløver, der slikker solskin på Pier 39. Eller kør en tur med de klassiske kabelsporvogne, der stædigt kravler op ad byens stejle gader. I San Francisco får I en skøn afslutning på jeres rejse.
Fra 23.008 kr. pr. person
Hotelkategori:
Standard.
+ børn: Overnatning for 2 børn under 17 år uden opredning i forældres værelse er uden ekstra omkostninger.
I kan fx forlænge rejsen med en nat eller to i San Francisco eller tage turen ned ad Highway 1 til Los Angeles.
Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.