Årskort til de amerikanske nationalparker
America the Beautiful Pass
Den første nationalpark blev oprettet i 1872, og i dag ...
Spænd sikkerhedsselen og få tæppebombet sanserne med storslået natur i Rocky Mountains. Bjørne og bisoner i Yellowstone, kæmpe ansigter i South Dakota, klippesøjler i Utah og gigantbjergene i Colorado. På turen besøger I ikke mindre end 7 forskellige stater i det centrale USA.
Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse til Yellowstone og The Rockies.
Fra 21.966 kr.
pr. person inkl. flybillet, ophold i dobbeltværelse for 14 dages kør-selv-ferie med hotel og billeje.
Rejseperiode:
Ultimo maj - ultimo september
Startdag:
Daglig
Varighed:
14 dage/13 nætter
Længde:
Ca. 4.585 km
Klimapåvirkning:
7.325 kg CO2 samlet for 2 person - mere om grønnere kør-selv-ferier
Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.
Du vælger selv:
I lander midt på den flade græsprærie i Denver International Airport med direkte udsigt til Rocky Mountains i baggrunden, der ligger og venter. Efter at have hentet jeres lejebil kører I ind mod Denver, hvor vi har fundet et hotel i udkanten af byen (mellem centrum og lufthavnen), så I hurtigt kan komme videre ud i naturen i morgen.
Ønsker I at se nærmere på den spændende millionbyen Denver nu, vil vi anbefale jer et hotel i centrum. Det charmerende downtown område byder på masser af muligheder for shopping, men også flere spændende museer – bl.a. Denver Mint, hvor en stor del af de amerikanske mønter bliver præget. Her er der offentlig adgang, når I har gennemgået et større sikkerhedstjek. Belønningen er bl.a. et kig ind til de amerikanske guldreserver.
Overnatning i Denver
Stå tidligt op og læg turen forbi det imponerende Red Rocks Amphitheatre, hvor rigtig mange store musikere har optrådt. Herfra kan I fortsætte til Buffalo Bill Museum og grav inden I for alvor sætter kursen mod Estes Park og Rocky Mountains National Park, der byder på den første smagsprøve på Rocky Mountains. Vejen ind gennem parken, U.S. 34, er den højest beliggende landevej i USA og når helt op i 3.700 meters højde, et godt stykke over trægrænsen med fantastiske udsigtspunkter og alpin natur.
Vejen er dog kun åben fra starten af juni til slutningen af september – resten af året kan man kun køre nogle få miles ind i parken og fornemme det barske og storslåede landskab. Kør retur til Estes Park, indgangsbyen til Rocky Mountains National Park, med hyggelige butikker, restauranter, barer og arkitektur i alpin stil.
Overnatning Estes Park
Nu kører I ned fra bjergene igen og via Fort Collins kører I ud over den flade, grønne græsprærie i det østlige Wyoming, der byder på snorlige landeveje, så langt øjet rækker. Overvej et stop i Fort Laramie, et af de gamle forter, der blev opført af nybyggerne tilbage i 1800-tallet og som har været vidne til utallige konflikter mellem de hvide nybyggere og Amerikas oprindelige folk. Dagens destination er Rapid City, hovedbyen i det vestlige South Dakota, der er indgangsbyen til Black Hills’ mange seværdigheder.
Overnatning i Rapid City
I har fire klassiske seværdigheder inden for en radius af cirka 100 kilometer fra Rapid City, så det er bare at tage for sig af retterne: Mount Rushmore byder på de fire berømte præsidenthoveder hugget ind i klipperne – kunstneren bag var dansk-amerikaneren Gutzon Borglum.
Ikke langt derfra skuer indianerhøvdingen Crazy Horse ud over Black Hills, og lige i nabolaget ligger den fantastiske Custer State Park med den største bestand af fritgående bisonokser i Nordamerika – foruden mange andre dyr. I kan kombinere Mount Rushmore, Crazy Horse og Custer State Park på en 160 km køretur.
Endelig ligger Badlands National Park øst for Rapid City med sit fascinerende klippelandskab – en utilgængelig, gold ødemark med forvitrede og porøse klipper i alle tænkelige former. Så husk at stå tidligt op. Turen til Badlands retur er på ca. 200 km.
Overnatning i Rapid City
Fra Rapid City sætter I nu kurs mod Bismarck, der er hovedstad i North Dakota. I kan besøge North Dakota og gå en tur igennem områdets historie fra 65 millioner år tilbage og op til i dag.
I har også mulighed for at tage med på en sejltur på Missourifloden med Lewis & Clark Riverboat! De sejler rundture flere gange om dagen og har som oftest også et Sunset Cruise.
Overnatning i Bismarck
I dag går turen fra Bismarck til Sheridan. Trods den relativt lange distance er dagens rute ret nem, da hovedparten af turen foregår på motorvejen Interstate 94. Men snyd ikke jer selv for en lille afstikker undervejs, når I kører gennem Theodore Roosevelt National Park. Den sydlige indgang ligger i Medora lige syd for Interstate 94. Her kan I komme ind i parken og køre et loop på ca. 55 km, hvor I vil opleve en række af de bedste udsigtspunkter i parken.
Tilbage på ruten forlader I nu North Dakota og kører igennem Montana for at komme til Sheridan, der også kaldes Wyoming's Juvel. Nyd del den storslåede kulisse af Bighorn-bjergene, som I kommer tættere på i morgen.
Har I mod på en lille afstikker på ca. 45 km kan I besøge Little Big Horn Battlefield, hvor General Custer og hans soldater mødte deres endeligt i slaget ved Little Big Horn i 1876, da en række stammer af indfødte angreb de amerikanske styrker. Slaget endte med General Custers nederlag, og den berømte general faldt selv i slaget og ligger begravet herude. Et besøgscenter fortæller om selve slaget og begivenhederne op til og efter slaget.
Overnatning i Sheridan
Glæd jer til en smuk og naturskøn køretur gennem Bighorn Mountains i det nordlige Wyoming på vej mod Yellowstone National Park. Et stop undervejs kunne fx være den naturskønne Shell Canyon.
Dagens destination er Cody, opkaldt efter westernlegenden ”Buffalo Bill” Cody, der var med til at grundlægge byen. I Buffalo Bill Historical Center oprulles historien om William Frederick Cody og hans bedrifter i byen. Også det nærliggende Irma Hotel er bygget af den driftige Buffalo Bill og opkaldt efter hans datter.
Overnatning i Cody
Yellowstone er verdens første nationalpark og en af de absolut største naturseværdigheder i USA. I kører ind i Yellowstone i parkens sydøstlige hjørne og kan vælge flere ruter gennem parken. Mest oplagt er det at starte med den sydlige rute ned forbi den berømte Old Faithful Geyser, der springer cirka en gang hver halvanden time. På vej op til West Yellowstone, hvor jeres hotel ligger, kommer I forbi Lower Geyser Basin, hvor I kan opleve flere eksempler på den vulkanske aktivitet i Yellowstone, bl.a. kogende mudder og mindre gejsere.
Overnatningerne foregår i West Yellowston, der ligger lige uden for den vestlige indgang til parken. Ikke langt derfra er der mulighed for at prøve "Under Canvas", en ny overnatningsmulighed, hvor I sover i en luksus telte ude på prærien.
Overnatning i West Yellowstone
Yellowstone byder på masser af naturoplevelser, og i dag har I hele dagen til at gå på opdagelse i parken. Kør fx forbi Norris Geyser Basin, en samling af boblende gejsere. I den nordlige del af parken ligger de meget smukke kalkaflejringer og kilder, Mammoth Hot Springs, og kører I over til Yellowstones østlige del, kan I opleve Yellowstones største vandfald, Grand Canyon of the Yellowstone.
Længere mod syd ligger Mud Volcano, en stribe boblende mudderpøle med kogende mudder. Og så vrimler det med bisonokser og hjorte overalt i Yellowstone. Er I heldige, får I måske også øje på en bjørn.
Overnatning i West Yellowstone
Fra festfyrværkeriet af naturoplevelser i Yellowstone går turen nu sydpå til Utah og Salt Lake City. Salt Lake City er mormonernes hovedstad, og I har ikke været i Salt Lake City, hvis I ikke lægger vejen forbi Temple Square og ser det gigantiske Mormon Temple. OL-interesserede kan også overveje et besøg i Utah Olympic Park, der var omdrejningspunktet for Vinter OL i 2002.
Den hurtigste og korteste rute går ned gennem Idaho ad Mesa Falls Scenic buway, gennem Idaho Falls inden I kommer til Salt Lake City. Men I kan vælge igen at køre gennem Yellowstone National Park ned til Grand Teton National Park og via Jackson til Salt Lake City. Denne tur er ca. 180 km længere at køre, smukkere at se på og mere tidskrævende. Det er helt op til jer.
Overnatning i Salt Lake City
I dag kører I mod det sydlige og centrale Utah, der bugner med fantastiske naturoplevelser, og de næste to dage får I nogle smagsprøver på Utahs mange naturseværdigheder. Dagens destination er byen Moab i det østlige Utah, som er udgangspunktet for ture ud i Canyonlands National Park og ikke mindst Arches National Park.
I kan med fordel køre tidligt fra Salt Lake City og så opleve Islands in the Sky i Canyonlands sidst på eftermiddagen, hvor der ikke er så varmt i parken. Canyonlands dybe kløfter leder tankerne hen på Grand Canyon, og kløfterne i Canyonlands er da også skabt af Colorado-floden.
Overnatning i Moab
I har hele dagen til at udforske Arches National Park, som ligger lige nord for Moab. Parken byder på den største koncentration af naturskabte klippebuer i verden – bl.a. den meget berømte Delicate Arch, men der findes masser af andre naturbuer i Arches. Afsæt gerne hele dagen til Arches, og start tidligt på dagen, så I undgår den værste varme – I er trods alt ude i ørkenen.
I kan også tage en pause midt på dagen og vende tilbage til parken hen under aften, hvor solen kaster sine stråler ud over landskabet og får de røde og orange klipper til at fremstå endnu smukkere.
En helt tredje mulighed er at besøge Dead Horse Point State Park, der med et flot ”månelandskab” med garanti vil tryllebinder jer.
Overnatning i Moab
Nu går det atter østpå tilbage gennem Rocky Mountains. Undervejs passerer I McInnis Canyon National Conservation Area og Colorado National Monument, der begge er fortrinlige steder at vandre.
Dagens destination er Snowmass Village ved den populære skisportsby Aspen, men inden I når så langt, så tag et stop i Glenwood Springs, der byder på masser af varme kilder og rige muligheder for at dyppe kroppen i det varme vand. I Aspen kan I tage en tur op i højderne med byens svævebane og nyde udsigten over det smukke landskab.
Overnatning i Snowmass Village
Sidste etape af rundrejsen, der bringer jer tilbage til Denver, byder på masser af rustik charme og bjergveje med fantastiske udsigtspunkter: I kører gennem skisportsstedet Vail, inden I igen kører ”ned” til Denver på den anden side af Rocky Mountains, hvor rundrejsen slutter i lufthavnen. Vi kan anbefale jer at lavet stop i dejlige Denver, der har så meget at byde på, at I bør blive et par nætter eller tre - og vi hjælper jer gerne med at arrangere opholdet. I kan naturligvis også vælge at tage ud på helt andre spændende oplevelser.
Fra 21.966 kr. pr. person
Denne tur er beregnet på gode standard hoteller.
Ønsker I Budget eller Superior hoteller undervejs, tilpasser vi gerne turen til jeres ønsker.
I kan fx forlænge rejsen med et par dage i storbyen Denver eller lægge en ekstra nat ind et par steder undervejs.
Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.